Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 19 Børn&Unge som e-paper
Inklusions- og hverdagsekspert. Jeg kalder mig bare pædagog
Rikke Smedegaard Hansen er udpeget til at være hverdagsekspert i en gruppe, der skal se nærmere på inklusionsindsatsen i folkeskolen. Hun ser sig selv som en pædagog, der med sin faglighed kan bidrage til, at nogle børn kan inkluderes.
Af: Vibeke Bye Jensen
For fire år siden blev Rikke Smedegaard Hansen ansat som undervisningsassistent på Birkhovedskolen i Nyborg Kommune på Fyn. Senere er titlen ændret til inklusionsassistent og vejleder, fordi hendes job er at inkludere de børn, som har svært ved at passe ind i folkeskolen. Og fordi hun vejleder sine lærerkolleger i, hvordan de kan hjælpe og støtte disse elever.
»Selv kalder jeg mig bare pædagog. For det er min faglighed som pædagog og min erfaring og viden fra specialområdet, jeg trækker på i det daglige arbejde,« siger hun.
Rikke Smedegaard Hansen blev uddannet socialpædagog i 1996. Hun har arbejdet på specialområdet i omkring 10 år, før hun blev ansat i folkeskolen. Hun forsøger nu at inkludere eleverne i 4., 5. og 6. klasse på skolen med omkring 450 elever.
»Jeg tager mig af de børn, der har særlige behov, og som føler sig uden for fællesskabet og har svært ved at deltage i timerne. Jeg er med i klasserne og er på gangene eller udenfor i frikvartererne. Mit arbejde er at etablere fællesskaber og ­gensidig forståelse, mere end at gøre noget ved det enkelte barn, der har vanskeligheder. Mit arbejde handler ikke kun om børn med diagnoser, men om at støtte de børn, der har nogle familiemæssige eller personlige vanskeligheder, som skygger for deres mulighed for at modtage læring,« siger hun.

Hverdagsekspert. Rikke Smedegaard Hansen, der også er pædagogisk meningsdanner, har nu fået en titel mere. Hun er blevet udnævnt til hverdagsekspert af undervisningsminister Ellen Thrane Nørby (V) og skal sidde i en gruppe, der skal gå inklusionsindsatsen efter i sømmene. Det er hun overvældet over. Og hun er glad for, at hun får mulighed for at repræsentere pædagogerne.
»Her på skolen har jeg kæmpet for, at pæda­gogerne skulle have mere plads. For jeg kan se, at lærere og pædagoger kan supplere hinanden. Jeg er glad for, at pædagoger også får chancen for at byde ind i sådan en gruppe, og at man ikke igen kun vælger at spørge lærerne. For vi pædagoger er også en del af reformen og er blevet ramt af den,« siger hun.
Rikke Smedegaard Hansen mener, at hendes styrke i arbejdet med de udsatte børn er at skabe relationer og at ’oversætte’, når to børn eller en lærer og en elev ikke forstår hinanden. Hun trækker på sine mange erfaringer fra specialområdet. Andre pædagoger er gode til det kreative og til at sætte aktiviteter i gang i større grupper.
»Pædagogers viden om børn er bred, og vi ser hele barnet. Vi kan hjælpe børnene med at sætte ord på deres frustrationer og følelser og få dem til at føle sig tilpas i skolen. Det kan hjælpe dem til at komme videre,« siger hun.
Inklusion kan gå godt. Inklusion kan fungere for nogle børn. Den holdning havde Rikke Smedegaard Hansen ikke, før hun blev ansat på Birkhovedskolen.
»Jeg har set børn, der er sluppet fra diagnosestemplet og har fået følelsen af at høre til,« siger hun.
Men hun har også oplevet, at indsatsen ikke har virket.
»Det har nærmest grænset til overgreb på de børn, at de skal gå i skole her, og så skal der selvfølgelig andre tilbud til,« siger hun.
Rikke Smedegaard Hansen mener, at hun er godt uddannet til at arbejde med inklusion. Det er de fleste pædagoger og mange lærere.
»Men det er svært at være rummelig, når man skal undervise en klasse med 28 børn, lave målstyring og udfylde målskemaer, holde skole-hjem-samtaler og en hel masse mere. For mig at se, er det ikke manglende viden, der er problemet, men i høj grad mangel på tid til børnene. Der skal ansættes nogle flere pædagoger, hvis inklusionen skal fungere bedre,« siger hun.