Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 19
Tag ansvaret for de frivillige
Pædagogerne skal selv skabe rammerne for de frivilliges bidrag i institutionerne. Og de skal sørge for, at der er tjek på formalia, mener lektor Bodil Klausen.
Af: Steffen Hagemann
Det gælder om at være afklaret, hvis man har tænkt sig at inddrage frivillige i institutionens arbejde - både på det pædagogiske og det praktiske plan. Det anbefaler lektor Bodil Klausen, der blandt andet underviser i velfærdsinnovation og frivilligt arbejde på VIA University College i region Midtylland.
"Man kan ikke bare lukke pensionister ind," siger hun.
Man skal have formalia på plads, hvilket blandt andet betyder, at man skal huske at indhente børneattester. Samtidig bør man også sikre sig, at de frivillige er dækket af en forsikring.
"Hvis man rekrutterer folk fra gaden, hvem står så med ansvaret for, at de er dækket af en forsikring," spørger Bodil Klausen.
"Man skal jo ikke gøre de frivillige en bjørne­tjeneste, så de kommer i klemme. Man kan ikke regne med, at de selv tænker på, om de er forsikrede," tilføjer hun.
Hun har selv været med til at organisere frivillige til et seniormentorprojekt i Dansk Flygtningehjælp, som har en forsikring, der dækker frivilligt arbejde. Også foreninger som Dansk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors har forsikringer, der dækker frivilligt arbejde, påpeger hun. Frivillige fra idrætsforeninger, som er organiseret under enten Danmarks Idræts-Forbund (DIF) eller Danmarks Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), er også forsikrede, oplyser DIF. De frivillige vil være dækket af såvel en ansvars- som en arbejdsskadeforsikring.

Tavshedspligt. Man skal også være opmærksom på, hvordan man forholder sig til den tavshedspligt, som de ansatte i institutioner er underlagt.
"Der kan være oplysninger, som de ikke må få. Man skal også aftale, hvor de frivillige må komme, hvad de må vide, og hvad de ikke må vide," anbefaler Bodil Klausen.
Institutionen skal også udstikke retningslinjer, så de frivillige ved, hvad deres opgave er.
"Der skal være klarhed over, hvilke opgaver de ansatte løser, og hvor grænsen går for det frivillige. Det ansvar påhviler institutionens ledelse, ligesom det er ledelsens ansvar at sikre, at medarbejderne er med på, at det er sådan, vi arbejder," siger hun.
Bodil Klausen har undervist studerende i velfærdsudfordringer og samarbejde med frivillige siden 2008. I løbet af de tre år har de studerendes holdning til frivillige ændret sig.
"I starten undrede de sig over, hvad det havde med uddannelsen at gøre. Nu er det mere selvfølgeligt, at vi er nødt til at forholde os til det," siger hun.
"Men jeg kommer ikke og underviser i, hvordan det er. Vi arbejder på at finde ud af, hvordan det skal være. Vi lægger vægt på, at vi ikke er modstandere af frivilligt arbejde. Vi vil bare gerne diskutere spillereglerne," siger hun.
De frivilliges indtog i institutionerne kan udløse hele paletten af reaktioner. Nogle institutioner er åbne, andre afvisende eller bare resignerende, er Bodil Klausens erfaring.
"Nogle steder bliver det oplevet som besparelse, især når det pædagogiske personale bliver beskåret, samtidig med at institutionerne opfordres til at tage frivillige ind," siger hun og understreger, at frivillige skal være et supplement, der ikke kan erstatte den professionelle indsats.
"Man kan fint have bedstemødre til at læse op, men vi har en faglighed, hvor vi bruger dialogisk læsning. Man kan ikke kun have frivillige til at læse op. Vi skal også have oplæsning i en pædagogisk kontekst," siger Bodil Klausen.


Læs mere på nettet
2011 er europæisk år for frivilligt arbejde.
Læs mere på frivillighed2011.dk

Spilleregler for frivillige
For et år siden holdt FOA og Frivilligt Forum konferencen 'Frivillige i Velfærden'. Efterfølgende lavede de to organisationer et udspil til spilleregler for frivilliges arbejde i velfærdsinstitutionerne. Udspillet er et godt udgangspunkt for en diskussion på det pædagogiske område, mener Bodil Klausen.
• Ansatte løser opgaver, der er nedfældet i lovgivningen (fx serviceloven) og har ansvar for, at opgaverne løses på en måde, der svarer til borgernes rettigheder.
• Frivillige kan ikke overtage dette ansvar.
• Frivillige udfører opgaver, hvor der ikke kræves visitation eller registreringer.
• Frivillige respekterer ansattes faglige kompetencer.
• Ansatte anerkender, at frivillige får mulighed for at yde en indsats, som ansatte ikke får mulighed for, specielt med hensyn til det omsorgsmæssige.
• Frivillige kan ikke pålægges referatpligt i forhold til borgerne.
• På institutionerne organiseres frivillige i en forening eller et netværk - gerne i samarbejde med en frivillig organisation.
• Det frivillige netværk bidrager til kommunikationen på institutionen og bistår ved rekruttering og praktisk tilrettelæggelse af den frivillige indsats m.v.
• Der udarbejdes regler for frivillige på hver enkelt institution, der passer til institutionens vilkår.
• Den frivillige indsats er ulønnet, men styrkes gennem andre former for anerkendelse.

BUPL's politik
BUPL mener, at den frivillige indsats kan være et bidrag til at skabe et samfund med større fælles ansvarlighed, øge tilliden mellem forskellige sociale grupper og styrke den sociale kapital og sammenhængskraften.
Frivillige skal ikke træde i stedet for de professionelle og andre fastansatte, som har den faglige indsigt og ansvaret for den faglige og etiske kvalitet, kontinuiteten og for, at borgerens rettigheder overholdes. Frivillige kan kun blive et supplement til i velfærdsstatens opgaveløsning.
BUPL mener også, at ledelsen i samarbejde med tillidsrepræsentanterne på den enkelte institution skal vurdere, om de ønsker og har ressourcer til at samarbejde med frivillige. Erfaringer viser, at frivillige kan supplere de professionelle med andre kompetencer og viden, og at et samspil mellem pædagogiske institutioner og frivillige foreninger på nogle områder kan være en støtte til arbejdet med børn, unge og deres familier.
Derfor anbefaler BUPL, at der arbejdes for at skabe et større kendskab til mulighederne i det at samarbejde med frivillige.
Vedtaget af BUPL's hovedbestyrelse i september 2011.