Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 28
Pædagoger skal løbe forrest
Børn kopierer konstant de voksne, der omgiver dem. Det gælder ikke mindst de voksnes aktivitetsniveau og kropskultur. Hvis pædagogerne selv er vilde med at bevæge sig, bliver ungerne det også. Det viser forskning fra Syddansk Universitet. Heldigvis er der ikke kun én rigtig måde at bruge kroppen på.
Af: Karitte Lind Bejer
I børnehaven cykler pædagogen Jørgen rundt på en mooncar på legepladsens fliseareal sammen med fire drenge, hver på deres gule køretøj. De kører om kap. Jørgen råber og opildner drengene og deltager selv i legen for fuld udblæsning.

"Du kan ikke følge med mig," råber pædagogen drillende til drengene og sætter farten op. Han skifter køretøj, kører nu endnu hurtigere, og drengene griner og ler og kører også selv ekstra stærkt.

Så kører Jørgen baglæns. Så forlæns igen. Dækkene hviner. Drengene er 100 procent med i legen.

Legeeksemplet er taget fra en feltdagbog fyldt med observationer af samspillet mellem pædagoger og børn i børnehaven. Og feltdagbogen tilhører lektor og forsker Anette Boye Koch fra pædagoguddannelsen ved VIA University College i Århus.

Hun forsker i trivsel og bevægelse i daginstitutioner. Og forskningen tyder på, at Jørgen i eksemplet med cykeldrengene i den grad er på rette spor, hvis han gerne vil have drengene til at bruge kroppen.

For hvis pædagogerne i en institution foretrækker stillesiddende og rolige aktiviteter uden meget indbygget bevægelse, så kommer børnehavebørnene til at sætte pris på det samme. Hvis pædagogerne omvendt er vilde med at trave lange ture, spille fodbold, lege tagfat eller improvisere gymnastikopvisninger, så kopierer ungerne det fysiske aktivitetsniveau og holder af det.

Eller sagt på en anden måde, så kan pædagogerne via deres eget aktivitetsniveau enten give børnene større eller mindre mulighed for at røre sig. Og ifølge Anette Boye Koch er børnene fra naturens hånd forprogrammeret til at røre sig.

Første undersøgelse nogensinde. I Odense er den forskergruppe, som Anette Boye Koch er en del af, i fuld gang med den mest omfattende undersøgelse foretaget i Europa om sammenhængen mellem pædagogers og børns kropskultur. Muligvis den mest omsfattende i hele verden. De danske forskere er i hvert fald ikke stødt på en eneste lignende undersøgelse undervejs i arbejdsprocessen.

Gennem et år har Anette Boye Koch indsamlet empiri om trivsel og bevægelse i daginstitutioner. Blandt andet har hun tilbragt to måneder som observatør i en børnehave og interviewet en række pædagoger og børnehavebørn i femårsalderen indgående.

Og selvom forskningsprojektet løber over endnu to år og også omfatter en stor spørgeskemaundersøgelse blandt 661 børnehaveforældre, motoriske test og målinger af fysisk aktivitet hos børnene, samt kvalitetsscreeninger af de 43 deltagende institutioner - så er der allerede på nuværende tidspunkt en ting, der står klart, når det handler om sammenhængen mellem pædagogers og børns bevægelsesmønster i daginstitutioner:

"Vil du som pædagog have børnene i en institution til at være mere kropslige og til at røre sig mere, end de allerede gør, så er du nødt til selv at være kropslig og røre dig sammen med dem," siger Anette Boye Koch og fortsætter:

"Børnene kan tydeligt mærke de voksnes glæde ved aktiviteterne, og de kopierer den. Set i det lys har pædagoger i daginstitutioner et meget stort ansvar for, at ungerne får en god kropskultur og sunde bevægelsesvaner, de kan tage med sig videre ud i livet."

Den aktive tid er pædagogernes. Anette Boye Koch er ikke blind for forældrenes rolle i spørgsmålet. For selvfølgelig har de i sidste ende det største ansvar for deres børns sundhed. Når hun betoner pædagogernes ansvar så kraftigt, er det fordi, de opholder sig sammen med børnene mange timer hver dag.

Og typisk i de timer på døgnet, hvor det falder mest naturligt at få rørt sig. Det er jo ikke før morgenmaden, at der bliver leget mest tagfat rundt omkring i de danske børnefamilier, ligesom det heller ikke er i ulvetimen, at mor og far klatrer i træer eller bygger huler med ungerne.

Det store ansvar for ungernes bevægelsesmønster og sundhed kan de godt forholde sig til i daginstitutionen Frøgården i Haslev. Børnehaven rummer 100 børn i alderen tre til seks år, og der er kommet mere fokus på krop og bevægelse igennem de seneste måneder, fortæller pædagog og sundhedsmedarbejder Brita Pedersen.

"Vores mål er, at børnene helst dagligt skal røre sig så meget, at de får sved på panden af det. Selv om det også er fint, at børnene sidder og leger i sandkassen, når de er udenfor, er vi opmærksomme på, at det ikke er i de situationer, de får rørt sig og får pulsen op. Det skal der mere til," forklarer hun.

Derfor skal børnehavens egne omgivelser og nærområdet også udnyttes optimalt. Frøgården er omkranset af en skov med stisystemer, og den 6000 kvadratmeter store legeplads er udstyret med et par bakker, mooncars, diverse legehuse og balancereb.

Børnehaven låner også den nærliggende skoles boldbaner, når der er brug for det. Tilsammen åbner de fysiske rammer op for alskens børneaktiviteter, men pædagogerne er også godt klar over, at de gode omgivelser ikke er nok i sig selv, og at børnenes aktivitetsniveau afspejler de voksnes bevægelsesmønster.

"Jeg synes, det er tydeligt at se, at når vi voksne går i spidsen og leger tagfat, gemmeleg eller spurter om kap op ad en af bakkerne, så følger ungerne efter og synes, det er sjovt. Det er populært, at vi er med, og det inspirerer dem. Det kan vi også se, når vi sætter en sangleg i gang. Når vi stopper, så fortsætter børnene selv med legen. De bruger os som inspiration og går selv videre," siger Brita Pedersen.

Mange veje frem. Sanglege og dans kan sagtens være en af vejene frem. For det handler ikke om, at pædagogerne i bestræbelserne på at løfte ansvaret for børnenes sundhed skal tabe alt eventuelt overflødigt fedt eller tvinge sig selv til at elske fodbold eller rundbold, hvis de hader boldspil, påpeger Anette Boye Koch.

I en institution med passive, overvægtige pædagoger drejer det sig heller ikke om, at de ansatte skal kaste sig ud i maratonlignende anstrengelser, før de og ungerne er på rette vej. Slet ikke.

"Pædagoger skal gøre det samme i forhold til sig selv, som de gør så godt i forhold til børnene. Nemlig at undersøge, hvad lige netop deres ressourcer er, når det handler om kropslighed og bevægelse. De skal finde frem til deres egne gode kropslige erfaringer, måske tilbage i barndommen, og det behøver ikke at handle om fodbold. Det kan handle om alt muligt: massage, dans, drama, svømning eller traveture. Og så skal de give det videre til børnene," siger Anette Boye Koch.

Det er nemlig i den grad glæden og trivslen, der udgør omdrejningspunktet, når det sunde aktivitetsniveau og den positive kropsbevidsthed skal grundlægges hos børnene. Og derfor nytter det heller ikke en pind at tvinge sig selv til at tage børnene med i svømmehallen, hvis man er bange for vand og aldrig har sat pris på at svømme.

Eller at begynde at øve drama med ungerne, hvis man dybest set føler sig skidt tilpas i situationen. For det er først og fremmest pædagogens egen glæde og tilpashed ved aktiviteten, som får børnene til at efterligne og deltage.

Den kække medhjælper. I nogle daginstitutioner bliver det nemt pædagogmedhjælperne, der står for mange af de lidt anderledes fysiske aktiviteter med børnene. Det kan være den unge fyr, der selv elsker at spille håndbold og løbe, og som helt af sig selv går i gang med at lave nogle af de samme ting med børnene.

Eller det kan være den unge kvinde, som synes, at klatring eller gymnastik hitter - og får ungerne engageret i det. Anette Boye Kochs bud på forklaringen er, at leg nærmest er indskrevet pr. automatik i en pædagogmedhjælpers jobbeskrivelse:

"Pædagogerne ved og kan se, at aktiviteterne er gode for børnene, men de er ikke altid selv i stand til at lave de samme ting med børnene. Både på grund af alder, kropslig formåen og tid. Måske har de også sværere ved at give slip på sig selv og bare lege med. Samtidig er pædagogmedhjælperne ofte yngre, og mange er mænd, og fordi pædagogmedhjælperne ikke har nogen skoling, har de lettere ved at undlade at metareflektere og bare være kropslige med børnene uden mål."

I Frøgården genkender man dog ikke det billede. Her er aktiviteterne ligeligt fordelt mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere ud fra en tanke om, at det er vigtigt at danne fælles front i bevægelsesspørgsmålet.

Børnehaven har nedsat et udvalg med en medarbejder fra hver stue. Sammen udvikler de idéer til, hvordan de kan tilrettelægge sund kost og aktiviteter i hverdagen. På den måde kommer alle med, og ingen får presset noget ned over hovedet. For der er ingen motions- eller kosttvang. Hverken for børn eller ansatte, understreger Brita Pedersen kraftigt.

"Det skal ikke være sådan, at vi har børn, som siger 'åh nej, jeg vil ikke i børnehave i dag, fordi så skal jeg løbe en masse'. Vi kan gøre børnene klart, hvad vores holdning er til det at røre sig og til sund kost, og vi kan gå forrest, men vi skal ikke tvinge nogen til noget. Det er ikke alle børn, der er lige begejstrede for at løbe eller klatre i træer, og så må vi finde på nogle andre ting at lave samme med dem. Børnehaven skal stadig være et rart sted at komme hen, og hvor der sker en masse sjove ting," siger hun.

Aktivitet versus risiko. Balancegangen er vigtig, og det er den også, når det handler om aktivitet versus risiko, og ude versus inde, mener Anette Boye Koch. Ud fra den bedste mening i verden kan pædagogerne komme til at begrænse ungernes kropslige udfoldelser.

Enten fordi det ser farligt ud, eller at de larmer eller på anden måde falder ved siden af. Men det kan også handle om bekymrede forældre, som påpeger over for pædagogerne, at dette eller hint kunne være risikabelt. Samtidig er der andre regler inde, end der er ude, mener Anette Boye Koch.

"Når børnene er indenfor, bliver der sat pris på ting som ro, at sidde stille og at koncentrere sig længe ad gangen om for eksempel et Pixeline-computerspil. Computerspil kan være en god ting i en børnehave, man skal bare være klar over, at det ikke rykker i forhold til børnenes fysiske aktivitetsniveau," siger hun.

Situationen kender Brita Pedersen udmærket, både når det handler om inde- og udeproblematikken og om risikotænkningen. For ja, børnene får rørt sig mere udenfor end indenfor.

Og ja, der kan ske ulykker, når der er klatretræer og cykler involveret i legen, og som pædagog er det umuligt at garantere, at der slet ingenting kan ske. For det kan der, og alle ved det. Det er en del af livet.

"Børnene er mest aktive udenfor. Selvom vi gerne vil have, at de rører sig meget, har vi nogle begrænsninger indenfor. En sværdkamp kan give god motion, men hvis du pludselig står på en stue med 22 børn, der alle sammen vil lave sværdkamp, så kan det godt blive temmelig kaotisk og larmende. Til gengæld kan de tage sværdene med udenfor og bruge dem der," siger Brita Pedersen.

Taler om risici. Når det handler om forældrene, som oftest er godt tilfredse med aktiviteterne i Frøgården, så hjælper det at have en klar holdning til balancen mellem aktivitet og risiko. Hvis en gren sidder uhensigtsmæssigt på et træ, og hvis der er forældre, som er nervøse for, om børnene kan falde ned, så går der ikke skår af nogen ved at save grenen af.

Men som udgangspunkt forsøger pædagogerne at tale sig til rette med forældrene. Selvfølgelig skal deres synspunkter tages til indtægt, men klatretræerne er bare også vigtige.

"Det hører til sjældenhederne, at forældrene bliver bekymrede, men når de gør det, kan vi ikke stå og garantere, at der ingenting kan ske. Til gengæld kan vi garantere, at vi gør vores yderste for at forhindre uheld. Vores legeplads er opdelt i fire sikkerhedszoner, og i hver zone skal der være en voksen. På den måde kan man høre, hvis et barn har brug for hjælp, og man kan hurtigt nå derhen," forklarer Brita Pedersen.

Det er i øvrigt hendes indtryk, at børnene har en fin fornemmelse for, hvor deres grænser går i den fysiske udfoldelse. De store seksårige klatrer helt op på taget af legehuset - og kan klare det. De lidt mindre, der måske ville falde ned og slå sig, klatrer som regel ikke så højt op.

Modsatrettede krav. Kravene til pædagoger er mange i de her år. Ikke mindst fra politisk side, og det har også Anette Boye Koch bidt mærke i. På den ene side vil politikerne gerne have gjort børnene læringsparate, mens de går i børnehave. På den anden side skal børnene røre sig mere end tidligere, og begge dele skal helst foregå med succes sideløbende med personalenedskæringer og et voksende antal børn på stuerne.

Anette Boye Koch peger på, at det kan få pædagoger til at føle sig overbebyrdede og som modtagere af modstridende budskaber. Alligevel er hun optimist, når det handler om budskabet om, at pædagogerne skal gå foran for at give børnene sunde fysiske vaner. Og hendes optimisme bunder i høj grad i pædagogers ressourcer og åbenhed.

"Min erfaring er, at pædagoger er nysgerrige og samarbejdsvillige, og de har taget utroligt godt imod en forsker som mig og har slået dørene op på vid gab. Hvor det andre steder kan være svært at få adgang til de steder, hvor man vil ud og observere som forsker, er dette projekt blevet positivt modtaget af de pædagoger, jeg har været i kontakt med. Pædagoger ved godt, at tingene sjældent er sort-hvide, at ting kan gøres anderledes, og de vil gerne vide mere," siger Anette Boye Koch.

For hende selv har det sjoveste været at få blik for alle de små ting, som foregår 'bagved' de pædagogstyrede aktiviteter i en børnehave.

"Det kan være børnenes indbyrdes udveksling af blikke, deres kropssprog, berøringer, hvordan de gør eller netop ikke gør, hvad der forventes af dem, hvordan de pjatter. Der foregår et væld af 'aktiviteter bag aktiviteten', som fortæller en masse om børns trivsel og hverdagsliv," fastslår Anette Boye Koch.

Kropskultur og trivsel i børnehaven
Ph.d.-afhandlingen 'Kropskultur og trivsel i børnehaven' er en del af Børnehaveprojektet i Odense. Det blev sat i gang i 2008 og er et sundheds- og tværvidenskabeligt forskningsprojekt, som omfatter 43 daginstitutioner.

I 'Kropskultur og trivsel i børnehaven' undersøger lektor Anette Boye Koch, pædagoguddannelsen ved VIA University College i Århus, følgende:

• Hvilke forhold, der har betydning for fysisk aktivitet - og deres indflydelse på barnets trivsel, sundhed og udvikling.
• Hvordan børnehavers pædagogiske grundlag og aktiviteter i hverdagen har indflydelse på børnenes udviklingsmuligheder.
• Hvad der kan støtte en positiv udvikling, hvad angår trivsel og sundhed, og finde veje til forebyggelse af problemer, der er relateret til passiv livsstil.

Kilde: www.sdu.dk og www.bupl.dk