Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 07
»I menneskebarnets evolution har legen altid været nøglen til læring«
Struktureret læring i børnehaven er lige så meningsløs som det snævre pædagogiske fokus på grænser og autoriteter, mener den tyske forsker, forfatter og børnelæge Herbert Renz-Polster, der ser den pædagogiske debat i lyset af menneskebarnets evolutionshistorie.
Af: Mathias Irminger Sonne
Den økologiske bølge er for længst skyllet ind over det industrialiserede samfund med kravet om, at dyr skal behandles efter deres natur. Hvis man spørger den tyske børnelæge, forfatter og evolutionsforsker Herbert Renz-Polster, er det på allerhøjeste tid, at vi i vores pædagogiske idealer også begynder at tage menneskebørns natur og evolutionære arvegods alvorligt.
»I de pædagogiske debatter ignorerer vi desværre en lang række biologiske fakta, der ellers ligger lige for. Med menneskebørn er der jo ikke tale om en vilkårlig udvikling i evolutionen, men om en proces, der kan give os en lang række fingerpeg om, hvordan man med succes går fra at være et udsat menneskebarn til at være en overlevelsesdygtig voksen,« siger han.
I sin nyeste bog – den populært formidlede ’Menneskebørn’ – gør han blandt andet op med vores kulturs evige angst for at ’forkæle’ børn med opmærksomhed.
»Fra et evolutionært synspunkt har nærhed altid været en forudsætning for overlevelse. Menneskebørn er ekstremt udsatte og kan groft sagt ikke overleve en halv time uden voksen beskyttelse,« fortæller Herbert Renz-Polster og kalder det absurd at fokusere på at sætte rammer og ’turde være en autoritet’.
»Debatten om grænser forudsætter, at børn er født ind i et kampforhold med voksne,« lyder det med et suk fra børnelægen, der side­løbende med sin lægepraksis forsker i blandt andet folkesundhed og evolutionshistorie ved Heidelberg Universitet.
»Mange siger, at børn skal præges og bøjes i så og så høj grad, ellers overtager de magten. Det er en fejlslutning, hvor man kun ser mennesket som kulturelt væsen og derfor helt overser, at et gensidigt, socialt fungerende forhold til de voksne er og i evolutionshistorien altid har været en forudsætning for menneskebørns udvikling. Så simpelt er det. Børn skal føle sig sikre på deres sociale omverden, før de begynder at udvikle sig, udvide deres interessezone og agere selvstændigt.«

Et vildspor. Med evolutionshistorien som baggrund mener Renz-Polster derfor, at det er et vildspor at kræve mere struktureret læring i børnehaven, som det netop nu diskuteres i den danske ’Task Force om Fremtidens Dagtilbud’ under ledelse professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet.
»Jeg kender ikke den specifikt danske debat, men generelt er jeg overbevist om, at stramme pædagogiske læreplaner og mere struktureret læring vil hæmme børnenes udvikling. For det første fordi vi mennesker kun lærer med en høj grad af egenstyring og egen begejstring. Evolutionært betragtet skyldes det, at menneskebørn fødes i så forskellige og udsatte livssituationer, at de selv må skabe overlevelsesstrategier og styre deres læringsudvikling. Den anden afgørende komponent er, at mennesker langt overvejende lærer i sociale relationer,« siger Herbert Renz-Polster.
»Hvis børnenes trang til leg og social interaktion understøttes, så lærer de helt automatisk. Men hvis abstrakt læring og kognitiv udvikling sættes i centrum, så hæmmes deres empatiske og sociale evner, og de mister lysten til at lære,« siger han og tilføjer, at den sociale læring giver børn langt mest, hvis den foregår i blandede aldersgrupper.
»En gruppe jævnaldrende kommer hurtigt ud i konkurrencesituationer mellem mere eller mindre ligeværdige parter. Hvis der er aldersspredning, vil de små børn søge forbilleder i de større børn, der kan mere end dem selv. Samtidig kan børn helt ned til 4-årsalderen abstrahere fra deres eget niveau og forklare og tale til yngre, så de forstår det. Det er både kognitivt og socialt en vigtig læringsproces, som tidligere har tjent både det yngre menneskebarns overlevelse og det ældre barns empatiske evner, sociale færdigheder og status i gruppen,« siger han.

Børns egne præmisser. I Herbert Renz-Polsters evolutionære optik er der derfor ingen tvivl om, at vi skal sætte alle kræfter ind på at skabe socialt rige og trygge livsverdener for børnene, og at vi skal holde op med at foreskrive børnehavebørn, hvad vi synes, de bør lære, hvornår og hvordan de bør lære det.
»I stedet skal børnene have rum og plads til at eksperimentere selv og forstå verden på deres egne præmisser. I menneskebarnets evolution har legen altid været nøglen til læring,« lyder det fra den tyske forsker og forfatter.
Dermed synes Herbert Renz-Polsters vision at gå godt i spænd med drømmen om ’den ny nordiske institution’, hvor pædagoger på baggrund af stærke sociale fællesskaber arbejder med børnenes ’faglige, personlige og almene udvikling og med læring, hvor man bruger legen til at udvikle børns kompetencer’, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har formuleret visionen.
»Det lyder fint foreneligt,« siger Herbert Renz-Polster, men han advarer samtidig mod, at det hurtigt kan blive skønne spildte kræfter, hvis pædagoger skal til at lave et struktureret læringsforløb ud af enhver skovtur.
»Hvis børnene ikke interesserer sig for de samme detaljer, som pædagogerne har planlagt, at de skal interessere sig for, så er vi lige vidt. Omvendt tror jeg ikke, det vil være skadeligt. I børnehavealderen skelner børn ikke mellem hverdagserfaring og læring. De deltager og har det sjovt, hvis det virker vigtigt for de andre børn og især den voksne, de oplever det sammen med og søger anerkendelse hos. De deltager altså, men for det sociale forholds skyld, ikke for læringens,« siger han og konkluderer:
»Det er ekstremt vigtigt at dele sin viden og fremme børnenes begejstring for at lære. Men børnene får ikke mere ud af det, fordi der er definerede didaktiske mål. Gode pædagoger er jo dem, som er gode til at gribe situationen – om det så er skovturen i regnvejr, et skænderi eller en bold, der hopper på en sjov måde. Her er børnene klar til at lære, men med lære­planer til afkrydsning er børnehavebørn sat af, før vi kommer til pointen.«

Kulturel usikkerhed. I Herbert Renz-Polsters øjne er der mange grunde til, at en lang række lande i Europa i disse år igen satser mere på topstyret læring i institutionerne, hvor de voksne bestemmer både indhold og struktur i læringen. En af de vigtigste grunde er en kulturel usikkerhed, der gør, at vi er bange for ikke at stimulere vores børn nok.
»Vi er for eksempel bange for den asiatiske vækst, og med de dårlige resultater i PISA-undersøgelserne blev vi chokeret over andre kulturers angivelige succes,« lyder det fra den tyske forsker.
»Men det stikker dybere. Det mere autoritært styrede barn, som vi kender det fra det 19. århundrede og indtil 1960’erne, er på vej tilbage. Det er i mine øjne et spejlbillede af vores samfund, hvor tidspres, socialt pres og selvudfoldelse klemmer os fra alle sider. Den øgede selvkontrol, som det har medført, har også skabt en øget børnekontrol.«
Når Herbert Renz-Polster nu efterlyser meget mindre topstyring i daginstitutionerne, lyder det i manges ører som et ekko af en naiv 70’er-pædagogik. Det forstår evolutionsforskeren godt.
»Der var en stor optimisme i 70’er-pædagogikken: ’Vi sender børnene ud at lege i skoven, så sætter den biologiske udviklingsmotor i barnemaven i gang, og så kommer læringen af sig selv’. Evolutionsteoretisk betragtet mener jeg, vi skal holde fast i noget af dette. Verden har ændret sig, men vi må stadig spørge: Hvordan kan vi understøtte børnene i deres egen læring?«
Men hvis børn ikke rustes til at lære sprog og abstrakte færdigheder, er de så ikke prisgivet med de stigende faglige krav, som de senere konfronteres med i uddannelses- og arbejdsverdenen?
»Tiderne og kravene ændrer sig lynhurtigt,« lyder det med høj røst fra Herbert Renz-Polster.
»Derfor må vi fremme børns sociale kompetencer og deres kognitive udviklings­muligheder, så de har rum til at udvikle sig. På indholdssiden kan vi alligevel ikke blive ved med at fylde på ovenfra og ned. Man kan jo ikke bygge læring op, som man bygger en mur,« siger han og kræver mindre imitativ læring og mere kreativ læring.
»Hvis vi kigger på globaliseringsdebatten, skal vi i fremtidens højt specialiserede videns­samfund ikke klare os med mængden af kanoniseret læring og med reproduktion af viden, men med specialisering, kreativitet og innovation. Vi må ud af den stivnede opfattelse af, hvad dannelse er, og hvordan man opnår den. Desværre er det sværere at definere og måle disse mere abstrakte mål for læring og dannelse. Derfor falder mange tilbage til de nemme løsninger og kræver kontant og skematiseret læring,« siger den tyske evolutionsforsker.
Tilbage står spørgsmålet, om vi virkelig skal tage evolutionshistorien så alvorligt i en verden, der er gennemsyret af menneskets kultur?
»En del af vores natur er jo, at vi er kulturskabende. Jeg ser det ikke som en modsætning, men som et samspil, hvor vi konstant skaber nye betingelser for vores liv,« siger Herbert Renz-Polster.
»Men rammebetingelserne ændrer sig ikke afgørende. Det er stadig samme grundingredienser, vi taler om – den samme urtillid, som danner basis for læring.«

Herbert Renz-Polster:
Årgang 1960, praktiserende børnelæge og forsker ved Institut für Public Health ved Heidelberg Universitet.
Herbert Renz-Polster har skrevet lærebøger for medicinstuderende samt de populært formidlede bøger ’Kinder verstehen’ (Kösel Verlag, 2009) og ’Menschenkinder: Plädoyer für eine artgerechte Erziehung’ (Kösel Verlag, 2011).