Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 06
TEMA. MATEMATIK OG SCIENCE: Find svarene sammen
Børn vil vide, hvor vandet forsvinder hen, når det løber ud i sandet, og hvorfor himlen er blå. Pædagoger må ikke give hurtige svar, men skal undersøge sammen med børnene, siger en lektor og en professor, der har arbejdet sammen med 12 institutioner om sciencepædagogik.
Af: Vibeke Bye Jensen
1 hul i tagrenden, og så står spørgsmålene i kø for: Hvorfor løber vand nedad, og hvor bliver vandet af, når det forsvinder i sandet?
Børn er nysgerrige, og en science-tilgang giver pædagoger mulighed for at indgå i en meningsfuld dialog med børnene om det, der optager dem.
Det mener lektor Thorleif Frøkjær, University College Capital (UCC), der sammen med professor Stig Broström, Aarhus Universitet (DPU), har arbejdet med et scienceprojekt i 12 af Hillerød Kommunes vuggestuer og børnehaver.
Udgangspunktet var en undersøgelse, der viste, at pædagoger ikke mente, at de havde den store betydning for børns læring, trivsel og udvikling. Det ville de to forskere modbevise.
Samtidig ville de introducere science som den faglige tilgang, der rammer børns udgangspunkt bedst, fordi den indeholder den eksperimenterende, nysgerrige tilgang, som børn er født med.
»Science fanger den naturlige, spontane lyst til i leg at finde ud af sin verden. Det giver pædagogerne mulighed for at være med­undersøgere og konstruere forklaringer sammen med børnene,« siger Thorleif Frøkjær.
Formålet er ikke at uddanne en hel generation af nye videnskabsmænd.
»Selvom god videnskab tager udgangspunkt i den undren og nysgerrighed, som også børn har, er der afgørende forskelle på de metoder, som børn og pædagoger kan bruge til at undersøge verden, og så den, videnskabsmænd anvender.« siger han og fortsætter:
»Børn er naturligt optaget af det, som vi kalder science eller omverdensforståelse. Hvis det regner, og børnene kommer våde ind, vil de sige ’nøj, hvor er jeg våd’, eller pædagogen vil sige ’uh, det var koldt’. Det er science, fordi det handler om vejr og vind, og hvad sker der med kroppen og tøjet, når det bliver vådt.«

Lyt til spørgsmålene. Det vigtigste pædagogiske redskab, som Thorleif Frøkjær kan komme på, er, at pædagogen lytter efter, hvad børnene spørger om. Pædagogen skal undre sig og søge svar sammen med børnene.
»Dermed lever pædagogen op til en forpligtelse om, at hun skal interessere sig for, hvor børnene befinder sig. Hvad tænker de? Hvad kan de? Hvad er de optaget af, når de leger? Og hvilket indhold bringer børnene selv med ind i deres leg?«
Og så handler det jo også om, hvordan man får dem videre fra den aktuelle til den nærmeste udviklingszone, mener Thorleif Frøkjær.
»Børn er født med at kunne lære gennem leg, og derfor er det vigtigt, at pædagogerne interesserer sig for indholdet i legen. En bagside ved læringsdiskursen er, at det kan se ud, som om vi nu kun skal interessere os for børns læring. Men den foregår stadig i et legeunivers, og der må pædagogen bringe sig til stede og gøre sig nyttig,« siger han.

Vær nysgerrig voksen. Børn har krav på pædagoger, der er nysgerrige på børnenes nysgerrighed, mener Thorleif Frøkjær.
Han foreslår, at man i en periode på en uge kan man samle børnenes spørgsmål i en bog. Og samtidig kan man iagttage, hvilke legetemaer de har gang i, og hvordan børnene leger. Sådan kom pædagogerne i Hillerød i gang med at være mere betydende i børns liv.
»Hver gang børn stiller et hvorfor-spørgsmål, skal det skrives ned, for så kan man være stensikker på, at man får en viden om, hvor barnet er. Når barnet stiller et nysgerrigt, interesseret hvorfor-spørgsmål, ved man, at barnet seriøst gerne vil undersøge og blive klogere på noget,« siger han.
Thorleif Frøkjær har hørt pædagoger sige, at børn ikke stiller spørgsmål.
»Det gør de ikke, hvis de lever i en hverdag, hvor deres spørgsmål ikke er velkomne. Børn er tilpasningsbevidste, og hvis det ikke er i orden at stille spørgsmål, så gør børn det heller ikke,« siger han.

Drop de hurtige svar. Den største barriere for at arbejde med sciencedidaktik og udvikle en undersøgende, eksperimenterende praksis er pædagogers tilbøjelighed til at give svar, mener Thorleif Frøkjær.
»Børn må gerne få et svar, men det må ikke komme først, for så er tingene jo låst fast, og der er ikke mere at snakke om eller undersøge,« siger han.
Nogle vil sige, at det er god skoleparathed at høre efter den voksne. Men det er elendig skoleparathed. I stedet skal skolen også vænne sig til børn, der stiller spørgsmål, og lærerne skal undersøge, hvad svaret kan være sammen med børnene, på samme måde som pædagogerne skal gøre, mener Thorleif Frøkjær.
»Pædagogens og lærerens arbejde går ud på at undersøge, hvordan de kan kvalificere undersøgelserne sammen med børnene. Hvis spørgsmålet er, hvorfor himlen er blå, kan det være, at pædagogen selv skal søge svaret. Ikke for at kunne give svar, men for at finde ud af, hvordan man sammen med børnene kan undersøge det fænomen, barnet har udfordret,« siger han.

Dialogen fik betydning
Efter scienceprojektet i Hillerød undersøgte Thorleif Frøkjær og Stig
Broström, om pædagogerne havde ændret praksis og opfattelse af deres betydning for børnenes læring, trivsel og udvikling. De afholdt fokusgruppe­interview med to pædagoggrupper, der havde deltaget i scienceprojektet, og to, der ikke havde. Efter et års projektarbejde var der en markant forskel i den betydning, sciencepædagogerne tillagde dialogen med børnene. Pædagogerne gav heller ikke længere svar på børns spørgsmål, og de havde en markant anderledes forståelse af pædagogens betydning i forhold til børnenes trivsel, læring og udvikling samt organiseringen af det pædagogiske arbejde. Projektet havde bidraget til udvikling af en mere reflekteret og begrundet opfattelse af læring, og af hvordan børn lærer sammen med en medundersøgende og medreflekterende pædagog.
Kilde: Rapport: ’Science-didaktik i Hillerød, Pædagoger og børn i aktiv læring – Aktionslæring i 12 vuggestuer og børnehaver i 2011-2012’. Find rapporten på ucc.dk – søg på Thorleif Frøkjær, og find den blandt hans publikationer.