Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 20
Højesteret giver pædagog oprejsning
Pædagog får 50.000 kroner for en psykisk skade efter chikane på en personaleweekend. Det har Højesteret besluttet. Sagen er principiel og får betydning for andre, siger BUPL's advokat
Af: Vibeke Bye Jensen
En personaleweekend, som skulle løse problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø i en fynsk børnehave, fik den modsatte effekt.
En af pædagogerne oplevede at blive fyret af lederen for øjnene af sine kolleger. Efter den fatale weekend blev hun sygemeldt med angst og depression. Senere udviklede hun andre symptomer på posttraumatisk stress.
I sidste uge fastslog Højesteret, at arbejdsgiveren, Odense Kommune, har ansvaret for den kvindelige pædagogs sammenbrud. Ifølge dommen var det til at forudse, at den uforsvarlige afvikling af personaleopholdet, som fandt sted for syv år siden, ville give pædagogen en psykisk skade. Odense Kommune blev derfor dømt til at betale 50.000 kroner til pædagogen plus sagens omkostninger.
Højesteret kom frem til, at kvindens skade falder ind under begrebet 'personskade' i erstatningsansvarsloven:
'Den uforsvarlige afvikling af personale­weekenden medførte en betydelig forøgelse af risikoen for en psykisk skade af den indtrådte karakter hos en medarbejder, som ledelsen må have forstået befandt sig i en psykisk anspændt situation', står der i dommen.
Pædagogens arbejdsskade er blevet anerkendt, og Ankestyrelsen har tilkendt en erstatning på 110.304 kroner. Der er også en erstatning på grund af tabt erhvervsevne på vej til pædagogen.
Men BUPL, som fører sagen for pædagogen, mente, at Odense Kommune var ansvarlig for skaden, og det førte til et krav på erstatning til pædagogen efter Erstatningsansvarsloven.

Et frygteligt forløb. Den usædvanlige sag startede i 2004, hvor alle ansatte i børnehaven var samlet til en personaleweekend. Udgangspunktet var et dårligt psykisk arbejdsmiljø, som der nu skulle gøres noget ved. Odense Kommune havde allieret sig med en ekstern supervisor, men noget gik helt galt.
Pædagogen havde inden mødet været syg på grund af dårlig ryg, og hun satte på mødet gang i en diskussion om vikardækning. Selvom hun ønskede at stoppe snakken, bombarderede supervisoren hende med spørgsmål (har et vidne fortalt i retten), og hver enkelt af hendes kolleger skulle svare på, om de kunne 'rumme' kvinden.
Det endte med, at flere græd, og til sidst sagde lederen, at pædagogen måske ikke skulle arbejde i børnehaven.

Dybt krænkende. BUPL har fokus på, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Derfor mener Henning Pedersen, formand for BUPL, at det har været nødvendigt at få sagen prøvet i Højesteret.
"Vi har ønsket at føre den sag hele vejen, fordi det er en meget voldsom begivenhed, som ét af vores medlemmer har været ude for, og som har fået alvorlige konsekvenser. Forløbet var helt ude af kontrol, og det er dybt krænkende, at man kan blive udsat for en sådan behandling. Og det har vi selvfølgelig været nødt til at reagere på," siger han.
Højesterets dom vil få betydning i fremtidige sager, mener advokat Søren Kjær Jensen, der har ført pædagogens sag i retten.
"Højesteret traf en usædvanlig afgørelse. Dommen udløser ikke noget skybrud eller en lavine. Men en forhindring, der hidtil har været, for at få erstatning i denne type sager, er nu væk," siger han.
Hidtil har man kun har kunnet få erstatning for en psykisk skade, hvis den er opstået i forbindelse med en fysisk skade eller en trussel om en fysisk skade som for eksempel ved et røveri. Erstatningskrav for psykiske skader i forbindelse med mobning eller chikane er tidligere blevet afvist.
I BUPL er der stor tilfredshed med dommen, fordi den har betydning for den berørte pædagog, og fordi den får principiel betydning for alle andre lønmodtagere i samme situation.
"Vi er glade for dommen, for vores synspunkt har hele tiden været, at der bør være mulighed for erstatning, også ved psykiske arbejdsskader," siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Odense Kommune skal ikke alene betale 50.000 kroner til pædagogen. Kommunen skal også betale sagens omkostninger på 178.000 kroner.