Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 02
Nu går jeg også til fodbold
Specialskolebørn har det svært i den almindelige foreningsidræt. Men på Lindholmskolen på Fyn har de lavet et tilbud i samarbejde med den lokale fodboldklub, og nu oplever skolens børn den samme glæde og stolthed ved at gå til sport som deres søskende.
Af: Kristian Bang Larsen
Decemberhimlen er vandgrå over fodboldbanen i Nyborg, og i baggrunden står træerne nøgne og ryster. Men de rødnæsede børn spæner entusiastisk omkring på græsset i shorts og korte ærmer, og træner Jacob Mathiesen har sit hyr med at holde dem i snor.
"Prøv at koncentrere dig lidt," råber han efter en af spillerne. "Og aflever, aflever hele tiden."
Spillerne træner basale fodboldøvelser: afleveringer, driblinger og skud på mål. Der er børn i alle skolealdre, og de store passer godt på de små.
17-årige Rasmus Hansen og 16-årige Rajah Rajendram er holdets anfører og viceanfører. Inde på banen går de forrest, men da Børn&Unge senere taler med dem, er de urolige, kigger væk og har svært ved at koncentrere sig. Men de ved godt, hvad der følger med anførerbindet.
"Det er anføreren, der fortæller de andre, at de skal stå på deres pladser," siger Rasmus, og Rajah tilføjer:
"Og så skal vi rose, når de gør noget godt."

Spejler sig i fodbolden. Ude på sidelinjen står Susanne Friis. Hun er tilknyttet fodboldholdet som pædagog. Spillerne er elever på specialskolen Lindholmskolen i Nyborg og har generelle indlæringsvanskeligheder. Det dækker blandt andet over ADHD, autisme, hjerneskader og Downs syndrom.
"Det socialpædagogiske element betyder meget," siger Susanne Friis, og forklarer, at fodbold har faste regler og et kodeks for, hvordan man skal behandle hinanden, og som børnene kan bruge til at spejle deres hverdag i. På banen kan man se, hvordan de lærer at indordne sig efter reglerne og at støtte og tage hensyn til hinanden. Og så lærer de at tabe og vinde på en ordentlig måde.
"Ude i virkeligheden skal man også kunne håndtere nederlag, og der lærer fodbold børnene at håndtere det på en god måde, under nogle strukturerede rammer," påpeger hun.

Jeg går til fodbold! Der er for tiden 23 elever på fodboldholdet. Det er hverken en del af skolens idrætsundervisning eller et klubhold i traditionel forstand. Det er noget midtimellem, og som sådan har det eksisteret i næsten 10 år som et samarbejde mellem Lindholmskolen og den lokale fodboldklub Nyborg GIF. Skolen tilbyder desuden svømning og badminton efter samme koncept. I alt går omkring en tredjedel af skolens lidt over 100 elever på skolens 'fusionsidrætstilbud', og de fleste går til fodbold.
"Det startede, fordi forældrene ønskede flere efterskoletilbud til børnene," siger Susanne Friis.
"Mange af dem kunne ikke begå sig i almindelige idrætsforeninger. Jeg kontaktede så Jacob Mathiesen fra Nyborg GIF og fik ham til at træne et hold," fortæller hun videre.
Jacob Mathiesen er sidenhen blevet ansat som pædagog på Lindholmskolen, men han skelner skarpt mellem rollen som fodboldtræner og som pædagog. Det er nemlig vigtigt for børnene at få oplevelsen af at gå til fodbold i en klub. Derfor gør skolen og klubben meget ud af at give børnene en rigtig kluboplevelse. Det vil sige, at træningen foregår efter SFO-tid, at de bruger klubbens baner, og at træneren er fodboldtræner, før han er pædagog.
"Så kan de komme hjem til deres søskende og sige: Jeg går til fodbold," siger Jakob ­Mathiesen.
Viceinspektør på Lindholmskolen, Simon Vaaben, forklarer at klubtilhørsforholdet giver børnene stolthed og selvværd i en hverdag, hvor de ofte bliver konfronteret med at være anderledes, og at de ikke kan det samme som andre børn.
Skolen er nu gået skridtet videre og prøver at få enkeltspillere ind på klubhold med almindelige børn. En af dem er Rajah Rajendram, der stolt fortæller, at han spiller på klubholdet i Nyborg GIF. Han synes, det er mere seriøst end skolens hold.
"Rajah er et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Jeg har været nede i klubben med ham tre gange og har fortalt trænerne om ham. Nu er han så blevet integreret på et almindeligt hold. Han har spillet en hel sæson og har fået en masse nye venner uden for skolen," siger træner Jacob Mathiesen.

Det kan let eksplodere. Men selvom målet er at integrere spillerne i den frivillige foreningsidræt, er det stadig nødvendigt at have specialpædagogisk assistance til­knyttet holdet.
"Mange specialskolebørn kan ikke klare sig i den almindelige sport. Der skal være specialtilbud med pædagoger tilknyttet, for at de kan klare sig," siger Susanne Friis.
Børnene kan for eksempel have problemer med at koncentrere sig og med at kende grænser. Så er det ikke nok bare at være en dygtig fodboldtræner med tag på børn.
"Det kan være, at der er en, der bliver sur over en kendelse, eller nogle, der bliver frustrerede over, at de har svært ved at forstå en øvelse," forklarer Jacob Mathiesen.
"Så kan det meget let eksplodere. De her børn skal have tryghed og struktur i hverdagen," påpeger han.

Forældrene skal aktiveres. At få børnene ud i foreningsidrætten kræver også, at de frivillige trænere i idrætsklubberne vil lege med, og at forældrene har ressourcer til at hjælpe til, for eksempel med at køre børnene til og fra træning. Børnene går i forvejen på en specialskole, der ofte ligger langt væk, og skal forældrene både køre børn i skole og til sport, bliver det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Men skolen sørger for, at børnene bliver kørt til fodbold, så forældrene bare skal hente. Og får man først aktiveret forældrene, bliver barnets fodbold også en berigelse for dem, fortæller Susanne Friis.
"Forældrene får noget andet at tale om, end at de har et handicappet barn. De har også brug for at opleve, at de har et almindeligt barn med almindelige fritidsinteresser," siger hun.

Vinder I år. At fodboldprojektet på Lindholmskolen har kørt i 10 år og er en stadig voksende succes, skyldes velvillighed fra klubben og skolen, der har allokeret pædagogtimer til sporten. Men viceinspektør Simon Vaaben understreger, at det vigtigste har været de ildsjæle, der har brændt for projektet. Susanne Friis og Jacob Mathiesen lægger både aftener og weekender i fodboldholdet, der nu også er begyndt at spille turneringskampe. Lindholmskolen har været initiativtager til en ligaturnering for alle specialskolerne på Fyn.
"Der er en fantastisk stemning i bussen, når vi tager ud for at spille kampe," siger Jacob Mathiesen. Det er forbundet med stor prestige at blive udtaget til ligaholdet, og spillerne fortæller stolt, at skolen ligger nummer et inden vinterpausen.
"Sidste år blev vi nummer tre, men i år vinder vi," siger anfører Rasmus Hansen med overbevisning.


Ingen sport til specialskolerne

Børnene vil gerne, forældrene vil gerne, men tilbuddene er der ikke. Børn på specialskoler går ikke til sport efter skole.

Takket være et samarbejde med lokale idrætsklubber har eleverne på Lindholmskolen i Nyborg mulighed for at dyrke sport i fritiden. Men det er absolut ikke alle landets specialskolebørn, der er så heldige.
En undersøgelse af idrætsvanerne hos børn på fynske specialskoler viser, at specialskolebørn kun går halvt så ofte til idræt som almindelige folkeskolebørn.
I undersøgelsen, der er lavet af Dansk Skolesport og Dansk Handicap Idræts-Forbund, har man spurgt forældrene til børnene på de fynske specialskoler om deres børns idrætsvaner. 45 procent af børnene går til idræt efter skole. Tallet dækker både over foreningsidræt, som de fleste går til, og specialtilbud som SFO-idrætstilbud og ridefysioterapi, som er meget udbredt blandt børn med funktionsnedsættelser.
Til sammenligning viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut i 2007, at 84 procent af alle folkeskolebørn mellem 7 og 15 år dyrker regelmæssig motion, og at 77 procent er medlem af en idrætsforening. Sport efter skoletid er altså langt mindre udbredt blandt børn på specialskoler end blandt børn i den almindelige folkeskole.
"Sådan ser det ud i hele landet. De fynske tal svarer godt til det generelle billede," siger Marianne Hornbæk Jensen, der er idrætskonsulent i Dansk Handicap Idræts-Forbund, hvor man arbejder tæt sammen med både specialskoler og foreninger, der har idrætstilbud til specialskolebørn.

Tilbuddene findes ikke. Den fynske undersøgelse viser også, at 78 procent af forældrene gerne vil have, at deres barn går til idræt, og at de to største årsager til, at det ikke gør det, er, at der ikke findes tilbud, der passer (51 procent), og at de ikke har mulighed for at køre barnet til idræt (28 procent).
Børn på specialskoler har typisk generelle indlæringsvanskeligheder eller er multihandicappede. Den første gruppe er langt den største og dækker over en række diagnoser som ADHD, autisme og Downs syndrom. Mange er desuden udiagnosticerede.
Børnenes indlæringsvanskeligheder betyder, at de har svært ved at passe ind i den almindelige idrætsverdens tilbud. De kan ikke bare melde sig ind i den lokale håndboldklub eller gymnastikforening.
"Det ville slet ikke gå. Han ville lukke sig inde og stå alene ovre i hjørnet. Han ville føle sig anderledes," siger Bent Clausen, som er far til 14-årige Villads, der har Downs syndrom og går på specialskolen Kløverskolen i Sønderborg.
Bent Clausen har i flere år forsøgt at finde et godt idrætstilbud til Villads, men har på forhånd opgivet at melde ham ind i en almindelig idrætsforening. Villads har tidligere prøvet at gå til spejder, og det var ikke nogen succes.
"De andre begyndte at drille ham, så der stoppede vi hurtig igen," siger Bent Clausen.

Uden for det sociale. Idrætskonsulent Marianne Hornbæk Jensen understreger, at mange børn på specialskoler faktisk går til almindelig idræt, men at der er mange, der ikke kan integreres. Idrætsforeningerne er drevet af frivillige og har ofte for få instruk­tører og mangler specialpædagogisk viden. Både øvelser, pædagogik og organisering af idrætten skal tilpasses specialskolebørnene.
"Ofte er barnet mindre motorisk udviklet end sine holdkammerater, og hvis det for eksempel går til fodbold, vil det opleve ikke at blive spillet, fordi det er dårligere teknisk. Samtidig kommer barnet let til at stå uden for det sociale på holdet. Det er svært at være med i et fællesskab, når man ikke er på lige fod.
"I forhold til organisering har børnene brug for struktur. De kan ikke rumme improviserede øvelser, fri leg og at stå i kø og vente. Nogle kan ikke modtage en kollektiv besked," siger Marianne Hornbæk Jensen og konkluderer:
"Hvis børnene skal ud i foreningslivet, kræver det ekstra bemanding, homogene hold og pædagogisk viden."

Fra nederlag til succes. Alternativet til de almindelige fodbold-, håndbold- og svømmeklubber, er handicapidrætsklubberne. De er også en del af den frivillige foreningsidræt, men har specialiseret sig i idræt for handicappede. De er desuden organiserede under Dansk Handicap Idræts-Forbund, der kan tilbyde rådgivning og kurser i tilpasset idræt.
Men der er ikke nok handicapidrætsklubber, der har idrætstilbud til børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Så hvis forældrene endelig finder en klub til deres barn, skal de køre langt. Det kan være svært i en hverdag med et handicappet barn, der går på specialskole.
"Skal det fungere, kræver det, at forældrene involverer sig, og et stort stykke arbejde med at rekruttere børn nok til holdene," siger idrætskonsulent Marianne Hornbæk Jensen.
Det er sket i Sønderborg, hvor 14-årige Villads Clausen nu er begyndt til gymnastik og fodbold i Sønderborg Handicap Idræt. Han går på et hold, som børnenes forældre selv har taget initiativ til at oprette, og det har krævet masser af knofedt.
Men Villads er glad, og ifølge Marianne Hornbæk Jensen er det vigtigt, at også børnene på specialskolerne går til idræt.
"De skal også opleve at have en fritidsaktivitet, som de glæder sig til, og få oplevelsen af, at de er gode til fodbold, bowling eller til at slå koldbøtter. De her børn oplever mange nederlag, og jo ældre de bliver, jo mere går det op for dem, at de er anderledes. De vil gerne ligne deres søskende, der går til sport," siger hun.

Leg, liv & læring
Projektet 'Skolesport - Leg, Liv og Læring', som blandt andet Lindholmskolen er tilknyttet, arbejder på at skabe idrætstilbud for elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Det sker i et samarbejde mellem specialskoler, SFO'er og lokale idrætsforeninger. Projektet har kørt med succes i en forsøgsperiode på Fyn og er nu blevet landsdækkende.
Skolesport arbejder med tre fleksible modeller for, hvordan man kan skabe idrætstilbud for specialskoleelever:
• En Intern model, hvor idrætten foregår på skolen. Denne model er ofte let for skolen at igangsætte, men eleverne bliver ikke integreret i det frivillige foreningsliv og får ikke den fulde oplevelse af at gå til sport.
• En ekstern-intern model, hvor der benyttes faciliteter fra idrætsforeningerne og med skolens personale som instruktører, til tider i kombination med foreningsinstruktører. Eleverne oplever at 'skulle' til idræt i idrætsforeningen.
• En ekstern model, hvor idrætten foregår på idrætsforeningens faciliteter og med foreningsinstruktører som styrende for aktiviteten. Skolens tilknyttede person er koordinerende og støttende. Eleverne identificerer sig i højere grad som idrætsudøvere ligesom deres søskende og andre unge.

Bag 'Skolesport - Leg, Liv & Læring' står Dansk Handicap Idræts-Forbund i samarbejde med TrygFonden og Dansk Skoleidræt.
For yderligere information kontakt projektorkoordinator fra Dansk Handicap Idræts-Forbund, Grethe Schøler Pedersen.
Telefon: 23 30 43 45
E-mail: grethe.scholer.pedersen@dhif.dk

Læs mere på www.dhif.dk