Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 20
Tema danskhed: Danskerne er blege og spiser svinekød
Mange muslimske børn opfatter ikke sig selv som danske, selvom de har levet hele deres liv i Danmark og har dansk statsborgerskab. De nationalistiske politiske strømninger skaber polarisering, mener både klubleder og forsker.
Af: Marie Bille
"De spiser svinekød," udbryder Dicle på 13 år som det første, da hun bliver spurgt, hvad hun synes, er typisk dansk.
Dicle spiser ikke selv svinekød, for hun er muslim, og hendes forældre kommer fra Tyrkiet.
Børn&Unge møder Dicle og hendes bedste veninde Danielle på 12 år i klubben Bakkens Hjerte, som ligger midt i rækkehuskvarteret Galgebakken i Albertslund.
Vi er taget herud for at høre, hvordan børnene definerer danskhed.
Dicle og Danielle sidder i en sort sofa. De spiser saltskruer og drikker cola på dåse.
"Kommer vi så i fjernsynet?" spørger Dicle.
Nej bliver svaret. Men de to piger vil alligevel gerne fortælle om deres syn på Danmark og danskere.
"En typisk dansker er lys i ansigtet, de er nærmest helt blege," siger Danielle, da hun skal beskrive, hvordan danskerne ser ud. Selv er hun gylden i huden med langt mørkt hår.
"Jeg er 25 procent dansker," forklarer hun og tager en saltskrue fra posen.
"Min mor er halvt filipiner og halvt dansker. Min far er helt englænder."
Ea, Søren og Lukas støder til. De er enige om, at det ikke er let at sætte ord på, hvad det vil sige at være dansk. Det er noget med, at man er født i Danmark og har danske forældre. Måske. Den lille havfrue og and til jul er også typisk dansk.
"Men det er svært at sige, hvordan en typisk dansker ser ud, for alle er jo forskellige," siger Lukas på 12 år.

Lidt brunere. Men det er ikke alle forskelligheder, der passer sammen med at være dansker i børnenes verden. Det viser sig, da vi kommer på besøg i den næste klub, Ungehuset Hedemarken, som ligger i en anden lav bebyggelse bag en asfalteret boldbane.
Her taler vi med syv børn, som alle har en anden etnisk baggrund end dansk.
"Jeg er ikke dansker, jeg er muslim. Man kan ikke være dansker og muslim på en gang. Man kan kun vælge én," siger Kerim på 11 år. Hans forældre er kurdere fra Tyrkiet. Selv er han født og opvokset i Danmark.
Men selvom børnene er født i Danmark og mange har dansk statsborgerskab, fortæller langt de fleste, at de ikke er danskere.
"Jeg spiser ikke svin, og jeg er lidt brunere for eksempel," siger Yosof på 11 år for at forklare, hvad der gør forskellen.
Det billede kan Kristan Hopp, leder af Hedemarken og to andre klubber i Albertslund, genkende. Han oplever, at spørgsmål om nationalitet, religion og forskellene mellem de forskellige etniske grupper optager børnene.
"Hvis man spørger dem til danskhed, så forbinder mange af dem det med at være kristen eller med noget religiøst," siger han.

Religionen bliver vigtig. Religionen kan blive en barriere for etniske minoritetsbørn i forhold til at få en national identitet som danskere. Det var en af de konklusioner, som Laura Gilliam fra Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole - Aarhus Universitet (DPU) kom frem til, da hun interviewede etnisk danske børn og minoritetsbørn på en københavnsk folkeskole i forbindelse med sin ph.d.-afhandling 'De umulige børn og det ordentlige menneske'.
Hun oplevede også, at de muslimske børn ikke opfattede sig selv som danske, for i minoritetsbørnenes verden står det at være dansker i modsætning til at være muslim.
Det er interessant, at en national identitet og en religiøs identitet kommer til at stå over for hinanden som modsætninger, mener Laura Gilliam.
"Det viser os, at for de etniske minoritetsbørn, er den danske kategori ikke bare en national kategori. Det er også en religiøs kategori. Det er koblingen mellem at være dansk og kristen, der er essensen i den danske kategori," siger hun.
Når to etniske eller religiøse grupper møder hinanden, bliver forskellen på dem ofte de relevante identitetspunkter. Det er et fænomen, man ser i antropologiske studier fra hele verden, fortæller Laura Gilliam.
"Netop fordi vores minoritetsbefolkning kan samle sig omkring én religion, bliver den religiøse identitet, den muslimske identitet, vigtig for dem. I andre samfund ville den centrale fællesidentitet måske være en etnisk identitet," siger hun.
På samme måde ser hun tendenser til, at kristendom er kommet til at spille en større rolle for den danske majoritetsbefolkning i det seneste årti.
"Vi oplever også, at den kristne religion og identitet er blevet trukket frem i skolen, hvor man taler mere om kristne værdier, kristendomsundervisning og bøn til morgensang."
Laura Gilliam mener, der er behov for at 'åbne' den danske kategori.
"Sådan at det bliver muligt at have forskellige religioner og hudfarver og stadig definere sig som dansker. Det kræver, at man holder op med at tale om 'danskere' og 'indvandrere' i medier, i politik og i befolkningen og ikke mindst i børnehaver og skoler," siger hun.
"Man kan ikke kræve integration af en gruppe og samtidig formene dem adgang til den centrale nationale identitet og fortælle dem indirekte, at man ikke kan være dansker og muslim på én og samme gang."

Dem og os. I klubberne oplever leder
Kristian Hopp, at det store politiske fokus på danskhed de senere år har resulteret i en opdeling i dem og os, hvilket afspejler sig hos børnene og de unge.
"Der er sket et skred i forhold til, hvordan de unge opfatter sig selv: Om de opfatter sig som en del af et samfund eller som en del af en etnisk minoritet. Der er flere unge, der opfatter vores syn på dem, som om det er dem og os. De oplever sig mere og mere ekskluderet i sociale sammenhænge," siger han.
Det er realiteter, som pædagogerne i klubberne må forholde sig til. Det gør de blandt andet ved at arbejde med at inkludere børnene og de unge i klubberne. Det lykkes i stor udstrækning på kommunalt plan i Albertslund, viste en rapport i 2009. Men det er blevet sværere de senere år, mener Kristian Hopp.
"For os har det handlet om inklusion i mange år. Det handler om at finde fleksible fællesskaber for at inkludere så mange som muligt. Men vi kæmper også mod en stor samfundsholdning," siger han.
Etik og moral er vigtige nøgleord i arbejdet med børnene og de unge i klubberne, fortæller Kristian Hopp.
"Vi viser i den måde, vi kører værestederne på, at vi er en del af et dansk samfund. Vi afspejler de holdninger og normer, som er gældende for størsteparten af den danske befolkning. Det handler meget om etik og moral i forhold til at stjæle, slå, lyve, opføre sig ordentligt, tale pænt og sådan nogle ting, hvilket jo også ligger grundlæggende i de fleste børns opdragelse," siger han.
I det arbejde mærker pædagogerne, at de politiske strømninger i samfundet nogle gange får en negativ betydning i relationerne til børnene og de unge, som langtfra er upåvirkede.
"Når vi taler om etik og moral, så får vi jo nogle gange at vide, at vi er bare Pia Kjærsgaards forlængede arm, og at vi er lakajer og racister. Hvis jeg opstiller en ramme, der hedder, at vi ikke har lyst til, at de har knive indenfor, så er der nogle, der siger 'det er også fordi, du er racist'. Så tager vi en snak om det, for de ved udmærket godt, at det er vi ikke. Så var vi ikke der, hvor vi er," siger han.

Skel opstår tidligt. Albertslund har i mange år haft en politik om at sprede tosprogede børn ud i daginstitutioner og skoler, sådan at den enkelte institution afspejler kommunens samlede demografi og ikke blot det boligområde, den ligger i.
Det har haft en positiv effekt ude i institutionerne og på det faglige niveau, mener Kristian Hopp. Men det har ikke betydet, at børnene blander sig på tværs af etniske skel i fritiden. Der leger lige børn stadig bedst, som han siger.
Albertslund var tidligt ude med politikker, der skal forhindre 'sorte' og 'hvide' skoler og institutioner i kommunen. I flere kommuner, blandt andre Århus og København, har man også forsøgt at undgå polarisering af de etniske grupper ved at blande børnene mere.
Man skal bare ikke have for stor tiltro til, at den politiske strategi automatisk vil føre til en større følelse af samhørighed på tværs af etniske skel. Det mener Eva Gulløv, også forsker på DPU.
"Fordelingspolitikken hviler på nogle lidt naive forestillinger om, at bare fordi folk er i rum sammen, så bliver de også gode venner og overtager hinandens værdier," siger Eva Gulløv, der for nyligt har uddybet sine pointer i sit biddrag til bogen 'Pædagogisk arbejde med tosprogede børn'.

Eva Gulløv har observeret, hvordan børn allerede i børnehaven skiller sig ud i grupperinger. Her spiller etnicitet også en rolle for de skillelinjer, der lynhurtigt opstår i en børnegruppe, mener hun.
"I institutionerne kan man se, at børnene leger på kryds og tværs, de sorthårede med de lyshårede og drengene med pigerne. Så der er ikke markante skillelinjer på den måde. Men når man sidder og registrerer det over lang tid, så kan man se, at der er et mønster," siger hun.

Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem, så længe børnene trives. Men det kan blive et problem, hvis de etniske minoritetsbørn kommer ud på den anden side af institutionslivet med den erfaring, at de hører til en bestemt slags. Især hvis de ikke rigtigt oplever, at de anerkendes, for det de gør, mener Eva Gulløv. Det kan nemlig blive en utilsigtet effekt af den pædagogiske tradition, der lægger meget vægt på, at børnene udvikler sig gennem deres egne lege og forhandlinger.

"I en institutionsform, hvor vi lægger rigtigt meget vægt på, at det hele er sprogligt organiseret - vi tillader for eksempel ikke, at børnene slår hinanden, og vi bryder os ikke om, at de skubber og sparker - betyder det selvfølgelig, at de børn, der behersker det legitime sprog, nemlig dansk, alt andet lige klarer sig bedre," siger Eva Gulløv, der understreger, at hun ikke er ude på at kritisere pædagogikken, men at påpege, at der er store sociale kræfter på spil.
"Jeg har været ude i flere institutioner, hvor især muslimske drenge betegner sig selv som muslimer og ikke som danskere. Når det kommer fra tre- til fireårige børn, synes jeg, det er værd at arbejde med," siger hun.

Samme fremtidsdrømme. Selvom minoritetsbørnene har en oplevelse af at være anderledes end deres etnisk danske jævnaldrende, har de de samme drømme for fremtiden, fortæller klubleder Kristian Hopp.

"Hvis man spørger dem, hvad et godt liv er, og hvordan de vil få det, siger de: 'Jeg vil have en uddannelse og et job, så jeg kan forsørge min familie. Jeg vil have et hus, og jeg vil have en bil'. Det er rimeligt universelt, uanset om du hedder Mads eller Mehmet," siger han.
Kristian Hopp ser, at der sideløbende med tendensen til polarisering er en positiv udvikling, hvor flere unge med minoritetsbaggrund uddanner sig og kommer ud på arbejdsmarkedet.
"De vil være en del af det danske samfund med de forpligtigelser, krav og forventniger, der er til at bo i Danmark," siger han.
Forskellene er måske i virkeligheden slet ikke så store, mener også Anil på 11 år fra Ungehuset Hedemarken. Han formulerer det sådan:
"Danskere? Det er vel normale mennesker ligesom os."