Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA: DIGITALISERING. SÅDAN BLIVER DU KLOGERE.
Tag iPad'en med hjem
Pædagoger skal ind og ’røre’ ved de digitale medier og komme over den IT-forskrækkelse, som mange har, siger forsker i spil og læring Jari Due Jessen.
Af: Thomas Davidsen
Selvom udbredelsen af digitale redskaber i daginstitutionerne går stærkt, er det ikke ensbetydende med, at pædagogerne automatisk følger med. Sidste år fastslog en rapport fra Rambøll, at en del er tøvende med at anvende redskaberne. Det kan der være flere grunde til.
Ifølge Jari Due Jessen, ph.d.-studerende i teknologi, leg og læring ved DTU, har mange pædagoger svært ved at overskue, hvad der findes på markedet.
»Man kommer ikke udenom at interessere sig for software. Det gælder både viden om produkter og viden om, hvordan de kan anvendes i et pædagogisk perspektiv. Derudover kan der være både praktiske og økonomiske barrierer for at komme i gang,« fortæller han.
Der skal købes hardware, etableres trådløs internetforbindelse, og der skal downloades programmer og apps. Når programmerne er installeret, skal pædagogerne lige nå at forstå dem selv, før de slippes løs på børnene.
»Det skal der findes tid til i en travl hverdag og penge til i et stramt budget. Afsættet til digitaliseringsprocessen kan virke stort og uoverskueligt, men er først og fremmest et spørgsmål om prioritering,« siger Jari Due Jessen.
Hvis teknikken og programmerne er indkøbt, men pædagogerne ikke følger med, er det en fejlsatsning.
»Vi ser mange eksempler på, at børn sidder med en iPad og har gang i spændende ting, som de ikke kan komme videre med, fordi de ikke bliver hjulpet. De kan fx have lavet video- og lydoptagelser, som de ikke får færdige, fordi det kræver, at pædagogen bringer dem videre. Det betyder, at børnene ikke får udviklet deres digitale kompentencer. Men det betyder også, at de ikke får klippet et par steder i deres video, og at de derfor ikke kan vise en færdig film til deres forældre og de andre børn,« siger Jari Due Jessen.

Sæt fingeraftryk. IT-programmører har ikke nødvendigvis forstand på, hvordan børn agerer. Det har pædagoger til gengæld, og derfor kan professionen sætte et fingeraftryk på den digitale udvikling i daginstitutionen meget tydeligere, end man umiddelbart skulle tro, mener Jari Due Jessen.
»Når det gælder det store udbud af programmer på markedet til børn, skal pædagogerne på banen. Hvem skulle være bedre til at vurdere nye apps, og hvordan et spil fungerer i virkelighedens verden? Pædagogerne har grund til at have så meget selvtillid i de digitale universer, at de fremstår som eksperter,« mener Jari Due Jessen.
Det er vigtigt, at pædagoger involverer sig i digitale medier, mener han.
»Den digitale institution fungerer bedst der, hvor pædagogerne tager iPad’en med hjem og leger med programmerne. Går på You Tube og skaffer sig lidt information, så de kan vejlede børnene i, hvordan de søger information. De apps, man bruger, har en stor betydning, men endnu vigtigere er det, at pædagogerne formår at folde mulighederne i programmerne ud. Derfor skal de ind og ’røre’ ved de digitale medier og komme over den IT-forskrækkelse, som mange har,« siger Jari Due Jessen.