Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 02
TEMA. DIGITALE INSTITUTIONER: Kritikeren: Gem iPad’en til skolen
Børnehavebørn, der bruger for lang tid foran en skærm, risikerer at blive dårligere til at koncentrere sig. Det kan gå ud over evnen til at lære at læse, advarer psykolog.
Af: Mikkel Kamp
Elektroniske medier er så hurtige, underholdende og lystbetonede, at det kan gå ud over nogle børns muligheder for at lære at læse og fordybe sig, hvis de bruger for meget tid foran skærmen allerede i børnehavealderen. Det mener psykolog Uffe Esben Pedersen.
»Udviklingspsykologisk er børn mellem tre og seks år i en periode, hvor de skal stimuleres sprogligt, visuelt og sensorisk. De kan lære rigtig meget i den periode, og det er en indlæring, man ikke bare kan indhente senere, « siger psykologen, der er ansat ved PPR i Egedal Kommune.
Men en del børn – især drenge – tænder meget på de visuelle medier, som er flygtige, underholdende og i nogle tilfælde får hjernen til at udskille stoffet dopamin, især når de bliver brugt til spil.
»Det kan gøre indlæring af læsning både meget langsom og kedelig. Samtidig kan det lægge skinner ud for et læringsmønster, som også senere i livet fordrer tempo og hurtige skift, men svækker evnen til fordybelse,« siger han.
Uffe Esben Pedersen er ikke imod brug af computere i skolen, men frygter, at børnene allerede i børnehaven kan få forringet forudsætningerne for at lære.
»Er der en vigtig kulturteknik, så er det læsning. Skal man kunne afkode en læst tekst, skal man kunne fordybe sig og danne billeder i hjernen. Det lærer man ikke, når man hele tiden bliver fodret visuelt med billeder, der er tygget i forvejen,« siger han og tilføjer, at det er den generelle øgede brug af elektroniske medier, han er bekymret for.

Aldrig alene. En del børn får en ADHD-diagnose, fordi de er let afledelige og har svært ved at koncentrere sig. Forskning viser, at børn også kan udvise den slags symptomer, hvis de lever i en meget løs familiestruktur, hvor nærvær og fordybelse blandt andet bliver afløst af tid ved computeren eller en tablet-computer, fortæller Uffe Esben Pedersen.
»Hvis man får mere af det samme i børnehaven, forstærker det den tendens.«
Med en smartphone er man aldrig alene uden påvirkninger udefra. Man kan bare trykke på den, så er man på nettet eller i kontakt med andre. Man vænner sig til altid at skulle videre til det næste. Det kan være et problem for især børn og unge.
»Psykologisk afbalancerede mennesker er både i stand til at være sammen med andre mennesker, men også at være alene med sig selv i eftertankens klare lys. For at undgå stress og samtidig skabe et fundament for egne refleksioner i forhold til omverdenen, må børn i udvikling også kunne befinde sig i et langsommere og mere nærværende forum. Derfor er det vigtigt, at pædagoger i vuggestuer og børnehaver har en afklaret holdning til brugen af iPads og lignende,« siger han.

Ikke klar til fakta. Nogle institutioner arbejder med en vidensbaseret science-tilgang til eksempelvis naturen. Her kan en iPad være et redskab til at få oplysninger om de ting og dyr, man finder i skoven. Ser man en skovsnegl, kan man tage et billede af den med iPad’en og få en række faktuelle oplysninger om dyret. Det er der dog ingen grund til, mener Uffe Esben Pedersen.
»Barnets apparat til sansebearbejdning er ikke klar til at tage imod det meget faktabaserede i den alder. De har brug for leg, sansning og nærværende og vidende pædagoger, der vil og kan svare på alle mulige spørgsmål, og som aktivt deltager i og kommunikerer om børnenes aktiviteter. Senere bliver børnene parate til at tilegne sig en masse viden.De synes faktisk det er sjovt,« siger han.