Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Pædagogers faglige kritik nytter
To norske forskere har indsamlet vidnesbyrd fra pædagoger, der har ytret sig kritisk om pålagte opgaver, de ikke kunne stå inde for. Kritikken nytter, lyder deres budskab. I Danmark har ytringsfriheden stadig trange kår, men der er et lille lys i mørket, siger sociolog Rasmus Willig, som er på vej med ny bog.
Af: Marie Bille
Pædagoger har en moralsk og etisk forpligtigelse til at sige tydeligt fra, når de bliver pålagt at indføre metoder, koncepter eller procedurer, der mere er til for systemets end for børnenes skyld.
Det mener de to norske forskere Mari Pettersvold og Solveig Østrem. De har indsamlet vidnesbyrd fra 15 norske pædagoger, som har modsat sig tiltag, de ikke kunne stå inde for fagligt. De har enten ytret sig kritisk i medierne eller direkte til forvaltningen.
»Der findes faktisk pædagoger, som ytrer kritik, og hvor det får en konsekvens. Vi ønsker at få de fortællinger fortalt, for de er derude,« siger Solveig Østrem, da Børn&Unge møder de to forskere på DPU, Aarhus Universitet. De er i Danmark for at fortælle om resultaterne af deres forskning.
Forskerne er kommet til den opløftende konklusion, at pædagogerne i flere tilfælde kommer igennem med deres kritik opad i systemet, at der bliver lyttet, og beslutninger bliver ændret. Pædagogers handlingsrum er større, end man umiddelbart tror, og det nytter at sætte spørgsmålstegn ved pålagte opgaver, lyder budskabet.
Et eksempel er en norsk børnehave, der bliver pålagt at indføre et vurderingsskema, som skal følge barnet i overgangen fra daginstitution til skole. Pædagogerne er ikke enige og skriver et brev til forvaltningen, som handler på baggrund af pædagogernes faglige argumenter.
’Lederen, der havde foreslået tiltaget, havde aldrig oplevet den type argumentation fra en børnehave. Han var overbevist. Sagen blev droppet’, fortæller pædagogen ’Lisbeth’ i bogen.
Ifølge forskerne viser eksemplet og flere lignende fortællinger, at tiltag fra forvaltningen ikke altid er gennemtænkte, og at gode, faglige argumenter kan være tilstrækkeligt til at få omgjort beslutninger.
Men selvom de 15 fortællinger tilsammen viser, at kritik nytter, så er den ofte uønsket og fører i nogle tilfælde til stærke følelsesmæssige reaktioner.
»En leder dunkede bogstaveligt talt hovedet i bordet foran pædagogerne,« siger Mari Pettersvold.
I de tilfælde er forløbet stærkt ubehageligt for pædagogerne, og fortællingerne indeholder da også eksempler på trusler om opsigelse. Men ingen af de kritiske pædagoger bliver rent faktisk fyret, og det er ifølge forskerne en vigtig pointe: At selvom kritikken i nogle tilfælde er uønsket, så er den ikke farlig.

Kritikken vokser. Ifølge de norske forskere er kritikken fra pædagoger i Norge vokset de senere år. Stadigt flere ytrer sig offentligt, og kritikken er blevet mere fagligt velfunderet.
I 2016 førte det, som forskerne kalder ’børnehaveoprøret’, til, at regeringens forslag til en børnehavelov, der åbnede for at indføre læringsmål i de norske børnehaver, blev taget af bordet. I næsten 100 debatindlæg havde pædagoger, forskere og forældre argumenteret imod i månederne op til, at sagen skulle behandles i det norske Storting.
Senest har norske pædagoger delt fortællinger fra deres hverdag under hashtags som #Uforsvarlig og #Barnehageopprør2018 for at gøre opmærksom på behovet for bedre normeringer. I juni vedtog det norske storting at indføre minimumsnormeringer, der skal gælde fra august næste år.
»Blandt norske pædagoger er der en forståelse af, at vi har et kritisk mandat: ’Kritik er nødvendig, så vi må sige fra – vi er nødt til det’. Vi har bevæget os fra uro til gode argumenter. Pædagoger er begyndt at formulere sig i større og større grad, også i aviserne,« siger Solveig Østrem.

Den gale vej. Men hvordan ser det ud i Danmark? Kan den samme tendens spores herhjemme, hvor debatten om pædagogers og andre offentligt ansattes ytringsfrihed har kørt længe?
Rasmus Willig er sociolog og har skrevet flere bøger om ytringsfrihedens og kritikkens ringe vilkår blandt offentligt ansatte. Han er ’tvedelt i spørgsmålet’, fortæller han over telefonen da Børn&Unge ringer for at høre, hvordan kritikken trives herhjemme.
»Når man i undersøgelser spørger ind til, om folk ytrer sig om særlig kritisable vilkår, som offentligheden burde have kendskab til, er der ikke noget, der peger i retning af, at det går bedre. Tværtimod,« siger han.
Rasmus Willig har indsamlet undersøgelser blandt offentligt ansatte fra FTF-forbund, Magistrene og FOA i bogen ’Flexisme’, der udkommer i oktober. Ser man på de undersøgelser, går det stadigvæk den gale vej i Danmark, mener forskeren.
Pædagoger og andre professioner i Danmark oplever en højere grad af usikkerhed på arbejdsmarkedet. Det udmønter sig i, at de ansatte er mindre tilbøjelige til at ytre sig kritisk, simpelthen fordi de er nervøse for, at karrieren går i stå, forklarer han.
Men det er kun den ene side af billedet.
»Den anden side er, at der har været meget bevågenhed og diskussioner omkring emnet i Danmark. Det betyder selvfølgelig, at man nogle steder – det kan være kommuner, regioner eller arbejdspladser – har taget hul på en diskussion om ytringsfrihed og muligheden for at ytre kritik.«

Radikalt brud. Ifølge Rasmus Willig er der ikke politisk vilje til løse problemet.
»Vi har 10 års undersøgelser, der viser et problem, et voksende problem. At der ikke er handlet på det, er hverken de ansattes eller arbejdsgivernes skyld. Det er politikerne, der har sovet i timen,« siger han.
Ifølge forskeren er konsekvensen af ytringsfrihedens ringe vilkår, at arbejdsmarkedet ændrer sig. Han ser et radikalt opgør med den såkaldte flexicurity-model, som Danmark ellers er kendt for og stolt af.
»En del af flexicurity-modellen er, at man har sikkerhed for at kunne ytre sig uden frygt for sanktioner og repressalier. Den sikkerhed er sat over styr. Eftersom sikkerheden er den primære drivkraft for at pege på problemer på en arbejdsplads, jamen så har du en direkte årsag til dårligt psykisk arbejdsmiljø og stress,« siger Rasmus Willig og tilføjer:
»Jeg sad engang på en bænk i Ballerup med en pædagog, som sagde det fuldstændig præcist: I gamle dage stod pædagogerne for pædagogikken, og forvaltningen stod for forvaltningen. Nu er det forvaltningen, der udstikker pædagogikken, mens pædagogerne forvalter pædagogikken. Det er et præcist billede af, hvordan man bureaukratiserer helt ned i børnehøjde. Pædagogerne mister deres autonomi og får en bureaukratisk spændetrøje på.«

Utrygge pædagoger. Cindie Christoffersen er pædagog og fællestillidsrepræsentant i Ballerup Kommune. I 2014 blev hun uddannet som pædagogisk meningsdanner – en uddannelse, der ruster pædagoger til at deltage i den offentlige debat og stille op i medierne. Selv har hun ytret sig flere gange, men det er langtfra alle, der tør, oplever hun.
»Desværre er der ikke markant flere, der tør ytre sig nu. Jeg har lært en
masse, og det prøver jeg at give videre til tillidsrepræsentanterne, for de kan
bruge meget af det i deres hverdag. Nogle af dem er begyndt at skrive læserbreve og tro på, at de kan, og at det ikke er farligt. Men det er kun to eller tre, ellers ser jeg generelt, at pædagoger er utrygge ved at ytre sig,« siger Cindie Christoffersen.
Pædagogerne mangler tillid til, at det ikke får negative konsekvenser, hvis de står frem med kritik, mener hun.
»Man vil ikke risikere noget, og så er det svært,« siger Cindie Christoffersen.
Hvis kritik skal gøre en forskel, så skal den også udtrykkes på en måde, så folk gider lytte, påpeger hun.
»Så vi ikke bare peger fingre og siger, at ’det hele er noget lort, og at politikerne ikke ved en skid’. Tilgangen er vigtig, og man skal som pædagog vide, hvordan man skal gøre det,« siger Cindie Christoffersen og forklarer, at det er en god idé, at vise med helt konkrete eksempler, hvad for eksempel kommunens dokumentationskrav betyder i en presset hverdag, hvor tiden går fra børnene. Og så er det vigtigt at være konstruktiv, så kritikken ikke bliver brok, mener hun.

Lys i mørket. En positiv tendens er, ifølge Rasmus Willig, en spirende ledelsesmæssig forståelse for, at stilhed på bagklappen ikke nødvendigvis er et tegn på, at det går godt. At det tværtimod er et tegn på, at ingen tør ytre sig om problemerne.
»Det er en forståelse, jeg har mødt, når jeg har talt med ledere, især det seneste år. Det er nyt for mig at se. De har forstået, at deres legitimitet afhænger af, om medarbejderne kan gå til deres ledelse og – for at sige det rent ud – råbe og skrige over alle de frustrationer, de har.«
Hvis en ledelse kan svare på medarbejdernes kritik, så opretholder den sin legitimitet. Hvis ledelsen slet ikke hører om det, der foregår, mister den sin legitimitet. For så handler den i blinde, påpeger forskeren.
»Man er gået fra, at der findes irriterende medarbejdere, til at de irriterende medarbejdere ofte også er dem, der er meget engagerede, har meget på sinde og har fingeren på pulsen. Ledelsesopgaven består i at kunne høre det, der bliver sagt mellem linjerne, og kunne handle på det,« siger Rasmus Willig og tilføjer:
»Hvis det ses i forhold til de undersøgelser, vi har på området, så er det et mindre lys i mørket.«

Tal med hinanden. Hvad kendetegner så de historier, hvor pædagogers kritik har ført til forandringer? Det har de to norske forskere set nærmere på.
Tal med dine kolleger, så I er flere. Sådan lyder det første og vigtigste råd fra Solveig Østrem og Mari Pettersvold til pædagogerne.
»Ved at tale sammen, så formulerer man sig bedre. Hvis en uro skal blive til argumenter, kræver det, at man taler sammen og diskuterer. Læs op på andres kritik, så I har en blanding af argumenter fra jeres egen faglige baggrund og noget specifikt, I kan læse op på,« siger Solveig Østrem.
Det er også en god idé at forberede sig på de reaktioner, der kan komme, når man står offentligt frem med kritik.
»Du kan få et telefonopkald fra en leder, der skælder dig ud eller siger, at du må finde et andet job. Du kan lave en tjekliste eller et ’reaktionsbingo’ forinden – for ikke at tage det personligt. For man bliver let personligt og følelsesmæssigt berørt af reaktionerne. Kunsten er ikke at tage det personligt,« siger hun.
Det er en god idé at have en dialog med sin leder, inden man går videre med en kritik, lyder det fra de to forskere.
»Det gør det mindre belastende. Så har man meldt det ud på forhånd, så man ikke føler, man går bagom ryggen på nogen.«
Jo flere, der står bag kritikken, jo større chance er der for, at der bliver lyttet, lyder budskabet fra forskerne.

Om forskerne
Mari Pettersvold er sociolog og ansat ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Solveig Østrem er teolog, har doktorgrad i etik og er professor i pædagogik samme sted. Sammen har de to forskere skrevet flere bøger, og de blogger om blandt andet pædagogik, samfund og ytringsfrihed på mestrermestrerikke.no

Om forskningen
Forskningsprojektet er udkommet i bogen ’Profesjonell uro - barnehagelæreres ansvar, integritet og motstand’. Mari Pettersvold og Solveig Østrem har samlet vidnesbyrd fra 15 pædagoger, som har modsat sig krav, de ikke finder fagligt og etisk forsvarlige. Pædagogernes fortællinger handler om, hvad de sagde nej til, hvorfor og hvordan de ytrede deres kritik, samt hvilke følger det fik. Professionsudøvere fremstilles ofte som afmægtige i mødet med detailstyring fra myndigheder og forvaltning, skriver forskerne. Pædagogernes fortællinger viser, at det ikke er hele sandheden.