Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 05
TEMA ARKITEKTUR TIL BØRN: Børnene tabte kampen om pladsen
Institutionsbyggeriet har været præget af ambitioner om god plads, kunst og fokus på indretning, der passer til børn. Men børnene tabte kampen om pladsen på grund af økonomien. I ny bog sætter barndomsforsker Ning de Coninck-Smith fokus på idéer og dilemmaer i årtiers byggeri til børn.
Af: Vibeke Bye Jensen
Allerede i 1830’ernes asyler, som er de første børneinstitutioner, havde man sans for ’barnets skala’. Det betød, at man byggede og indrettede til børns størrelse og deres mulighed for at lege og lære. Asyltrappen, som var fast inventar i flere årtiers institutioner, er det første møbel, der er tegnet til børn. Den er forløber for det småbørnsmøblement, vi i dag blandt andet kender fra Tripp Trapp stolen, de små stole og borde og de små toiletter.
Ning de Coninck-Smith, professor på Insti­tut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, og barndomsforsker, har skrevet bogen ’Barndom og arkitektur – Rum til danske børn igennem 300 år’. Her viser hun i tekst og billeder, hvordan der i børneinstitutionerne op gennem tiderne til stadighed er blevet refortolket i forhold til ’barnets skala’.
»Det sker for at fremme forskellige syn på børn. Især viser institutionsbyggeriet op gennem det 20. århundrede, som også er blevet kaldt ’Barnets århundrede’, at man har villet fremme legen og barnets egen tilegnelse af sine omgivelser. På det allerseneste er refortolkningen, at børn skal sætte sig spor og påvirke deres omgivelser. Men hele vejen har tankerne været med til at præge arkitekturen,« siger hun.

Altid for lidt plads. Selvom man altså tænkte på børnene i asylernes tid, var det heller ikke dengang for deres blå øjnes skyld, at man byggede institutioner til børn. Det var af hensyn til samfundet, som havde brug for den kvindelige arbejdskraft, så det er ikke prangende byggeri. Med den store udbygning i 1970’erne, hvor kvinder i stor stil strømmer ud på arbejdsmarkedet, betyder kampen for stadig flere pladser til flere børn, alt for lidt plads til børnene, mener Ning de Coninck-Smith. Reglen med to kvadrat­meter pr. børnehavebarn og tre kvadratmeter pr. vuggestuebarn har været skelsættende for institutionsbyggeriet og for arkitekturen.
»I 1930’erne og 40’erne har man store ambitioner om kunst og plads, som man også lykkes med flere steder. Men fra 1970’erne og frem til nu styrer pasningsgarantien og økonomien, og det har børnene betalt prisen for,« siger Ning de Coninck-Smith.

Rum til tumlinger. Trods pladspro­blemer og fokus på alt andet end børn i institutionsbyggeriet er ’barnets skala’ en tendens, der er gået igen. Det særlige arkitekttegnede børnemøblement, man tidligt udstyrede institutionerne med, har aldrig siden forladt dem.
Et andet eksempel er vinkevinduet i døren ind til stuerne, som mange nok vil nikke genkendende til. Det ofte runde vindue indikerer ændringen fra, at mor ikke mere afleverer til et opbevaringssted, men til barnets arbejdsplads. Netop ’barnets skala’ viser, at her kan barnet ideelt set være helt trygt, for tingene er indrettet til det.
»Vinkevinduerne er desuden et udtryk for det kompetente barn, der kan håndtere de forskellige universer, det færdes i. Det samme er de stole, som man i stor stil indrettede institutionerne med. De havde rundede ryg- og armlæn i stedet for de stive rygge, fordi barnet ikke skulle sidde ret op og ned mere, men havde mulighed for at bevæge sig uden at falde ned,« fortæller Ning de Coninck-Smith.
Fröbels tanker og især hele Montesorri-universet er også et eksempel på, at det er børns behov og egen tilegnelse, der styrer. Børn skal have mulighed for selvvirksomhed. I ’Barnets århundrede’ bliver forestillingen om, at børn er noget i egen ret, og at barndommen har værdi i sig selv, mere og mere fremherskende.
»Børnemøblerne og den måde, man indretter institutionerne på, er tegnet med henblik på en bestemt kropslig praksis, der giver børn lov til at løbe rundt og blive beskidte og være tumlinger. De skal have lov til at være tumlinger, og det indretter man efter,« siger Ning de Coninck-Smith.

Hjemlige institutioner. I sin bog har Ning de Coninck-Smith ikke lavet en historisk tidslinje, der viser udviklingen i byggeri for børn. Hun har slået ned på forhold og tendenser, som siger noget om, hvordan byggeriet spiller sammen med samfundets udvikling og synet på børn. Blandet andet, at vuggestuerne indtil 1970’erne er et hygiejnisk projekt med høje tremmesenge, hvor børnene opholder sig det meste af dagen, indtil man finder ud af, at det har nogle negative udviklingsmæssige konsekvenser.
»Derfor skal børnene ned på gulvet og i kontakt med større børn, og så får vi de integrerede institutioner. De bygges dog også af rent økonomiske årsager og for forældrenes skyld, så de ikke skal bevæge sig rundt mellem to eller tre institutioner for at bringe og hente børn,« fortæller hun.
Indtil 1970’erne var det i høj grad den pædagogiske og lægevidenskabelige ekspertise, der formulerede, hvordan ’barnets skala’ skulle se ud. Men da institutioner bliver alle børns eje, kræver de ressourcestærke familier, at institutionerne skal være hjemlige. I takt med at børnene kan få bad og ordentlig mad hjemmefra, reduceres fokus på renligheden, og mange af de arealer, der blev brugt til bad og køkken, kan i højere grad bruges til børns lege.

Stuer til at vokse i. Også de aldersopdelte stuer, som mange børnehuse også den dag i dag er bygget til, hænger sammen med et bestemt børnesyn, mener Ning de Coninck-Smith. Datidens herskende børnepsykologi bygger på Piagets forestilling om, at børn udvikler sig i trin og aldersspecifikt.
»Det betyder, at man anser det for bedst, at børn er sammen med andre børn på samme alder, så pædagogerne kan stimulere alle på samme måde i forhold til deres alder og udviklingstrin,« siger hun.
Når børnenes rum i daginstitutioner kommer til at hedde stuer og ikke klasser, skyldes det, at man i Danmark modsat i England får lagt afstand til skolen. Og at børn betragtes som små grøntsager, der skal have ro til at vokse i deres hjemlige ’stuer’.
»De udviklingssyn har vi nu lagt fra os, fordi vi er optaget af det enkelte barn og det enkelte barns aktive mestring af tilværelsen. Det betyder, at vi ser små børns interaktion på andre måder, også takket være Jan
Kampmanns undersøgelser i 1980’erne, hvor han viser, hvordan små børn lærer og udvikler via samværet med større børn.«

Opdragende institutioner. Fremtidens institutioner vil også være præget af smalhals i det offentlige, mener Ning de Coninck-Smith. Der vil blive indrettet flere og flere institutioner i huse, der ikke er bygget til det. Man vil se flere villabørnehaver, loftsbørnehaver og lejlighedsbørnehaver, hvor man udnytter allerede eksisterende rum. Samtidig vil vi se et boom i udbygninger og tilbygninger til dels på grund af mangel på byggegrunde. Men også fordi man skal opfylde ønsket om pladser til de børn, der bliver flere og flere af i byen.
»I København og i andre store byer flytter de unge familier ikke ud af byen i samme grad som tidligere, fordi idealerne for den gode barndom i dag er en aktivitetsbarndom, hvor børn skal kunne se de rigtige børnefilm, komme i de rigtige vandlande og være tæt på alle former for aktiviteter, som findes i byerne. Det er ikke mere så vigtigt, at der er en have, som barnet kan slippes løs i,« siger hun.
Efter Ning de Coninck-Smiths mening vil man se flere store multirum, hvor børn leger på tværs af alder.
»Det giver mulighed for, at børnene selv styrer, hvornår de vil spise, sove, og hvem og hvad de vil lege med. Tendensen til mere individualisering er både på vej ind i pædagogikken, og den måde man bygger daginstitutioner på. Vi vil også se flere institutioner, hvor huset i sig selv er en opdragelsesfaktor, for eksempel i forhold til miljø,« siger hun.

’Barndom og arkitektur – Rum til danske børn igennem 300 år’ af Ning de Coninck-Smith, illustreret af Jens Bygholm og Morten Vest. Forlaget Klim, 270 sider, vejl. pris 349 kroner.