Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 17 Børn&Unge som e-paper
Kommunalvalg 2017: I politik kan jeg gøre en forskel for mange
Lene Due stiller for tredje gang op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Rødovre. Du hører hende ikke kræve minimumsnormeringer. Hun vil hellere i politisk dialog ved at bruge hverdagens historier.
Af: Mathilde Margrethe Graulund
Hun har 31 års pædagogisk arbejde i Rødovre Kommune bag sig. 31 år på fritidshjem, skoler og daginstitutioner. 31 år med en hjertesag: Børns vilkår. Lene Due har i alle sine år som pædagog været politisk engageret på børneområdet. For otte år siden stillede hun for første gang op til kommunalvalget, hvor hun blev valgt ind. I år stiller hun op igen.
»I mit daglige arbejde får jeg mange gode ting igennem, som kommer familier og børn til gode. Men jeg kan godt lide det politiske arbejde også, for her har jeg mulighed for mere indflydelse. Jeg kan gøre en forskel for mange, ikke kun for min egen institution,« siger Lene Due, som er leder i Børneinstitutionen Egegården i Rødovre.

Det halter i skolen. Hun har i sine 10 år som leder forsøgt at få medarbejderne i Børneinstitutionen Egegården med til at tale om og gøre noget ved det manglende børnefokus i kommunen. Politisk har hun forsøgt og vil til den bitre ende forsøge at sætte de mindre børn og vilkår i institutioner på dagsordenen.
»Os i daginstitutionerne, vi er ikke kommet nok på landkortet i forhold til skolerne. Der er rigtig mange problemer, der ikke bliver gjort noget ved. Jeg vil gøre alt for at fortælle om vores arbejdsvilkår. Udover at jeg selv er pædagog, så har jeg et netværk, som fortæller mig deres historier om, hvordan de har det. Og det bruger jeg selvfølgelig til at rykke politisk,« siger hun.
Lene Due har tidligere arbejdet på en skole i Rødovre. Selvom hun synes, der har været mere politisk fokus på skoleområdet end på institutionsområdet, ser hun stadig, at mange ting halter på skolerne.
»Jeg kender meget til skoleområdet og har stadig kontakt til nogle derfra. Selvom jeg er stor tilhænger af skolereformen, så fungerer tingene ikke på skolerne, for der er for mange barrierer. Anerkendelsen for os pædagoger vælter heller ikke ligefrem ind, og det er en stor fejl,« siger hun.

En anderledes retorik. Rødovre Kommune har i denne valgperiode fået tildelt tre millioner kroner til børneområdet, som Lene Due håber på og vil kæmpe for bliver brugt på de problemer, hun ser i kommunen. Men selvom Lene Due er engageret og vil kæmpe for et bedre børneliv, så er der dog én ting, hun ikke vil gøre.
»Jeg synes, at vi har for lidt tid til børnene i institutionerne. Men jeg bliver aldrig typen, der ynker og råber på minimumsnormeringer. Jeg vil helst ikke kalde det minimumsnormeringer. Jeg vil hellere kalde det ’tid til det arbejde, man skal lave’. Jeg forsøger at bruge en anden retorik og ser vilkårene fra en anden vinkel. Jeg spørger i stedet: Hvordan ser en hverdag ud i forhold til, hvor meget vi skal nå? Hvor ofte er vi reelt tre medarbejdere?« fortæller hun.
Selvom Lene Due især vil kæmpe for børnene og pædagogerne i Rødovre Kommune, så har hun også andre dagsordener på sit program.
»Ældreområdet skal fortsat have stor fokus, så vi sørger for et godt ældreliv. I sidste valgperiode satte vi gang i en total renovering af et plejehjem. Selvom børnene står mit hjerte nær, så vil jeg også kæmpe de ældres sag. Rødovre er en fantastisk kommune, og derfor tænker jeg på hver og én,« siger hun.

MØD 3 KANDIDATER
21. november er der kommunalvalg, og Børn&Unge præsenterer dig for tre forskellige pædagoger, der stiller op.
Lene Due, Socialdemokratiet, Rødovre (her)
Allan Berg Mortensen, Enhedslisten, Helsingør (Børn&Unge nr. 16)
Mads Pihlman Kristensen, Liberal Alliance, Horsens (Børn&Unge nr. 18)