Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Stem for et #GodtBørneliv
Af: Elisa Rimpler
Folketingsvalget nærmer sig, og flere politikere er begyndt at tale mere om børneområdet. Det er rigtig positivt. Men bliver det til andet og mere end skåltaler og flotte ord? Har politikerne hele vejen rundt fattet den vigtige pointe, at institutioner og skoler er en klog velfærdsinvestering og et grundlag for, at børn og unge trives og har de bedste betingelser for deres videre udvikling?
I dette nummer af Børn&Unge har vi givet ordet til fem skarpe pæda­goger, der i brevform og fra hver deres faglige ståsted henvender sig direkte til den kommende statsminister. Tusind tak til Helle, Rikke, Marianne, Signe og Jakob. I udfordrer politikerne på samfundets børnesyn, efterlyser bedre rammer om det pædagogiske arbejde og ikke mindst inviterer den kommende statsminister ud i virkeligheden. Jeg skal nok sørge for, at der ryger en stak Børn&Unge med posten over til Christiansborg, så politikerne kan læse de stærke fortællinger.
Det er dog sundhed, klima og udlændingeområdet, som politikerne på Christiansborg bruger mest krudt på for tiden. Senest har regeringen præsenteret et udkast til en sundhedsreform, som vil lægge flere op­gaver på sundhedsområdet ud i kommunerne. Samtidig undrer regeringen sig over, at der ikke er flere standarder på sundhedsområdet, så det ikke er postnummeret, der er afgørende for den behandling, som patienterne kan forvente.
Men hvis politikerne vil flytte opgaver fra regionerne til kommunerne, uden at der følger en finansiering med – og regeringen i forvejen har ­fredet sundhedsområdet for besparelser – vil konsekvensen blive yderligere nedskæringer på børneområdet. Det har KL’s formand, Jacob Bundsgaard, allerede advaret mod. Det tegner absolut ikke lovende!
Omvendt er det påfaldende, at regeringen nu efterlyser standarder og lover, at postnummeret ikke skal være afgørende for kvaliteten. For det er præcis det samme gode argument, som BUPL gentager overfor ­politikerne i en uendelighed, når vi efterlyser minimumsnormeringer og et ambitiøst mål for pædagogandelen. I den kommende tid vil vi udfordre politikerne maksimalt på ambitionerne for børn og unge. Vi ved, der er et over­vældende flertal for minimumsnormeringer i befolkningen. Husk det, når du sætter dit kryds ved det kommende folketingsvalg.