Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 22
Børnelitteratur: Nye klassiske nordiske toner
Tendenser og anmeldelser af bøger til børn i alle aldre, denne gang med fokus på den særlige nordiske tone i børnebøgerne. Og med fokus på ny faglitteratur, der er særligt målrettet pædagoger.
Af: Anne Petersen
Klassiker nyoversat
I 1952 kom Tove Janssons billedbog om Mumitrolden, som bor i Mumidalen sammen med hattifnatter, filifjonker, Snorkfrøkenen, Mymlen og Lille My - og med Mumimor og Mumifar. Den blev godt oversat til dansk i 1957 af digteren Ole Sarvig, som dog gjorde Mumifar til hovedpersonen i stedet for Mumitrolden selv. Den allerførste Mumibog er fra 1945, men serien holder endnu.
'Hvad sker der så' er en versfortælling, som følger Mumitrolden gennem det karakteristiske Janssonske landskab på vej hjem med en spand mælk til mor. Da han kommer hjem, er mælken sur, og de må drikke saftevand. Happy ending, sådan skal det være i Mumidalen. Her kan godt være en melankolsk grundtone, men slutningerne er harmoniske. Og møder man ironi i Mumidalen, vil Mumimor sørge for, at alle kan være med og føle sig trygge.
Bogen er nyoversat af Marianne Iben Hansen, og skulle nogen gøre det, er det hende. Hun har en rap sprogsans og kan både digte og oversætte. I den gamle udgave er hovedpersonen som sagt gjort til 'mors Mumimand', hvor den nye oversættelse er tro mod den oprindelige udgaves hovedperson, Mumitrolden. Oversættelsen rammer en nordisk tone med samme stænk melankoli, harmoni og lune, der også var i Ole Sarvigs gamle oversættelse. En sjov detalje ved denne udgave ses det sted, hvor man ser hattifnatterne i træets tværsnit. Hos Sarvig hedder det, at hattifnatternes hus er skåret igennem. I den nye udgave kaldes det et tværsnit. Mere præcist, enkelt og mere letforståeligt, selvom udtrykket måske er mere abstrakt. Det er jo et tværsnit.
Persontegningen er tegnerens bedrift. My er bitchy, som hun skal være, og fru Skrap er ændret til Gafsen. Og det er godt det samme, for på billedet er hendes sure og gennemrådne humør ikke til at tage fejl af. Mumidalen er befolket af personligheder!
I løbet af det seneste år er der udkommet en del Mumibøger: Både tegneserier og 'Hvem skal trøste Knytten', der er en billedbog om, at ensomhed kan afhjælpes, hvis vi hjælper hinanden. Nordisk melankoli.
Mumidalen er et af de steder på det børnekulturelle landkort, der er kendt af alle. I bogens forside er der skåret et hul, så vi allerede på omslaget ser, føler og mærker, at Mumi er inde i bogen. Og på hver efterfølgende side kan man gennem hullerne i siderne lige skimte, hvad der kommer på næste side. En rigtig bladvender, som allerede i titlen spiller på det narrative begær: Hvad sker der så? På næsten hver side gentages: 'Om lidt, hvad tror du så, der sker?'. Sådan en hullebog var virkelig noget nyt dengang, og forlaget skriver også, at hullerne er klippet af Gyldendal. Det står også i den nye udgave. Respekt! På den sidste side er hullet så lille, at figurerne er nødt til at blive inde i bogen. Teksten er tænkt grafisk ind i billedet som i tegneserier, og Tove Jansson opfordrer til at tegne med og har afsat tomme felter til det. En modernistisk børnebogsæstetik. Denne bog er virkelig en appetitlig fysisk genstand. Lækkert!

'Mumi, Mymlen og Lille My. Hvad sker der så?', tekst og billeder af Tove Jansson, oversat af Marianne Iben Hansen. Gyldendal, 2008, vejl. pris 199 kroner.

En virkelig morsom drengehistorie
Vitello hedder drengen, som bor alene med sin mor i nærheden af ringvejen. Mor har været i Italien, da hun var ung, og som følge heraf fik hun sønnen Vitello, hvis far er en sjuft. Vitello kunne sådan set godt tænke sig at vide, hvilken slags sjuft han er. Men det kan han godt glemme alt om, siger mor. Men kan man glemme én, man aldrig har set? Hjemme hos Vitello og hans mor spiser de tit spaghetti med revet ost til aftensmad. Vitello er fortalt af Kim Fupz Aakeson og tegnet af Niels Bo Bojesen, og jeg har sjældent set et barn tegnet så mafiøst godt. På nogle af billederne har han næsten et mørkt, ubarberet italiensk look og mafiøst buskede bryn.
Vitello har opdrift og forretningstalent, og han forstår virkelig at få noget ud af kedsommeligheden mellem rækkehuset og ringvejen. En dreng med initiativ og virkelyst. Holder man af Sten og Stoffer og Jern Henrik, vil man også holde af Vitello. Der er kommet otte bøger i serien, og vi kan se frem til filmatiseringer.
Bøgerne om Vitello henvender sig især til drenge mellem fem og ti år, men det er svært at undgå at more sig som voksen læser. Kim Fupz Aakeson er mester i både en børnelitterær ironi og det konsekvente børneperspektiv. I dette forfatterskab er der ikke ret mange forstående voksne eller voksne, som taler med børn. Eller bare taler pænt til dem. Det skulle da lige være den pølsemand, Vitello møder i 'Vitello vil have en far'. Vitello siger: "En ristet med brød, sågerne," også selvom han ingenting vil have. Pølsemanden siger: "Hej, min dreng," når Vitello siger: "Hej far." Og det er ret heldigt, fordi de irriterende venner, tvillingerne Max og Lasse, dermed kan tro på, at han har en far. I det 7. bind, 'Vitello møder Gud', får vi en god forklaring på, hvordan det hænger sammen med Vitellos far. Han er på mission for Gud, der sidder og tager sig en ølpause på en bænk ved centret. Med sit lange hvide skæg og en hund. Han er den eneste voksne, tror jeg da nok, i Kim Fupz Aakesons forfatterskab, som ikke er en fjern 1940'er eller 1950'er voksen. Arketypiske voksne, som muligvis er mere aktuelle, end vi ved af. Altså i et litterært børneperspektiv.
Bøgerne om Vitello bruger ironi i børnehøjde. Og de har klassikerpotentiale. Kender du ikke allerede Vitello, vil jeg ønske dig rigtig god fornøjelse med bekendtskabet. Det kan blive varigt.

'Vitello ridser en bil', 2008
'Vitello vil have en far', 2008
'Vitello ønsker sig en hund', 2008
'Vitello graver et hul', 2008
'Vitello bliver forretningsmand', 2008
'Vitello går med kniv', 2008
'Vitello møder Gud', 2009
'Vitello får en klam kæreste', 2009.
Forlaget Gyldendal, vejl. pris 100 kroner.
Med truckfører Kurt på ferie
I Kurts familie siger moderen Anne-Lise lidt sørgmodigt, at hun har fire børn, og at den ældste aldrig bliver voksen. Den ældste er hendes mand, truckføreren Kurt, om hvem der er udkommet flere bøger på dansk. Kurts familie skal på ferie, selvom Kurt egentlig ikke er meget for at undvære sit arbejde med trucken. Man skal da have ferie, så Kurt må pakke trucken med norske kartofler og køre til Finland med familien. I Finland møder man en urkraftig og farverig natur, og desuden ligger Mumidalen jo også dér, siges det som taget ud af Loes roman 'Fakta om Finland'.
Undervejs dumper Kurt og familien ind i en fanatisk religiøs sekt, som straffer alle afvigelser og modsigelser med knips på tissemanden efter devisen, at børn skal lære at elske straffen. I stedet for en familieferie i Finland møder læseren religionskritik og satire over magtsprog i små sekteriske vækkelsessamfund. En god vaccine mod religiøs fundamentalisme.
De andre bøger om truckføreren Kurt og hans kone, arkitekten Anne-Lise, og børnene Helena, Bud og Soda-Kurt er for børn. De er for barnlige voksne og har måske også en slags overnaiv børnesynsvinkel. Kurt er ikke en rigtig voksen. Erlend Loe fortæller historier og er sig ikke nødvendigvis en målgruppe bevidst. Men sjov, dét er han. Og ironi eller ej: Man er ikke i tvivl om, hvad man skal mene om religiøse samfund ifølge Loe. Her er han klar i mælet.

'Kurtby,' af Erlend Loe. Tegninger Kim
Hjorthøy, oversat af Susanne Vebel.
Forlaget Gyldendal, 2008, 120 sider, vejl. pris 159 kroner.


Genkendelige monstre
Trioen Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir har sammen lavet en serie om Lille Monster og Store Monster. Der er tale om et tværnordisk samarbejde mellem Sverige, Færøerne og Island. Monstrene er tegnet af Áslaug Jónsdóttir, og de er udtryksfulde og charmerende og trækker på det nordiske fællesgods, som trolden er.
Monsterbøgerne er skrevet til børnehavebørn og har livstemaer som angst og jalousi­relationer på tapetet. Et monster er et uhyre eller en vanskabning. Og på en ironisk måde temmelig genkendelig. I 'Monstre i mørket' siger Lille Monster til Store Monster:

"Du er vel ikke bange for noget, Store Monster?"
"Nej, jeg er aldrig bange," siger Store Monster.
På Store Monsters krøllede mimik ser man straks, at det har 'lyvesmilet' på. For selvfølgelig er også Store Monster af og til bange. God pointe. Og fremstillet med en ironi, som falder i god jord hos treårige.
I 'Store monstre græder ikke' er Store Monster så græsseligt misundelig på det behændige og kompetente Lille Monster, som åbenbart kan alt, ved alt og ved bedst. Ret irriterende. Men også her er pointen klar: Alle har noget, de er gode til.
I 'Monsterpest' er Lille Monster på besøg hos Store Monster, der er syg, krævende og klynkende. Store Monster vil vartes op og forkæles, og intet er tilsyneladende alligevel godt nok. En anstrengende patient. Men da bogen er omme, er Lille Monster blevet smittet, og Store Monster har været ret glad for at servere saft og popcorn, spille kort og drage omsorg for at hjælpe sin ven med at blive rask. Enkelt, men ikke banalt.
Et nordisk børneperspektiv forenet med en nænsom ironisk tone især på billedsiden og med gode pointer. Monstrene oplever og erfarer, som man må tro, man kan gøre det, når man er sådan cirka tre til seks år. Men det er jo monstre.

'Monstre i mørket' af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir. Forlaget Torgard, 2009,
32 sider, vejl. pris 149 kroner.
'Monsterpest' af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir. Forlaget Torgard, 2008,
32 sider, vejl. pris 149 kroner.
'Store monstre græder ikke' af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir. Forlaget Torgard, 2006,
32 sider, vejl. pris 179 kroner.
Alle tre bøger er oversat af Hugin Eide.


Ur-Pippi er mere rå end Pippi
Astrid Lindgren fortalte sin datter Karin historier om en figur, de kaldte Pippi. Det var mundtlige fortællinger ved aftentide, som blev skrevet ned og foræret datteren på hendes 10-års fødselsdag. Allerede her blev Pippi tæmmet for første gang. Senere vandt manuskriptet en forlagskonkurrence efter først at være blevet afvist hos forlaget Bonniers. Denne afvisning betød, at Astrid Lindgren arbejdede Pippi igennem, så hun blev mindre anarkistisk og vildtvoksende, mere tæmmet, også sprogligt. Så den Pippi, vi kender i dag, har altså en forhistorie i Ur-Pippi. Nu er dette oprindelige manuskript udgivet og oversat til dansk. Så den nye Pippi er den gamle Pippi. Er den så også mere gammeldags? Og hvad er med, som ikke er med i de Pippi-udgaver, vi har kendt indtil nu?
Det er tingfinderlegen for eksempel. Jagten på 'guldklumper og strudsefjer og døde rotter og knallerter og bittesmå møtrikker' er tilføjet i den kendte Pippi-bog. Heldigvis. Astrid Lindgren har redigeret bogen, så den Pippi, vi kender, er mere enkel og ligetil i sproget. Men dermed er der også udeladt en hel del godt og gedigent nonsens, som er med i den nye Ur-Pippi, som i det hele taget er en smule mere uforskammet. Hør for eksempel dette nonsensvers om politiet:
'Politibetjenten sad på taget
Politibetjenten trillede ned
Politibetjenten slog sig ihjel
Politibetjenten findes ikke mere.'
Ur-Pippi er ikke mild og medfølende, som den Pippi vi kender. Ikke en eneste gang fortryder Ur-Pippi noget, hun har sagt eller gjort. I Pippi personificeres frihedslængsel og vilje til magt over tilværelsen. Pippi er oprørsk og antiautoritær, og det er Ur-Pippi endnu mere. Pippi er blevet kaldt for århundredets barn, og den opdragelse, hun opponerer imod, er 1940'ernes autoritære rammer. Selvgode voksne får kritik som for eksempel i den satiriske skildring af en skikkelse som frk. Blomkvist (tv-seriens Prussiluskan), der vil placere Pippi på et børnehjem, selvom hun allerede har et hjem, som Pippi siger. Klar børneironi.
Pippi giver børn stemme med sine slagfærdige svar. Det er ikke hende, men den voksne, som prøver på at få ret ved hjælp af vold. Pippi er kvik og elegant. I Ur-Pippi finder vi visse overlegne og hånlige beskrivelser af voksne, som i Astrid Lindgrens senere redaktion er luget ud til fordel for en mere mild elegance. Så hvis I vil gå på jagt efter endnu mere latterlige voksne end politibetjentene, kan man læse om hr. Frederiksen i kapitlet om slagsmålet:
'Store stærke mænd skal ikke slå på små værgeløse piger. Hvis du mærker, at du må slås, så skulle du tage og lade det gå ud over Ove en gang imellem. Han trænger til det'.
I den kendte Pippi taler hun alle børns sag med finesse og charme - i Ur-Pippi taler hun magtfuldt sin egen. På en måde synes jeg bedst om den redigerede Pippi. Men nonsensversene og den mere absolutte magtlængsel og frihedstrang er interessante elementer i Ur-Pippi. Ved langvarige bekendtskaber er det spændende at opdage nye facetter.

'Ur-Pippi' af Astrid Lindgren med forord af datteren Karin Nymann og kommentar af Ulla Lundquist. Oversat af Kina Bodenhoff.
Gyldendal, 2008, 156 sider, vejl. pris 250 kroner.


FAGBØGER OM BØRNELITTERATUR
Nordiske bøger taler direkte til børn
Ifølge den svenske børnelitteraturforsker Ulla Rhedin er det konsekvente børneperspektiv i børnelitteraturen det, som bedst karakteriserer den gode børnelitteratur. Det perspektiv er specielt tydeligt i den nordiske børnebog. Bare tænk på Pippi Langstrømpe.
Det handler om, at børnebøgers fortællesynsvinkler taler direkte til børn og giver børn stemme. Og det handler også om, at børnelitteratur på flere niveauer taler til børn og med perspektiver i børnehøjde. Med dette siger Ulla Rhedin også, at børn har en oplevelseskompetence, som gør vurderingen af børnelitteratur til et åbent spørgsmål. Og alligevel er vi ikke i tvivl, når det gælder klassikerne. De varige bekendtskaber.
Denne artikel præsenterer nye nordiske børnebøger fra Norge og Danmark, næsten nye islandske billedbøger, en nyoversættelse af den finske Mumi og udgivelsen af det oprindelige Pippi-manuskript.
Noget af det, der gør disse bøger til klassikere, er netop det konsekvente børneperspektiv. Og så er der kommet ny interessant faglitteratur. Dels en grundbog om børnelitteratur for pædagoger med et litteraturvidenskabeligt syn og dels en grundbog om arbejdet med børns sprog, som når rundt om den pædagogiske kultur.

Artiklen af Ulla Rhedin er udgivet på dansk i antologien 'Billedbøger og børns billeder', red. Anne Mørch-Hansen. Forlaget Høst & Søn, 2000, 224 sider, udsalgspris 69 kroner.

Litteraturpædagogik for pædagoger
'Kunst er for alle. Det er bare ikke alle, der ved det', har forfatter og kritiker Poul Borum så klart sagt det. Det er indlysende vigtigt med formidling af kunst, men hvad er en kunstnerisk kvalitet, når det gælder børns litteratur? Her bidrager 'Pædagogens grundbog om børnelitteratur' til de faglige refleksioner og litterære analyser i børnehavearbejdet. Caroline Sehested gennemgår hjemlige børnelitterære videnstraditioner, nemlig en kulturanalytisk og antropologisk inspireret tendens, og hun præsenterer en mere æstetisk funderet tilgang, som man arbejder med på Center for Børnelitteratur.
Dermed får vi en egentlig metodebog om børnebøger som litterært felt. Caroline Sehested argumenterer desuden sociologisk for, at det pædagogiske arbejde betyder meget for, om alle børn møder den sociale og kulturelle kapital, som et varieret kendskab til børnelitteratur kan give. Vi lever i et samfund, hvor éns baggrund er afgørende, for de muligheder man har. Ikke alle børn møder klassikerne og nye børnebøger i hjemmet, og derfor bliver det et pædagogisk ansvar at præsentere børnene for kvalitetsbøger.
I børnehavealderen dannes det narrative selv, og her er det centralt for pædagogerne at arbejde med både fiktionskompetencer og narrative kompetencer. Ikke mindst leverer 'Pædagogens grundbog om børnelitteratur' et solidt teoretisk fundament for den analyse og vurdering. Her bliver det nødvendige begrebsapparat udfoldet og forklaret. Ord som intertekstualitet, metafiktion og andre kernebegrebers betydning og historie bliver beskrevet. Caroline Sehested formidler de grundlæggende litteraturvidenskabelige teorier med en historisk vinkling på en kernefaglig teori om børnelitteratur. Værklæsningen og fordybelsen bliver helt centrale, og det er her, at Sehested bidrager til en æstetisk faglighed frem for det almene kulturelle og pædagogiske fokus, der kan ligge i at fokusere på legen omkring bøgerne, billederne og medierne. Legekulturen og børnefællesskabet omkring oplevelsen af bøgerne bliver naturligvis også inddraget, men som pædagogisk grundbog i børnelitteratur er det gavnligt med den grundige formidling af teori og analyse. Det er gennem analyser af et værks elementer, at man kan komme frem til, hvilken type kvalitet vi har med at gøre i en given bog. Er bogen spændende, er den en rigtig bladvender, som appellerer til plotlæsning, eller indeholder den andre kvaliteter?
Den teoretiske redegørelse for, hvilke spørgsmål, det kan være relevant at stille de forskellige teksttyper og genrer, er rigtig brugbar og praktisk, ligesom litteratursamtalen som metode er udfoldet og gennemarbejdet - klar til brug for studerende og i den pædagogiske forberedelse. Et af kapitlerne handler om, hvordan børnelitteratur kan indgå i refleksioner over læreplanerne. Her kan man hente inspiration til, hvordan det kan stimulere de sociale kompetencer at indleve sig i en fiktiv person, der betragter verden anderledes, end man selv gør. Det hænger tæt sammen med ens syn på børn: Børn er kompetente til at møde en kompleks og moderne børnelitteratur med mange lag, med stilfigurer og symboler og med mærkelige billeder.
Det hører med til barndommens oplevelser og kompetencer.

'Pædagogens grundbog om børnelitteratur' af Caroline Sehested. Forlaget Høst & Søn, 2009, 128 sider, vejl. pris 170 kroner. Udkommer sidst i august.

Ny bog om sprogarbejdet
Lotte Salling er mest kendt for sine børnebøger. Bøger med rim og billedbøger af den langtidsholdbare kaliber. Som forfatter var hun ude og læse højt for børn og opdagede, at det ikke er nok med en god bog og gode intentioner. Der skal også dialog og kontakt med publikum til. Hun så i øjnene, at man skal tage højde for børns kropslige kultur. Det er med andre ord ikke sikkert, at tilhørerne sidder stille. Derfor begyndte hun ved siden af sin digteriske virksomhed at beskæftige sig fagligt med sprog og med børns kultur og har skrevet flere bøger om emnet. Senest har hun redigeret bogen 'I begyndelsen er sproget', som samler forskellige fagfolks bud på børns sprogtilegnelse. Alle kapitler afsluttes med praktiske idéer og anvisninger. Emnerne er de centrale på området 'børns sprogtilegnelsesproces' i forskellige perspektiver, og om det sociale og det følelsesmæssiges betydning. Anerkendelse og positiv psykologi som sprogligt brændstof. Rum og bevægelse, rytme og lyd, fortælling og børnelitteratur i hverdagslivet. Desuden er der et kapitel om børn med særlige behov og et om skriftsprog i børnehaven. En letlæst grundbog, der samler væsentlig viden.

'I begyndelsen er sproget', red. Lotte Salling. Forlaget Dafolo, 2009, 128 sider, vejl. pris 222 kroner.