Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
BUPL KONGRES. Formandskandidaten. Vi skal styrke faget indefra
Mere synlighed, mere indflydelse. Det er nogle af målene for Elisa Rimpler, hvis hun bliver genvalgt som formand på BUPL’s kongres 29. og 30. november. Hun kan se tilbage på to år, der har givet pædagogerne en bedre overenskomst, end man kunne forvente, og mere politisk opmærksomhed og indflydelse.
Af: Steffen Hagemann
I fire år har Elisa Rimpler været BUPL’s formand. I den tid er børnenes liv og levned blevet et område, som i højere og højere grad påkalder sig opmærksomhed for politikerne på Christiansborg – især nu, hvor et Folketingsvalg tårner sig op i horisonten. Således kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen, da sommeren gik på hæld, præsentere et 1.000-dages program, der sammen med en milliard kroner blandt andet skal give flere pædagoger i de institutioner, som har flest børn fra sårbare familier.
Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, har også meldt sig på banen. Hun vil være børnenes statsminister. Og SF’s formand Pia Olsen Dyhr kalder det et vigtigt krav til en (eventuelt) kommende socialdemokratisk regering, at der bliver fundet penge til at indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
Den politiske opmærksomhed er også et resultat af BUPL’s påvirkningsarbejde og interessevaretagelse, som BUPL i de forgangne to år har skruet endnu mere op for, mener Elisa Rimpler.

»Vi har gjort alt, hvad vi kunne for, at man bredt set i Folketinget har forståelse for vores område.«

BUPL forsøger at hjælpe politikerne på rette vej med argumenter fra forskning og med udgangspunkt i, hvordan pædagoger ser verden. Og det bliver der taget godt imod, konstaterer Elisa Rimpler.

»Vi har arbejdet med regeringen og er kommet med forslag til alt fra ghettoudspil – der fik vi ikke ligefrem en sejr – over hvordan vi får flest børn med og understøtter de udsatte børn, til alt det, som styrker faget og pædagogerne.«

Faglighed i centrum
Hun fremhæver den pædagogiske læreplan som et område, hvor BUPL har formået at gøre sin indflydelse gældende. Udgangspunktet for en ny læreplan var oprindeligt, at vi var bange for kineserne, og derfor skulle vores børn gøres klar til den globale konkurrence, fortæller Elisa Rimpler.

»Der har vi været stålsat på, at det her handler om at bygge ovenpå den gode daginstitutionstradition, at pædagogers faglighed skal i centrum, og at barnets ret til at være barn og til at lege skal i centrum, og det synes jeg, vi er kommet rigtig langt med,« siger hun.

Hvornår får den landspolitiske indflydelse så gennemslag i kommunerne, hvor der stadig er besparelser?

»Vi fik under kommunalvalget den sejr, at 8 ud af 10 kandidater faktisk forholdt sig til minimumsnormeringer og var positive overfor dem. Udfordringen kommer, når virkeligheden med budgetlofter og anlægslofter rammer. Vi bliver frustrerede, når vi på den ene side får noget fra Christiansborg, og kommunerne på den anden side står med grønthøsteren og skærer endnu en skive af velfærden,« siger Elisa Rimpler.

Presset i skolen
Pædagogernes arbejde i skole og fritid har været et fokusområde i BUPL, siden ideen om en folkeskolereform blev født. Men pædagogernes indsats for de større børn nyder umiddelbart ikke den samme politiske bevågenhed som for de små. Vi er pressede, konstaterer Elisa Rimpler, af skoleforsøg og af politisk opbakning om justeringer af skolereformen – uden at der følger penge med at sikre børnenes fritidsinstitutioner.

»Som pædagoger har vi stort fokus på, hvordan vi skaber en meningsfuld skoledag og det bedst mulige fritidsliv for børnene. Det perspektiv giver vi videre til forligskredsen. For der er mere end nogensinde behov for at skrue ned for konkurrenceparametrene, så vi kan give plads til fællesskabet, til børnekulturen, til børnenes inddragelse og det gode børneliv,« siger hun.

Vi viste vejen
Elisa Rimpler sad med i forreste linje, da forårets overenskomstforhandlinger sendte det offentlige Danmark på randen af en omfattende lockout. Men forhandlingerne endte i sidste øjeblik med en aftale med en samlet lønramme på 8,1 procent over tre år, hvor pædagogerne også fik en ligelønspulje. Pædagogerne spillede en vigtig rolle, mener Elisa Rimpler.

»Det var BUPL’s medlemmer, der gik forrest og viste vejen under hele forløbet, og det bekræfter mig i, at vi har et stærkt fællesskab, som vi kan ændre noget med. Vi er noget helt særligt, når det handler om at skabe relationer, engagement og kampgejst.«

Allerede nu begynder arbejdet med overenskomstforhandlingerne i 2021, fortæller hun, og BUPL vil arbejde videre med det ligelønsprojekt, som tog sin spæde begyndelse ved de netop overståede forhandlinger.

Et stærkt kollektiv
Bliver Elisa Rimpler genvalgt på kongressen, skal der i de kommende år arbejdes med at styrke BUPL’s medlemsengagement.

»Vi skal være endnu mere forening og mindre forsikringsselskab. For vi har styrken i at være et stærkt kollektiv, hvis vi bruger det. Målet er, at vi har mod og kraft til at stå op for vores fag og vilkår, også på den enkelte arbejdsplads. Fællesskabet skal opleves som et rygstød for den enkelte. Det handler om, hvordan vi sætter retning og går den samme vej, men samtidig skal alle de, der har lyst, kunne engagere sig,« siger hun.
Elisa Rimpler har også et mål om at gøre BUPL endnu mere synlig.

»Personligt har det været vigtigt for mig som formand at gå forrest i ambitionen om, at BUPL skal være en tydelig, transparent og kommunikerende fagforening. En forening, hvor det indre organisationsliv fylder knap så meget som tidligere – for at gøre plads til, hvordan vi løser medlemmernes udfordringer og bliver en spiller, omverdenen tager alvorligt. Det arbejde er vi slet ikke i mål med, men vi er godt på vej, og det arbejde vil jeg gerne fortsætte,« siger hun.

Vi er vigtige
En af de store opgaver for BUPL’s kongres bliver at nå til enighed om en ny, langsigtet professionsstrategi.

»Vi skal styrke faget indefra og stå imod de systemer og koncepter, der udvander den faglige dømmekraft. Vi skal kunne tage de komplekse, faglige valg i den enkelte situation, sådan at vi for alvor kan gøre en forskel for de børn og unge, vi har i hænderne,« siger Elisa Rimpler.

Samtidig skal professionsstrategien styrke pædagogernes vilkår, så de er så stolte af deres fag, at de ikke finder sig i for eksempel dårlige arbejdsvilkår og manglende tid til forberedelse.

»Men det er et langt sejt træk. Vi skal i højere grad bekræfte hinanden i, hvor vigtige vi er, og hvor betydningsfuldt vores fag er for samfundet.«

Genopstiller
Om Elisa Rimpler (48)
Pædagog fra Esbjerg Seminarium (i dag UC Syd) i 1999.
Siden 2000 ansat som pædagog på Tjæreborg Skole i Esbjerg Kommune.
Tillidsrepræsentant på Tjæreborg Skole, fællestillidsrepræsentant i Esbjerg Kommune.
2009-2010 faglig sekretær i BUPL Sydjylland.
2010-2014 formand for BUPL Sydjylland.
Fra 2014 formand for BUPL.