Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 40
Der var engang, hvor børnebøger var farlige...
Palle alene i Verden er baseret på videnskab, Den Store Bastian er en joke, og engang blev det betragtet som direkte farligt for børn at læse for meget. Det fortæller professor Torben Weinreich, der for nylig har udgivet en bog om dansk børnelitteratur gennem 400 år
Af: Mikkel Kamp
Den store Bastian er en af de mest udskældte bøger i pædagogiske kredse. Den er et skræmmeeksempel på, hvor slem børnelitteratur med et opdragende sigte kan være. Men i virkeligheden prøver bogen slet ikke at opdrage eller skræmme børn - tværtimod.
"I dag bliver bogen opfattet som frygtelig, men i virkeligheden var den en joke. Forfatteren til bogen var dødtræt af, at de bøger, man kunnne købe i boghandlerne i Tyskland, var opdragelsesbøger. Derfor skrev han en bog til sin søn på tre år, der var skåret over samme læst, som de andre bøger. Han smurte bare endnu tykkere på, så børn, der ikke opførte sig ordentligt, for eksempel fik revet armene af. Den Store Bastian bliver opfattet som den værste bog i en genre, som den i virkeligheden gør tykt grin med," fortæller Torben Weinreich, der er professor i børneliteratur. For kort tid siden udgav han bogen Historien om børnelitteratur - Dansk børnelitteratur gennem 400 år.
I den kan man læse, at der faktisk ikke skete specielt meget på børnebogsfronten de første 250 år. I gennemsnit udkom der knap to børnebøger om året i hele perioden.
Danmarks første børnebog er Børne Speigel fra 1568. Heri skriver forfatteren Niels Bredal om, hvordan børn skal opføre sig og huske at bede til gud. En stor del af bogen handler dog om personlig hygieje. Her forklarer forfatteren i digtform, hvordan man kropsdel for kropsdel skal holde sig ren. Om næsen skriver han:
"Lad din næse hverken dryppe eller rende, snorke, snøfte, rynke eller stoppes. Når du Næsen rense eller tørre vil, saa hav en særlig Næsedug dertil, Eller kast det på jord, men vær da straks rede, at det skal du med foden bort træde, lad dine Fingre ikke derved røre, eller dine klæder dermed besmøre."
På trods af de gode råd blev bogen sandsynligvis ikke en bestseller. Til gengæld kan den betragtes som startskuddet til en klassisk konflikt inden for børnelitteraturen, nemlig konflikten mellem den opdragende og belærende litteratur og den underholdende litteratur.
Syv år tidligere udkom der nemlig en bog, som har været mere populær hos børn, selvom den er skrevet til voksne, vurderer Torben Weinreich. Bogen hedder En Ræffue Bog (Rævebogen) og indeholder historier om en snu ræv, der narrer de andre dyr og i nogle tilfælde spiser dem. Historien er en videreudvikling af gamle fabler, der dukkede op i blandt andet Indien og Ægypten allerede for 5.000 år siden. Dyrene bliver tillagt menneskelige egenskaber. De kan for eksempel tale og lever i et samfund, der til forveksling minder om et monarki. Løven er konge, og i En Ræffue Bog ender ræven med at blive statsminister.
"Der var sikkert flere børn, som havde lyst til at læse den end den belærende litteratur. Den konflikt har været der lige siden, selvom man de seneste 10-15 år er begyndt at satse på, at det også skal være kunst. Der udkommer stadig belærende bøger. Det er for eksempel bøger, som problematiserer flygtningeproblemer, der helt klart har det formål, at børn skal få et positivt syn på fremmede," siger Torben Weinreich, der ikke har noget imod, at børnelitteraturen kan være belærende.

Advarede mod at læse. Synet på børns læsning - især lystlæsning - har ændret sig markant i de seneste par hundrede år. I slutningen af 1800-tallet blev der direkte advaret mod overdreven læsning.
"Skal man tale om børns læsning, deriblandt særlig deres Morskabslæsning, er det af vigtighed først og fremmest at gjøre opmærksom paa, hvor farligt det er, når en Syssel som denne med dens ensidige paavirkning af de aandelige evner ikke holdes indenfor de rette grænser; fra en nærende Føde, kan den blive en tærende gift," skrev kritikeren Herman Trier i et debatindlæg i 1879.
"I begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at se læsning som noget mere positivt, fordi den forhindrede børnene i at lave noget ufornuftigt. Hvis man bruger tiden på at læse en god bog, så står man ikke på et gadehjørne. Det forhindrer børn i at komme i uføre, mente man. Det er først indenfor de seneste 40-50 år, man helt entydigt har syntes, at det var godt for børn at læse. Nu betragtes det nærmest som noget helligt at læse i fritiden," siger Torben Weinreich.
Derfor bliver det af mange betragtet som bedre, at børn læser bøger, end at de ser fjernsyn eller sidder ved computeren. Bogen er med andre ord stadig et middel til at bekæmpe dårligdomme.
Det går Torben Weinreich dog ikke så højt op i.
"Det vigtigste er, at børn får fortalt nogle gode fortællinger. Jeg vil hellere have, at de ser en god film, end at de læser en dårlig bog. Selvom det positive ved at læse er, at bøger stimulerer fantasien. Vi ser historierne for os inde i hovedet. Det behøver vi jo ikke, når vi ser en film. Samtidig udvider bøger som H.C. Andersens eventyr børnenes begrebsverden. Vi bruger jo mange korte ordspil, som man kun kan forstå, hvis man kender historierne bag," siger Torben Weinreich og nævner H.C. Andersens Den Grimme Ælling som et eksempel.

Pædagoger vil opdrage. Lærere og pædagoger har haft stor betydning for børnelitteraturen både som formidlere af den til børnene og som børnebogsforfattere.
Palle alene i Verden er for eksempel skrevet af Jens Sigsgaard, der i en årrække var rektor for Frøbelseminariet. Han beskæftigede sig i sagens natur med pædagogik og udgav fagbøger om børneopdragelse. Palle alene i Verden kommer ikke kun ud af Jens Sigsgaards fantasi. Den er baseret på et forskningsprojekt, hvor flere end 1.000 børn i alderen fem til otte år har svaret på, hvad de ville gøre, hvis de fik mulighed for at gøre, præcis hvad de ville. De ville blandt andet gå, hvor græsset ikke må betrædes, ikke vaske sig særlig meget, spise en masse chokolade og køre brandbil helt alene. Jens Sigsgaard slutter bogen med en belærende pointe. Palle ender med at føle sig ensom og synes, at tingene ikke er så sjove længere, netop fordi han er alene.
Der er flere andre eksempler på, at folk fra den pædagogiske verden har skrevet børnebøger. Det er helt naturligt, mener Torben Weinreich.
"Ofte gør de det med et formål. Børnebøger, der er skrevet af lærere har ofte et undervisende element, mens bøger af pædagoger ofte har et mere opdragende element med budskaber som: Vi skal tage hensyn til hinanden, og du skal huske at vaske hænder," siger han og understreger, at hans udtalelse er ment generelt. Der er masser af eksempler på lærere og pædagoger, der griber det anderledes an.
Pædagoger kan også spille en betydelig rolle i formidlingen af børnebøger, og det er langt fra ligegyldigt, hvordan de gør det.
"Det er pædagogernes rolle at hjælpe børnene til at se, at der er mere litteratur, end de tror, der er. Børnene kender en række historier, og så må man vise dem de andre. Jeg er imod en spejlpædagogik, der siger, at det der foregår i institutionen skal afspejle samfundet omkring den. Det vil i dette tilfælde sige, at man læser de bøger, børnene allerede kender. Det siger jeg nej til. Institutioner skal ikke have Richard Scarry- og Disneybøger, fordi børnene har dem derhjemme. Institutioner skal i stedet vise dem de gode klassikere og måske god nyere litteratur," siger Torben Weinreich.
Professoren mener dog ikke, at der kan gives nogen entydig definition på god børnelitteratur.
"Der findes tre grupper, som bedømmer, hvad der er god børnelitteratur. Det er børnene, dem der formidler den til børnene - for eksempel pædagoger - og så forskere og litteraturkritikere. Alle har en mening om, hvad god børnelitteratur er, men de vil ofte være uenige. Mange børn vil mene, at W.I.T.C.H-bøgerne er gode, mens forskerne vil mene, at de er dårlige, siger Torben Weinreich.
Selv er han dog ikke i tvivl om, hvad der er den bedste børnebog.
"Det er Robinson Crusoe. Den læste jeg som barn, og syntes den var fantastisk. Jeg har genlæst den flere gange som voksen og synes stadig, den er god," siger han resolut og understreger, at den holdning ikke har noget med videnskab eller historie at gøre.


H.C.Andersen er størst. Det er dog langtfra alle bøger, der holder, mener Torben Weinreich.
"Der er forlag, som har genudgivet Jan-bøgerne og Puk-bøgerne. De har solgt mange eksemplarer, men bøgerne appellerer i højere grad til de voksne, der selv læste dem som barn, end de appellerer til nutidens børn og unge. Mange voksne forveksler bogen med deres oplevelse af bogen. De havde en god oplevelse engang, men det var i en helt anden tid og sammenhæng. Man kan ikke give gamle bøger kunstigt åndedræt på den måde."
Dog er der gammel litteratur, som stadig holder.
"Det er bøger som Peters Jul, Ingemanns morgensalmer, Flugten fra Amerika, Pippi Langstrømpe og så selvfølgelig H.C. Andersens eventyr. Der er mange - både børn og voksne - til at holde dem i live," siger Torben Weinreich, der ikke er i tvivl om, hvem der har haft størst betydning for børnelitteraturen. Det er H.C. Andersen, der som den første talte børnenes sprog.
"Det fik han masser af kritik for. Kritikerne mente, at børn skulle lære at tale det voksne sprog, og derfor skulle man også henvende sig til dem i et voksent sprog," fortæller Torben Weinreich.
Samtidig mente en del af anmelderne, at H.C. Andersens eventyr ikke var moralsk opbyggende. I 1836 skrev en af dem om Fyrtøjet:
"I det mindste vil ingen pastaa, at Barnets Takt for Sømmelighed skærpes, når det læser om en Prindsesse, der sovende rider, paa en Hunds Ryg, hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke tildragelse."
H.C. Andersen lod sig gå på af kritikken, men trøstede sig med, at der også var kritikere, som roste hans eventyr, og som de fleste danskere ved, endte eventyerene med at blive nogle af de mest læste i verden.
Eventyrene fik også stor afsmittende effekt på andre børnebogsforfattere, der overtog stilen med at henvende sig til børnene ved hjælp af børnenes eget sprog.

For få politiske børnebøger. Historisk set har flere børnebøger beskæftiget sig med politiske emner og næsten altid på myndighedernes side. Bøgerne har opdraget til at være gode samfundsborgere. Torben Weinreich nævner spejderbøgerne fra begyndelsen af 1900-tallet som eksempel. De lægger vægt på dyder som, at man skal holde ord og være udholdende, og ligesom de tidlige børnebøger lægger de også vægt på sundhed.
Men i 1970'erne skete der noget nyt.
"Der udkom en række socialistiske bøger, som jo er en slags oppositionslitteratur. Det var forfattere som svenske Sven Wernström, der førte an og skrev bøger som Ole og fabrikken. Bøgerne var udtryk for nogle strømninger, og de påvirkede strømningerne. Den samfundskritiske børnebog stod stærkt og skabte debat, fordi forældre klagede over, at de blev læst i børnehaverne. Dengang var børnebogen en politisk slagmark," siger Torben Weinreich, der godt kan savne den samfundskritiske bevidsthed i børnebøgerne.
"Nu tilstræber man at have en kunstnerisk intention med bøgerne. Det er fint, men man glemmer nogle gange at fortælle saftige historier. Historier, der kalder ting ved deres rette navn. I 1970'erne ville man ikke have haft Dansk Folkeparti, uden at deres synspunkter var blevet kritiseret i børnebøger. I dag er der kommet en stor forsigtighed og stor politisk korrekthed," siger Torben Weinreich.