Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 23
Barndommens mesterlære
Pædagoger, lærere og andre relationsarbejdere må have en særlig opmærksomhed på den ubevidste kommunikation i relationen
Af: Anne Enevolder
I barndommens mesterlære opøves en uvurderlig kompetence i livet. Det er her, vi lærer, hvordan vi kan omgås andre, håndtere vanskelige situationer, finde på kreative løsninger, vise initiativ og handlekraft eller det modsatte. Vi kan også lære os passivitet og forsigtighed.
Størstedelen af den menneskelige kompetence og viden tilegnes ubevidst og starter allerede i fostertilstanden. I en ny bog, "Ubevidst intelligens. Du ved mere, end du tror" af Ole Vedfelt, pointeres den umådelige betydning, vores ubevidste kommunikation har for vores forståelse af verden og mødet med andre. Menneskekundskab anlægges nemlig tidligt i barndommen. Allerede som spæd retter barnet sin opmærksomhed mod udvalgte voksne som identifikationsmodeller, hvilket har en helt afgørende betydning for barnets ubevidste intelligens eller kompetence.
Den nyere spædbørnsforskning viser, at barnet kommer til verden med langt større evner end hidtil antaget og går i mesterlære som menneske hos sine nærmeste omsorgspersoner.
Forældrene udgør naturligt barnets første mestre, siden tilføjes pædagoger, lærere og kammerater. Barnet udvælger sig forbilleder, som kan være en eller få personer, hvis adfærd og værdier bliver model eller mønster for at lære at være menneske.
Fra rollemodellerne samler barnet informationer til et skema, som fungerer, indtil barnet vælger nye rollemodeller. Herefter synker de erhvervede færdigheder ned i det ubevidste, hvor de fungerer som en tavs, men indflydelsesrig baggrund for al oplevelse og kommunikation med andre.
Vi opbygger altså tidligt i livet en række forforståelser af alle de situationer, vi har oplevet. Disse ubevidste billeder eller skemaer ligger som et lager af indre modeller, som aktiveres på mønstergenkendelse.
Hver gang vi befinder os i nye situationer eller står over for fremmede mennesker, henter vi det skema frem, som synes at passe som "mønstergyldigt" eksempel. Dette skema dominerer vores opfattelse af en situation, indtil mere eller ny information lader et andet skema tage over.

Den menneskelige psyke er et gigantisk informationsnetværk, der forarbejder millioner af informationsenheder eller bits pr. sekund.
Vores almindelige hverdagsbevidsthed kan, ifølge Ole Vedfelt, kun holde styr på syv enkelte ting på en gang. Hvilket er det samme som at opfatte med en hastighed, der svarer til ca. 20 mindste enheder information eller bits pr. sekund. I modsætning hertil opfatter vi gennem "subliminal perception" (under bevidsthedstærsklen) i helheder og billeder. Her er vi i stand til at modtage 10 millioner bits pr. sekund. Subliminal perception er den sansning, som foregår uden bevidsthedens involvering. Den subliminale intelligens og hukommelse omfatter kropslig, visuel og følelsesmæssig perception.
Denne forståelse hviler på en kybernetisk teori. Ifølge kybernetikken om selvregulerende systemer vil det altid være det mere komplekse system, der regulerer det mindre. Eftersom det ubevidste er et mere komplekst system, regulerer det bevidstheden.
Den ubevidste intelligens fungerer altså primært på det følelsesmæssige og det kropslige plan. Vi lærer at blive mennesker ved at fornemme andres følelser, registrere deres kropssprog og de intentioner, de har med os. Det omfattende "subliminale informationsindtag" påvirker som tavs helhedspræget viden vores selvoplevelse og kommunikation.

Barnet har krav på værdige identifikationsmodeller. Men er det det, vi giver dem i vores institutioner? I den moderne markedstænkning, som også skoler og institutioner underlægges, impliceres krav om kvalitetsstyring, resultatvurdering og dokumentation af arbejdet. Det skal kunne dokumenteres, at vi skaber kompetente børn.
Disse efter min opfattelse kontrollerende snarere end støttende foranstaltninger fjerner opmærksomheden fra det væsentlige i pædagogisk arbejde, nemlig at pædagogen eller læreren fuldt og helt kan hengive sig til interaktionen. Og med viden om den ubevidste kommunikations betydning for hele dannelsen, er det værd netop at rette opmærksomheden på det, der sker i relationen frem for at kunne dokumentere resultater. Pædagogens personlighed og relationskompetence er det fornemmeste instrument i arbejdet.

Relationskompetence - et godt ord at smage på i disse tider, hvor småbørns opvækst og kompetenceudvikling er blevet henvist til serviceområdet.
Relationskompetence er en kompleks færdighed med mange facetter. Det gælder for både terapeuten, læreren og pædagogen først og fremmest om evnen til at lade sig personificere som en god person. "God person" skal her ikke forstås som en rar, idylliserende omsorgsfuld person, men som et trænet menneske, der kan give accept og modspil på mange planer og samtidig være forbilledlig model.
Relationskompetence er en evne, man kan have større eller mindre medfødt talent for. Den bliver trænet allerede i den første mesterlære med de nærmeste omsorgspersoner og udvikles videre i relationer livet igennem.
En videreudvikling af relationskompetence kan finde sted på mange niveauer og til forskellige formål. Som det hedder i Ole Vedfelts bog: "Det handler om at udvide opmærksomheden over for, hvad der sker i andre, og overfor blokeringer i en selv, så man bliver bedre til at mærke og forstå, hvad den anden søger at udtrykke".
Pædagoger er relationsarbejdere, og som relationsarbejdere er det vigtigt også at sætte fokus på den ubevidste sansnings betydning for hele den menneskelige dannelsesproces.

Denne kronik er skrevet med udgangspunkt i Ole Vedfelts teorier i bogen "Ubevidst intelligens. Du ved mere, end du tror." Gyldendal 2000