Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 22
Chef og tillidsmand på samme tid
SFO-lederne i Helsingør er som nogle af de første i landet på vej til at få deres egen tillidsrepræsentant. SFO-lederne har brug for en repræsentant, der kan tale deres sag i forhold til forvaltningen.
Af: Gitte rebsdorf
Peter Nielsen bruger det meste af sin arbejdstid foran computeren. Han er chef for 40 medarbejdere og 3 ledere i SFO-ordningen på Borupgårdskolen i Helsingør Kommune, så han har mange ledelsesopgaver. Men SFO-chefen er også netop blevet valgt som tillidsrepræsentant for samtlige SFO-ledere i kommunen. Dem er der 15 af.
Det er ellers ikke normalt både at være chef og tillidsmand. Men selvom det kan virke som en modsætning, mener Peter Nielsen, at der er god grund til, at lederne ligesom medarbejderne vælger en tillidsmand, som kan varetage deres interesser.
"På sin vis er jeg enig i, at det kan virke paradoksalt. Vi er jo en del af ledelsen. Men det er også en naturlig udvikling, og vi har brug for det," fastslår han.
Den nyvalgte ledertillidsrepræsentant henviser til en konkret ordning i kommunen, hvor skoleinspektøren sidder med til ledermøder med forvaltningen.
"Det giver nogle problemer, at vi får informationerne på anden hånd. Vi vil gerne selv med til møderne og inddrages i beslutningerne. Så det er et af de forhold, vi vil forsøge at ændre med den nye tillidsmandsfunktion," siger Peter Nielsen.
Men også i forhold til den lokale BUPL-fagforening forventer Peter Nielsen, at det nye tiltag vil være en fordel.
"Jeg regner med, at vores samarbejde vil blive forbedret. Vi får en tættere kontakt og vil have en løbende dialog. Det var i øvrigt også fagforeningen, der gjorde os opmærksom på, at ledere nu har mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant," siger han.
Løn- og ansættelsesforholdene for de 15 SFO-ledere i Helsingør Kommune står højt på tillidsmandens liste over punkter, han skal arbejde med.
"Vi har oplevet, at kommunen har placeret nyansatte ledere væsentligt under kollegernes lønniveau, også når der tages højde for uddannelse og erfaring. Men med den nye tillidsmandsfunktion og den tætte kontakt til fagforeningen vil det være sværere for kommunen at slippe af sted med at presse lønnen på den måde. Før blev løn til en ny leder aftalt i samarbejde mellem skoleinspektøren og forvaltningen. Men når vi står samlet i ledergruppen, er vi stærkere," mener han.
Ifølge Peter Nielsen er lederne af daginstitutionsområdet i Helsingør Kommune også på vej til at vælge en ledertillidsrepræsentant.
Peter Nielsen er blevet valgt af sine kolleger. Formelt set mangler valget at blive godkendt i BUPL og i kommunen.