
Du kan skrive til
LÆSERBREVE, Børn&Unge,
Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø
E-mail: bladdebat@bupl.dk
Skriv så kort som muligt, højst 2400 enheder. Længere indlæg returneres. Redaktionen forbe-holder sig ret til at forkorte yderligere. Send meget gerne dit indlæg til bladdebat@bupl.dk. Kun læserbreve med fuldt navn og adres-se vil blive bragt. |  |
40/2008
Penge til ny viden om ADHD
Af: Karen Jespersen, velfærdsminister
Mange børn med sygdommen ADHD har svært ved at begå sig. Det er en usynlig lidelse. De kan have vanskeligt ved at opfatte ting og i det hele taget passe ind i en normal hverdag. Derfor er der stærkt brug for en ekstra indsat for de børn, unge og voksne, som har ADHD. Men der mangler viden. Jeg har sammen med partierne bag satspuljeaftalen for næste år sat 26 millioner kroner af de næste fire år til at indhente en større viden baseret på evidens - indsamlede fakta.
Bedre opsporing, udvikling af screeningsmetoder, ny forskningsindsats og opsamling af metoder er blandt de initiativer, der skal i sættes i værk. Indsatsen skal munde ud i en samlet national handlingsplan. Den kan de enkelte kommuner bruge som 'værktøjskasse' i fremtiden, når de skal behandle sager om ADHD.
Aftalen om en styrket indsats skal ses på baggrund af, at der i de seneste år er kommet øget viden om ADHD, og antallet af børn, unge og voksne, der får stillet diagnosen ADHD, har vist sig at være stigende. Undersøgelser viser, at cirka to procent af alle skolebørn har udtalte problemer i form af ADHD.
Undersøgelser peger ligeledes på, at unge med ADHD har langt større risiko for at udvikle psykisk sygdom, kriminalitet eller misbrug. Samtidig er der kommet en øget opmærksomhed på, at man ikke vokser fra ADHD.
Det stiller nye og flere krav til de kommunale sagsbehandlere og til indsatsen.
Samtidig mangler der viden blandt kommunale sagsbehandlere om støttebehov og kompensationsmuligheder til personer med ADHD med henblik på at kunne tilbyde en kvalificeret sagsbehandling.
Der er ingen tvivl om, at større viden og forebyggende indsats over for dette usynlige handikap vil være med til at sikre, at børn, unge, voksne og familier med ADHD nemmere vil kunne få hverdagen til at fungere, fastholde et arbejde og så videre.
De specialiserede områder som ADHD stiller store krav til kommunerne. Mange gør i forvejen en udmærket indsats, men der er desværre også eksempler på det modsatte,
Det betyder, at der kan være stor forskel på, hvilken hjælp borgeren får i de forskellige kommuner. Det giver borgeren en oplevelse af manglende retssikkerhed.
Jeg er ikke tilhænger af flere regler, der skal regulere endnu mere end i dag. Derimod kan det kommunale selvstyre godt forbedres. Kommunerne skal blive langt bedre til at lære af hinanden, og til det formål er dette projekt meget afgørende.
Børn & Unge nr. 40 / 2008 |