Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 17
Erstatning: Bortvist pædagog får oprejsning
Eftersøgning af et barn, der havde smurt lort på toilettets væg, gik for vidt, da en SFO-pædagog undersøgte børnenes underbukser. Kommunen bortviste pædagogen, men der gik kommunen for vidt. Nu har pædagogen fået erstatning.
Af: Steffen Hagemann
Det havde været en sjov tur på kælkebakken. Men tilbage på SFO’en gik det sjove hurtigt væk. Inde fra toilettet råbte et barn flere gange: ’Det er ulækkert!’ Og det var rigtigt nok. For på væggen ved siden af toilet­døren var der sat et håndaftryk med afføring. Håndaftrykket var sat af en barnehånd og i børnehøjde, kunne den tilkaldte pædagog konstatere. Lorten var smurt direkte på væggen – uden først at have været nede og vende i toilettet.
Pædagogen drøftede situationen med en medhjælper, og de konkluderede, at der måtte være et barn i gruppen på 34 børn fra 0. klasse, som havde brug for hjælp.
»Børn reagerer ofte på en uhensigtsmæssig måde, hvis de har været udsat for noget, uanset om de har overhørt nogle voldsomme skænderier, om de er blevet misbrugt eller slået. Det kan være et skrig om hjælp,« siger pædagogen i dag.
Hun har bedt om at være anonym.
»Folk skal se mig, som jeg er, og ikke som det, de hører om og læser om. Det er mig og mit arbejde, de skal se.«
Hun har mere end 30 års erfaring som pædagog, og hun havde været lidt over to år i SFO’en, inden den dag i januar 2010. Hun havde aldrig tidligere set en lignende handling fra et barn. I SFO’en skulle nogle børn jævnligt have hjælp med toiletbesøg, og andre opførte sig lidt underligt, hvis de ikke nåede at få hjælp.
»Vi havde en, der kunne finde på at gemme bukserne bag faldstammen på toilettet, hvis han havde skidt i bukserne. En anden kunne gemme bukserne i tasken,« fortæller hun.

Først et dufttjek. Sammen med medhjælperen besluttede hun, at de ville prøve at finde barnet, i første omgang ved at dufte til børnenes fingre, inden de skulle spise. Det var en normal procedure, at pædagogerne tjekkede, om børnenes hænder var vaskede inden spisning. Den eftersøgning gav ingen gevinst.
Derfor besluttede de to medarbejdere, der havde ansvaret for de 34 børn, at de ville undersøge, om der var et barn, der havde afføring i bukserne. Børnene, der alle kendte til det ulækre håndaftryk, fik at vide, at de voksne ville hjælpe et barn, og at der ikke var tale om at finde en synder, som skulle gøre rent – det ville de voksne klare.
De besluttede også på forhånd, at alle børnene skulle inspiceres, uanset hvornår barnet eventuelt blev fundet, så ingen kunne gætte, hvem der havde gjort det.
Børnene blev delt op i drenge og piger, og en ad gangen kom de ud på et toilet, hvor de blev bedt om at trække underbukserne ned til lige under ballerne. Pædagogen, der stod omkring fire meter derfra, kunne så se, om alt var i orden. Børnene grinede og fniste over den fremgangsmåde, fortæller pædagogen.
Eftersøgningen gav ikke resultat. Barnet, som havde sat det famøse håndaftryk, blev aldrig fundet.
Samme eftermiddag orienterede pædagogen SFO-lederen om, hvad der var foregået, ligesom alle forældrene fik besked, da de hentede deres børn. Forældre, der ikke havde været på SFO’en, blev ringet op og fik en forklaring, ligesom skolelederen fik en orientering.
Fire dage efter episoden skrev SFO-lederen et brev til alle forældrene, hvor der blandt andet stod:
’Der har været forskellige opfattelser af, om det var etisk korrekt at tjekke børnene, og der kan jeg kun sige, at personalet handlede, som de skulle’.

Bortvist. Det med forskellige opfattelser skulle vise sig at være korrekt. Ni dage efter episoden hører forvaltningen om episoden, fordi en far vil klage. Og så går det stærkt. Dagen efter bliver pædagogen og SFO-lederen kaldt ind til møde på forvaltningen med blandt andre børne- og ungelederen. Her får pædagogen at vide, at forvaltningen vil bortvise hende.
»Jeg er fuldstændig … det står stille inde i hovedet på mig. De sad bare og snakkede og snakkede,« siger hun.
SFO-lederen spørger, om de ikke vil høre pædagogens forklaring. Men det var de ikke interesseret i, forklaringen kunne de få i høringssvaret. SFO-lederen spørger også, hvorfor man ikke vælger at holde en tjenstlig samtale og eventuelt give en advarsel i stedet. Men beslutningen om bortvisning var truffet.
Pædagogen fik ikke at vide, at hun havde ret til en bisidder ved mødet, kun at hun kunne ringe til fællestillidsrepræsentanten efter mødet, hvis hun havde brug for det. Og hun fik heller ikke lov til at se de forældreklager, som lå til grund for kommunens beslutning, for klagerne var endnu ikke kommet ind til forvaltningen. De to klager var kun sendt til skolelederen.
En uge senere var BUPL til forhandling med kommunen for at se, om bortvisningen kunne ændres til noget mildere, men der var ikke noget at gøre. Bortvisningen stod ved magt.

Endelig fast arbejde. Og så stod pædagogen der. Uden arbejde, uden løn, uden dagpenge, for det kan man ikke få, når man er bortvist. Så betragtes arbejdsløsheden som selvforskyldt, og det giver tre ugers karantæne.
Hun gik arbejdsløs et halvt år, før hun fik et fire måneders vikariat. Mere arbejdsløshed og virksomhedspraktik. To år efter bortvisningen lykkedes det hende endelig at få arbejde i en daginstitution i en anden kommune.
»Jeg er så jublende lykkelig for at have fået et arbejde. Men der gik to år, og det er lang tid at gå. Og jeg turde ikke sige noget om sagen af frygt for at blive dømt for det, de har hørt,« siger hun.

Et fejlskøn. I mellemtiden havde BUPL kæmpet videre, først ved en forhandling i Kommunernes Landsforening, men der ville kommunen heller ikke give sig. Derfor endte sagen i Afskedigelsesnævnet, som afgør sager om påstået urimelige afskedigelser. Nævnet kan også behandle bortvisningssager.
Midt i september, to et halvt år efter bortvisningen, sluttede sagen endelig. Opmanden i Afskedigelsesnævnet, højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, afgjorde, at kommunen gik for vidt, da pædagogen blev bortvist. Derfor har pædagogen krav på erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden. En opsigelse ville heller ikke have været rimelig, vurderer opmanden, og derfor fik pædagogen også en godtgørelse på 30.000 kroner.
Men opmanden vurderede også, at pædagogen gik for langt, da hun i eftersøgningen af barnet valgte at undersøge børnenes underbukser:
’Hendes handlemåde må anses som et udslag af et fejlskøn udøvet i forbindelse med håndteringen af en usædvanlig hændelse, hvor formålet var sagligt, men midlet var for vidtgående’, skriver opmanden, der mener, at en advarsel havde været en passende reaktion.
Nu glæder pædagogen sig bare over, at sagen er et overstået kapitel i hendes liv.
»Det har været en rigtig barsk omgang. Jeg håber aldrig, at nogen, ikke engang en fjende, skal udsættes for sådan noget. Det var modbydeligt.«

BUPL skælder kommuner ud
Den uretmæssige bortvisning af en pædagog for et fejlskøn bør være et wake up-call til kommunerne, mener BUPL’s formand, Henning Pedersen.
»Beskeden til kommunerne er: Sørg for at have jeres viden om overenskomster og fagretlige forhold i orden. I den her sag er kommunen gået ud over almindelig fagretslig praksis i forhold til, hvornår man kan bortvise en ansat,« siger formanden.
Henning Pedersen undrer sig over, at kommunen ikke fulgte SFO-lederens råd om at give pædagogen en advarsel.
»Med bortvisningen er kommunen gået imod SFO-lederens anbefaling. Kommunen er blevet gjort opmærksom på, at det kunne være den sanktion, man kunne benytte sig af. De er gået videre og længere, end man fagretligt kan stå inde for,« siger Henning Pedersen.
»Kommunerne skal have en juridisk ekspertise, som kan vurdere sådanne sager.«