Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Vuggestuebørn går på opdagelse i den digitale verden
I den integrerede institution Paddehatten ved Vejle tager pædagoger og vuggestuebørn på en opdagelsesrejse i den digitale verden. Med forskere på sidelinjen har sjove og lærerige eksperimenter givet lyst til mere
Af: Mikkel Prytz
Det ville vi
Med ’Den store opdagelsesrejse for de helt små’ ønskede vi at finde nye måder at arbejde med digitale medier og læreplanstemaer på i forhold til de helt små børn. Vuggestuebørn ved godt, hvad en iPad er, og hvordan man betjener den. De har en naturlig nysgerrighed over for digitale medier, som vi gerne ville arbejde med, så iPad’en bliver et værktøj til læring igennem bevægelse, sanser og kreativitet. Samtidig ville vi gerne vise forældre, at en iPad ikke bare er en spillemaskine, og finde en arbejdsmetode, så vi fremadrettet er i øjenhøjde med den digitale udvikling, også i en travl hverdag.

Sådan gjorde vi
Projektet fulgte de forskellige aktiviteter i vores årshjul og bestod af en række udviklingsforløb og mindre forsøg. På den måde fik vi afprøvet nye idéer til, hvordan de digitale medier kan understøtte vores pædagogiske arbejde. Vi satte eksempelvis stolerækker sammen og afspillede videoer med en projektor, mens børnene legede, at de var på bussafari i Afrika. Vi byggede også et sanserum, udformet som et akvarie, hvor vi afspillede lyde og med en projektor fik fisk til at svømme hen over vægge og hængende stof. Undervejs fik vi sparring og faglige input fra de forskere, der var tilknyttet.

Det lærte vi
Vi har fået et rum, hvor vi kan generere nye idéer, og der kommer hele tiden nye til. Vores sanserum er en fantastisk opfindelse. Der falder en dejlig ro over børnene, når de er i hulen, så vi er slet ikke færdige med at afprøve de muligheder, den giver os. Vi går generelt mere eksperimenterende til værks. Selvfølgelig har vi et formål med vores aktiviteter, men på vejen dertil eksperimenterer vi sammen med børnene. For nogle af os har det været en helt ny verden bare at bruge en iPad, men vi har lært ikke at være så bange for at gøre noget galt og bare prøve teknologien af sammen med børnene.

Vores råd til andre
● Vær ikke bange for at undersøge digitale ­medier med børnene.
● Brug hinanden til sparring undervejs i projektet.
● Opret en lukket gruppe i Google+, hvor I deler idéer og erfaringer.

Om projektet
’Den store opdagelsesrejse for de helt små’ kørte i Paddehatten, en integreret institution med 34 vuggestuebørn og 78 børnehavebørn fordelt på 8 stuer. Institutionen ligger i Grejs ved Vejle. I projektet deltog konsulenter fra videns- og udviklingscenteret VIFIN samt forskere fra både Københavns og Aarhus Universitet, som gav faglige input til projektet og analyserede de idéer, institutionen prøvede af. Projektet er støttet af BUPL’s udviklingspulje, som yder tilskud til udviklingsprojekter på op til 100.000 kr.
Læs mere på bupl.dk under ’forskning’.