Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 45
I SKYGGEN AF MORS DRUK - Pædagoger skal turde gøre en forskel
Det er børnene, der betaler den højeste pris, når mor eller far drikker for meget. Derfor skal pædagogerne gribe ind, så snart de har en fornemmelse af, at ikke alt er, som det skal være. De skal ikke vente på beviser.
Af: Birgitte Avnesø
I Byparkens Børnehave i Svendborg er misbrugsfamilier ikke et ukendt fænomen. Institutionen ligger i et socialt belastet kvarter, og det er baggrunden for, at børnehaven har været med i et to-årigt modelprojekt, som Fyns Amt og en række kommuner netop haft afsluttet.
Som led i projektet har personalet i Byparkens Børnehave blandt andet skulle svare på, hvad de synes er sværest, når det handler om misbrugsfamilier.
»Det var alt fra usikkerhed over det, vi ser, til hvornår går vi ind på privat område, og hvordan vi definerer, at folk drikker for meget. Ved at se på de svar, personalet gav, forsøgte vi at finde en fællesnævner og ud fra det lave handlemuligheder,« siger Bettinna Kjeldtoft, der er leder af Byparkens Børnehave.
For eksempel er det slået fast med syvtommersøm, at pædagogerne har et ansvar. Og det må de leve op til.
»Vi har snakket meget om alkohol her i huset, og vi tør godt spørge hinanden, om det er rigtigt, det vi ser, når vi er bekymret for et barn. Når du kan dele din usikkerhed med andre, er du nået langt. Men det handler også om mod og faglighed. Hvis du ikke har det, kan du have 30 handleplaner, og lige lidt hjælper det. Du er nødt til at prøve, og lederen skal gå forrest og efteruddanne sig. Som pædagog skal man stille op og tage det ansvar. Vi tager jævnligt problemstillingen op her i huset, for det er vigtigt, at vi hele tiden justerer vores pædagogik,« siger Bettinna Kjeldtoft.

Erkend at det er svært. I dag har institutionen en klar holdning til alkohol. Ved det årlige forældremøde bliver forældrene orienteret om, at personalet reagerer, hvis de får en fornemmelse af misbrug.
De har aftalt, at lederen altid bliver inddraget, hvis en pædagog bliver bekymret for et barn. Derved undgår de, at nogle går alene med deres tanker.
»Vi drøfter, om det er noget, vi selv kan gøre noget ved. Er det det, sørger vi for at få forældrene på banen så tidligt som muligt - og inden det hele vælter. Både for barnet og forældrenes skyld. Det er utrolig vigtigt at få sagt tingene direkte til forældrene på en ordentlig, professionel måde og få gjort dem klart, at vores fokus er på barnet. At det ikke handler om, at vi vil blande os i deres liv, men at vi er bekymret for deres barn,« siger Bettinna Kjeldtoft.
Hun har efterhånden været med til en del af den slags samtaler med forældre og har en vis erfaring i, hvordan man bedst griber det an.
»Det er vigtigt at få afklaret, hvad det helt præcist er, vi vil sige til dem. Det er en god ide at være to, og hos os er der altid én, der laver et referat til forældrene og os. Men man skal nok også gøre sig klart, at den reelle angst for at gøre andre mennesker ondt er der. Den kan vi ikke tage væk. Derfor kan man lige så godt sige til forældrene, at jeg er bange for at træde ind over din grænse, men jeg bliver nødt til at gøre det, for dit barn har det skidt,« siger Bettinna Kjeldtoft, der til gengæld oplever, at de fleste forældre faktisk reagerer positivt på pædagogernes bekymring.
»Som udgangspunkt elsker alle jo deres børn og vil dem det bedste. Selvfølgelig kan der være modstand fra nogle forældre, fordi det er svært at erkende, at man har et alkoholproblem. Men for mange er det faktisk en lettelse, at der bliver taget fat i deres problemer,« siger Bettinna Kjeldtoft, der sammen med sit personale også har gjort det til en fast rutine at tage ekstra hånd om børn fra misbrugsfamilier.
For den hellige grav er ikke velforvaret, fordi pædagogerne har snakket med forældrene, og andre myndigheder eventuelt er inddraget.
»Lille Ole er her jo stadig, og det er vigtigt, at vi viser ham, at vi godt forstår, at det er svært at være ham lige nu. Børn bliver let gidsler, når behandlersystemet kører. Systemet arbejder ikke altid så hurtigt, og vi kan ikke bare sætte os ned med hænderne i skødet og vente. Så er det først omsorgssvigt,« siger Bettinna Kjeldtoft.

Fokus på børnene. Når det handler om børn i misbrugsfamilier, taler statistikken sit eget, bekymrende sprog.
Mindst 50.000 børn vokser op i familier, hvor forbruget af alkohol er så stort, at det har medført alkohol-relaterede sygdomme. Det svarer til en hel årgang eller hvert 18. barn. Med andre ord - på hver stue og i hver klasse er der et barn, hvis far eller mor drikker for meget.
Og det er kun toppen af isbjerget. Der er mange flere forældre, der drikker for meget, siger pædagog Steffen Christensen, der er en af frontfigurerne i det fynske modelprojekt.
Formålet med projektet har været at få sat spot på børn af alkoholikere. For børnene betaler prisen, når mor eller far har problemer med alkohol. Og ofte bliver de godt hjulpet på vej af fagfolk, der ikke tør stå ved det, de ser. Som venter alt for længe med at reagere på en mistanke om misbrug.
»Der går i gennemsnit otte år fra et misbrug begynder, til personen ikke længere har kontrol over sit forbrug. Dér røg den barndom Derfor kan pædagoger ikke vente på klare beviser for en mors eller fars misbrug. Udgangspunktet for handling skal være en fornemmelse - ikke en mistanke. Man kan aldrig komme for tidligt med en bekymring. Vi kommer altid for sent i misbrugsfamilier, men det handler om at komme for sent så tidligt som muligt,« siger Steffen Christensen.

Personlige barrierer. Det er handling, der giver forandring. Alligevel tøver mange pædagoger med at gøre noget, og det skyldes blandt andet, at alkohol er tabu. De fleste drikker vin og øl, og hvor går grænsen mellem forbrug og misbrug? Men det handler også om, at mange har svært ved at bevæge sig ind over den usynlige grænse, der hedder privatliv.
Derfor er det vigtigt, at problemerne omkring alkohol bliver en integreret del af en institution.
»Der er brug for, at pædagoger får ny viden, og den viden er tilgængelig. Men det er også vigtigt, at ledelse på alle niveauer er enige om at arbejde med alkohol og dets følgevirkninger. Det skal forankres i hverdagen. Vi skal tænke i alkoholmisbrug, for det er et kæmpestort problem. Alkohol er den største årsag til omsorgssvigt i dette land« siger Steffen Christensen.
Hvis først institutionen har en holdning til alkohol, kan man planlægge sig ud af det ubehag, der ofte følger med at skulle tage fat i forældrene.
»Vi ved, at de personlige barrierer er de største i forhold til at reagere på en bekymring. Og der er aldrig noget rigtig godt tidspunkt at tage fat i forældrene på. Derfor må pædagoger arbejde med deres faglige rolle og det, de ser. For de skal handle ifølge loven. Selvom det er svært at sige til forældrene, er det ikke umuligt. Den første succes er at få givet udtryk for sin bekymring. Når først det er gjort, kan det ikke gøres usagt. Alene det at få det sagt højt, kan være nok til, at der sker en forandring i hjemmet,« siger Steffen Christensen.

Husk barnet. Ud over at reagere på en fornemmelse er det også vigtigt, at pædagoger forholder sig til, hvordan de bedst hjælper børnene.
»Selvom forældrene måske får behandling for et misbrug, går børnene altså stadig i børnehaven. Der er en tendens til, at hvis "bare" man har lavet en underretning eller reageret, så kommer der nogle ude fra og tager over. Det gør der ikke nødvendigvis. Kun cirka 15 procent af børnene i misbrugsfamilier har brug for behandling. Resten vil være i de normale systemer. Derfor skal fokus være på pædagogikken, ikke på en moralisering over for forældrene,« siger Steffen Christensen og uddyber:
»Hvordan støtter vi børn, der er truede? Fokus skal ligge på børnenes behov frem for på deres problemer. Det er i fremtiden, forandringer skabes. Børn i misbrugsfamilier føler skam, ensomhed og uforudsigelighed. Hvad er det positive modspil til skam? Det er selvværd, og derfor må institutionen diskutere, hvordan den styrker børnenes selvværd. Det er pædagogernes opgave at holde barnet i hånden og tage børneperspektivet. Det er ikke deres opgave at tage forældrene i den anden hånd. Børn bliver mønsterbrydere, fordi nogle gør en forskel.«

Signaler
Et omsorgssvigtet barns signaler kan være
Fysiske symptomer
Tristhed
Det er hæmmet og mangler mimik
Besvær med at koncentrere sig
Ufrivillig vandladning og afføring
Motorisk uro
Angst
Problemer med venner og socialt tilhørsforhold
Overdreven tilpasning
Følelsesmæssig ustabilitet
Desuden kan barnet virke forsømt, mangle madpakke, gymnastiktøj, være utilstrækkeligt klædt på eller have snavset tøj, meget fravær
eller sygdom.

Forældres signaler kan være
De lugter af alkohol
De møder berusede op
De lader andre bringe og hente børnene
De har travlt med at komme ind og ud af dørene
De deltager ikke i møder og arrangementer eller har en overdreven offensiv adfærd ved disse.

Signaler i børn og forældres samspil kan være
Mange konflikter mellem barn og forældre
Forældre mangler indføling og er ikke nærværende over for barnet
Barnet er ekstremt registrerende i forhold til voksne
Barnet fortæller om berusede voksne.

Ved fornemmelse af omsorgssvigt
Analyser din fornemmelse - skriv dine observationer ned. Hvad har du set og hørt? Undgå tolkninger. Observationerne skal kunne tåle at få din underskrift.
Orienter din leder
Gør status. Har I grund til at være bekymrede?
Sæt en tidsfrist, hvis I beslutter jer for at se tiden an. Det kan for eksempel være 14 dage. Er I fortsat bekymrede, så skrid til handling.

Handling
Vurder barnets status og situation. For eksempel hvordan barnet har det følelsesmæssigt, hvordan det fungerer med andre børn, og hvordan barnets fysiske tilstand er. Se også på barnets relationer til forældre, personale og andre.
På baggrund af din vurdering skal du tage stilling til, hvordan barnet bedst støttes. Om institutionen selv kan gøre noget, eller andre instanser skal involveres.

Kilde: Handlingsvejledning fra Modelprojekt Børn i Misbrugsfamilier. Læs mere på projektets hjemmeside på adressen: http://www.fyns-amt.dk under punktet "Børn i misbrugsfamilier".

Samtale med forældrene
Inden samtalen: Tænk igennem, hvorfor I egentlig forventer, at samtalen bliver svær. Hvorfor tror I, den bliver svær for forældrene? Hvad er de bange for? Hvordan kan I tilrettelægge samtalen, så det svære bliver til det vedkommende?
Hvem skal deltage? Det er en god ide at være mindst to ansatte til samtalen, hvoraf den ene er lederen. Overvej om den ansatte, der har tættest kontakt til barnet, bør deltage.
Hvad skal I sige til forældrene? Lav en dagsorden inden samtalen, så I når rundt om det hele. Giv forældrene kopi af dagsordenen, inden samtalen begynder. Husk - det er en bekymring, I skal formidle - ikke en anklage. Sørg for, at forældrene også kan komme frem med deres viden om barnet.
Hold hovedet koldt og hjertet varmt Undgå at svare igen på skældsord og bebrejdelser, men giv ophidsede forældre tid til at rase af. Udtryk forståelse for, at samtalen kan være ubehagelig for forældrene, men fasthold, at den er nødvendig. Vend tilbage til emnet - det vil sige jeres bekymring for barnet.
Sørg for, at forældrene hører jeres konklusioner ved samtalens slutning.

Kilde: Handlingsvejledning fra Modelprojekt Børn i Misbrugsfamilier