Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 36
Sig det enkelt
Det er forståeligt, at pædagoger får sproglig præstationsangst, når nogle forældre og forvaltningsfolk åbner munden. De taler nemlig alt for abstrakt og kompliceret, og det tror pædagoger desværre, at de skal leve op til, mener kommunikationsrådgiver Pernille Steensbech Lemée
Af: Vibeke Bye Jensen
Hvis kommunikation skal fungere godt, skal man tale konkret og enkelt. Det mener kommunikationsrådgiver Pernille Steensbech Lemée, som fra sit enmandsfirma Fokus Kommunikation rådgiver kommuner, virksomheder og institutioner om, hvordan man formidler sin viden, så man fremstår troværdig og overbevisende.
"Hvis man spørger folk, hvem der er et overbevisende og troværdigt menneske, vil de aldrig pege på en person, der altid er i stand til at sige tingene utroligt kompliceret og abstrakt. Alt tyder på, at vi bedst kan lide, at tingene bliver sagt enkelt," siger hun.
Pernille Steensbech Lemée var en af oplægsholderne på det nyligt afholdte pædagogiske træf, hvor hun var lidt af et tilløbsstykke. Og det er nok fordi hun, med udgangspunkt i eksempler fra den pædagogiske verden, får pillet ved pædagogers tendens til at blive smittet sprogligt eller duperet af de folk, der omgiver dem. Hun fortæller blandt andet om et forældremøde i sin datters SFO, hvor man skulle diskutere værdier. Alle sad ved mindre borde, hvor også pædagogerne havde fordelt sig. Ved bordet, hvor Pernille Steensbech Lemée sidder, siger en far, som i forbifarten får fortalt, at han er økonom med sidefag i filosofi fra RUC, følgende:
"For mig at se udspiller den centrale værdidiskurs sig i spændingsfeltet mellem den individuelle integritet og den klassisk-kollektivistiske tanke."
"Så skete der det, at pædagogerne ved bordet sad og kiggede ned, og de tænkte garanteret som os andre: "Hvad mener han egentlig?" Og der gik et godt stykke tid, hvor samtalen var rigtig, rigtig træg. Jeg tænkte, bare nu pædagogen griber ind og kræver diskussionen tilbage til den hverdag, som det hele handler om. For det er jo børnenes hverdag, som er emnet, og skal snakken føre til noget, skal den være konkret," siger hun.

Magtkamp eller dialog. Desværre glemmer pædagoger nogle gange det, som de ellers er så gode til, nemlig at forholde sig konkret og konstruktivt til den måde mennesker er sammen på.
"Jeg ønskede, at pædagogen lidt Kejserens-nye-klæder-agtigt havde sagt: "Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du siger, vil du ikke give mig et konkret eksempel fra hverdagen?" Men når hun ikke gjorde det, så er det nok, fordi man i sådanne situationer kan komme til at føle sig dum. Og når man føler sig dum, så siger man ikke noget, og på den måde vinder den komplicerede måde at snakke på."
Kommunikation kan ofte minde om en magtkamp eller en konkurrence om at virke klogest. Men ifølge Pernille Steensbech Lemée er der dog i den politiske verden nu en tendens til, at den, der har evnen til at sige tingene enkelt, vinder.
"I sidste valgkamp så vi, at Anders Fogh vandt på at sige: "Den enkelte dansker skal have flere penge mellem hænderne". Mens Mogens Lykketoft tabte på at sige: "Vi skal sikre, at individets økonomiske situation på længere sigt bliver stadigt begunstiget" eller noget i den stil. De sagde stort set det samme, men det er måden, der gør forskellen. Fogh blev belønnet for sin ligefremhed, og Lykketoft blev straffet for at gøre tingene for komplekse."
Det er kun den komplicerede måde, der vinder, hvis vi vedtager, at det handler om at slå hinanden oven i hovedet med flest mulige svære ord.
"Hvis vi i stedet vedtager, at det handler om dialog, om at blive klogere og finde ud af tingene sammen, så taber den kommunikatonsform," siger hun.
Man kan også lade sig dupere af de svære ord, mener Pernille Steensbech Lemée. Enten tør man ikke sige imod, fordi man reelt ikke forstår, hvad der bliver sagt. Eller fordi man ikke rigtig kan gennemskue, hvad der ligger i udsagnet. Og så fastlåses man, fordi det er svært at argumentere imod noget, man ikke forstår.
"Abstrakt tale kan være svær at angribe, og det er også derfor, nogle benytter sig af det. Hvis man nu siger, at der "skal sikres et løft i ressourcetildelingen", i stedet for "der skal flere penge til daginstitutioner", så vil man ikke så let kunne tages på ordene. Et løft i ressourcetildelingen kan jo bare være, at man får lidt flere penge til legetøj i oktober måned for eksempel," siger hun.
Men uanset hvad, så fører ingen af delene til øget dialog. På forældremødet føres snakken kun igen tilbage til noget, alle kan være med på, fordi en mor siger: "Jeg synes, at det vil være en vigtig værdi, hvis vi bliver enige om, at i klassen inviterer vi alle børn med til fødselsdage derhjemme."

Kommunikationsmæssig selvtillid. Når ressourcestærke forældre åbner munden og siger som denne mor: "Jeg finder det betænkeligt og pædagogisk uhensigtsmæssigt, at de ændringer, som reformen medfører, her på skolen implementeres en bloc." Så skal pædagogerne ikke gå med i magtkampen om at lyde klogest, for det fremmer ikke god kommunikation, mener Pernille Steensbech Lemée.
"Men jeg oplever, at pædagoger kan være lette at hyle ud af den, fordi de ikke har kommunikationsmæssig selvtillid. De er fantastiske i kommunikationen med børn, men ofte meget usikre i kontakten med voksne. Og det bliver så ikke bedre af, at mange af os forældre og hele forvaltningen ytrer sig fra øverste etage i elfenbenstårnet," siger hun.
Den naturligste og vigtigste del af en pædagogs arbejde er at kommunikere med børnene, men at kunne snakke godt med forældre og forvaltning er ligeså vigtigt.
"Derfor må man allerede på uddannelsen sikre, at pædagoger har redskaber, som gør dem bedre til den kommunikation, som er nødvendig for at kunne samarbejde, forhandle og få de rigtige og nødvendige oplysninger. De skal blive bedre til at kræve, at kommunikation skal være konkret og nærværende."
At pædagoger indbyrdes benytter sig af et fagsprog, som kan være svært at forstå for andre, mener Pernille Steensbech Lemée er godt, for det kan være med til at give faglig selvtillid.
"Og så gælder der bare det samme for pædagoger som for alle andre, at man ikke benytter den jargon, når man for eksempel snakker med forældre. Men det kan opleves som en herlig ting, at man har et ekstra sprog, som man kan bruge, når man er blandt ligesindede, hvor det er muligt at være mere præcis om nogle ting, fordi man forstår det samme ved ordene og kender de samme fagudtryk. Men det handler om at kende sin besøgelsestid og vide, hvornår hvilke kommunikationsformer virker, og hvornår de ikke gør," siger hun.

Nænsom tale. Kommunikation er ikke kun det, der kommer ud af munden på os. Kommunikation handler også om at lytte. Pernille Steensbech Lemée mener, at mange ikke gør nok ud af at lytte og er lidt for gode til at drage forhastede slutninger.
"Man mener, at man med mange års erfaring, som for eksempel pædagog, på forhånd ved, hvad forældrene eller kollegerne vil sige. Og så glemmer man måske helt at lytte og prøver ikke at forstå problemet eller sætte sig ind i den andens syn på det. Når den vanskelige samtale med forældre går skævt, er det måske, fordi vi er kommet til at drage en forhastet slutning. Og så er det med at huske det gamle Kierkegaard-citat "For i sandhed at hjælpe folk, skal vi møde folk der, hvor de er, og ikke der, hvor vi tror, de er"," siger hun, og fortsætter:
"Hvad er det, vi vil opnå ved kommunikation? Det skulle gerne være et samarbejde og ikke en kamp, hvor vi bruger sproget som magtinstrument. Jeg hørte en pædagog tale om den gode kommunikation som nænsom, og det synes jeg er rigtigt. At man er åben, velvillig og nænsom i omgangen med hinanden i stedet for at konkurrere om, hvem der kan lukke flest svære ord ud."

Pædagogers kommunikationsroller
Den troværdige ambassadør: Det handler om, hvordan man bruger sin personlige gennemslagskraft og er en god rollemodel i sin måde at kommunikere på. Det er en form for mesterlære, mener Pernille Steensbech Lemée.
"I en børnehave talte børnene grimt til hinanden og holdt hinanden ude. Personalet indfører så, at de skal sige hej til hinanden om morgenen og pænt farvel, når de går. Og fra da af blev det bedre med børnenes måde at snakke til hinanden på, og det er jo, fordi vi voksne er formidlere af kultur og af værdier. Kommunikation handler altså ikke bare om at snakke på møder, men om hele vores adfærd og vores daglige omgang med hinanden.".

Det olympiske overblik: Mange pædagoger imponerer, når de kan lave koblingen mellem den teoretiske viden og de praktiske iagttagelser og fortælle forældrene om den kobling, mener Pernille Steensbech Lemée.
"Min yngste datter havde lært at køre på tohjulet cykel, og det fortæller hun pædagogen Rikke. Udover at Rikke siger tillykke til Caroline, så siger hun til os begge to: "Nåh, jeg lagde godt mærke til i sidste uge, at Caroline kørte så meget på løbehjul og arbejdede meget med sin balance, så det undrer mig ikke, at hun nu er blevet så dygtig, at hun kan cykle på to hjul." For en pædagog er det måske verdens mest banale iagttagelse og kommentar. Men for mig var det langt fra banalt," siger hun.
For forældre og børn er den slags meget værdifuld information, og på den måde får pædagogen øst af sin faglighed og sat sig i respekt. Og det er en vigtigt, mener Pernille Steensbech Lemée.
"Vi forældre har brug for at have tillid til dem, der tager sig af vores børn. Det her eksempel viser, at det kan vi roligt have, fordi de har forstand på det, de laver, og de kan formidle det på en måde, så jeg kan forstå det," siger hun.

Katalysatorrollen: Den er især i brug, når der er forandringer på dagsordenen, for den handler om at være god til at formidle et budskab eller få skabt det, som Pernille Steensbech Lemée kalder "den brændende platform" - en forståelse af forandringens nødvendighed.
"Det er en god metafor, for der er ingen, der behøver at overveje, om man er forandringsparat, hvis det brænder under fødderne på én. Så flytter man sig automatisk. Når vi er nødt til at tale om, at vi skal være forandringsparate og blive motiveret til det, så er det ofte, fordi vi ikke ved, hvorfor i himlens navn vi endnu engang skal forandre et eller andet. Derfor er det vigtigt som katalysator at kunne forklare nødvendigheden af, at nu skal der ske noget nyt.".
Da det ofte er lederen, der skal motivere personalet til en ny forandring, skal hun huske at kræve en ordentlig forklaring fra politikerne eller forvaltningen.
"Måske handler det om kommunikationsmæssige selvtillid, for det kræver noget at gå til forvaltningen og sige: "Hør her, I har ikke informeret mig godt nok om det her, I er nødt til at forklare mig det på en anden måde, end at det er i henhold til strategiplan 2010, for det kan jeg ikke motivere mine medarbejdere med. Og så er vi tilbage til det med den abstrakte kommunikationsform, som vi ikke kan bruge til noget, hvis al vores tale skal føre til handling.".