Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 13
Ny bog. Bente kan 20 historier udenad
Mens pædagogerne i Børnehuset Kildespring i Herlev er på kursus i fortælling, gør pædagogmedhjælper Bente Johansen Rødhætte og Ulven spillevende med sine egne ord.
Af: Vibeke Bye Jensen
Kun fotografens klikkende kamera høres i eventyrrummet. Og så selvfølgelig Bente Johansens stemme, mens hun fortæller eventyret om Rødhætte og Ulven. Børnene sidder i rundkreds og er helt stille, mens de lytter.
I Børnehuset Kildespring i Herlev Kommune er flere af de ansatte blevet super­fortællere. Bente Johansen er meget erfaren og kan 20 historier og eventyr udenad.
»Det er dem, jeg lige kan trække op af rygsækken,« siger hun, mens hun gør en sigende bevægelse med hånden.
Leder Kirsten Schütt er glad for den fortælle­profil, som Kildespring har fået.
»Den ene del er, at personalet selv udvikler sig ved at kunne stå frem og fortælle en
historie, som de lærer udenad. Den anden del er i forhold til børnene og deres udvikling. Her giver det rigtig meget i forhold til den sproglige opmærksomhed, til begrebsudvikling, til det at lytte og ikke mindst i forhold til deres selvværd, når de også selv lærer at fortælle,« siger hun.
Fortællingen er anderledes end højtlæsning, fordi der opstår en helt anden kontakt mellem fortælleren og dem, der lytter, mener Kirsten Schütt.
»Man bliver ikke forstyrret af, at alle skal kunne se billederne i bogen, man kigger hinanden i øjnene og ser mimikken,« siger hun.

Et nuanceret sprog. Der bliver også læst mange bøger i Kildespring, men det er en daglig aktivitet at fortælle historier og
arbejde med fortællingen i forhold til et emne eller læreplanen. Så fortællinger indgår både i spontane og planlagte aktiviteter.
De store børn, der snart skal i skole, øver sig i at kunne fortælle foran andre børn. Nogle af deres fortællinger bliver skrevet ned og følger med over i skolen.
»De opnår at blive ret garvede fortællere, der tør stå frem over for mange børn og voksne. Det styrker deres selvværd, at de oplever, at de er gode til noget, og at andre vil lytte til dem,« siger Kirsten Schütt.
Arbejdet med fortællingen har også betydet et andet fokus på de ord, både voksne og børn bruger. Pædagogerne arbejder med at være meget konkrete. Det er ikke godt nok at sige: ’Ræk mig papiret!’, når man mener køkkenrullen.
»Vi mener, at vi – sammen med fortællinger og læsning af bøger – kan bidrage til, at børnene får et mere nuanceret sprog. Vi omformulerer heller ikke de svære ord. I stedet forsøger vi at forklare, hvad de betyder, eller finder frem til billeder af ordet,« siger Kirsten Schütt.

Rødhætte bliver til Laura. Da Bente Johansen er færdig med at fortælle om Rødhætte, spørger hun, om et af børnene vil fortælle noget.
Jasmin melder sig straks og sætter sig op i den fine børnefortællestol med et udskåret hjerte i ryglænet. Hun siger:
»Der var engang en pige, der hed Laura. Hun skulle besøge sin bedstemor. Men på vejen derud mødte hun ulven, og så spiste ulven både Laura og bedstemor. Men de blev reddet igen. Da hun fortalte sin mor og far om det, troede de ikke på hende. Men da de så en reklame om det, vidste de, at det var rigtig nok. Snip, snap, snude.«