Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 12
Pisa i børnehaven
Der kommer stadigt stigende fokus på læring og skoleforberedende arbejde i dagtilbud. Senest med et nyt lovforslag om fælles nationale læremål. Hvad er det for en tendens, vi er vidne til, og hvad betyder den for den pædagogiske faglighed?
Af: Peder Holm-Pedersen
"53 procent af danskerne mener, at det er en dårlig idé. 42 procent, at det er en god idé."
Niels Egelund, professor ved Center for Grundskoleforskning, DPU, Aarhus Universitet, læser højt fra Jyllands-
Posten, som netop har offentliggjort resultatet af en rundspørge, hvor den danske befolkning er blevet spurgt, om de synes, at børnehaven skal bruge mere tid på læring og på at gøre børn skoleparate. Spørgsmålet er stillet i forlængelse af regeringens nyligt varslede lovforslag om indførelsen af fælles nationale læremål for dagtilbud. Et forslag, som et lille flertal af danskerne altså er imod. Indtil videre.
"Det skal nok ændre sig. Folk synes altid, at forandringer er noget skidt i starten. Sådan var det med indførelsen af de pædagogiske læreplaner, og sådan bliver det også med det her," siger Niels Egelund, der er udnævnt til formand for den task force, som regeringen har nedsat til at indsamle viden og komme med input til udformningen af fremtidens dagtilbud.
Lovforslaget og oplægget til den nedsatte task force udgør det seneste eksempel på den omdiskuterede tendens, der peger i retning af stadigt større fokus på læring og skoleforberedende arbejde i de danske daginstitutioner.

Læreplaner version 2.0
Niels Egelund er også kendt som manden med PISA-resultaterne. At han nu skal stå i spidsen for en task force for fremtidens dagtilbud, vil sikkert få mange til at spørge, om turen nu er kommet til de danske dagtilbud? Skal der nu også indføres test af børnehavebørns evner og kompetencer?
Det vil Niels Egelund ikke afvise:
"Vi har haft pædagogiske læreplaner siden 2004, og nu er det blevet tid til, at vi bevæger os videre til version 2.0. Vi skal have formuleret konkrete og operationelle mål for, hvad vi forventer børn lærer i dagtilbuddene med særligt henblik på at styrke deres skoleparathed - og en løbende national vurdering, af i hvilket omfang dagtilbuddene lever op til disse mål, vil da være fint."
Ifølge Niels Egelund vil det på dagtilbudsområdet dog ikke kunne lade sig gøre at lave en stor international PISA-undersøgelse som den, der laves på skoleområdet, hvor 75 lande deltager. Dertil er dagtilbuddene for forskellige fra land til land. Men i nationalt regi vil der udmærket kunne opstilles nogle læringmål, eksempelvis for børns tal- og sprogforståelse, og om de er bekendt med centrale naturfaglige begreber. Ligeledes kan der opstilles mål for børns sociale færdigheder, fortæller Niels Egelund:
"Det kan selvfølgelig ikke blive lige så hardcore, som hvor mange bogstaver og hvor mange tal børn kan, når de når skolealderen, men man kan godt opstille mål for nogle af de basale sociale færdigheder, som vi må forvente, at børn lærer i dagtilbuddene: At de er i stand til at forstå en kollektiv besked, at de kan sidde stille på en stol og høre efter og kan indrette sig efter, hvad resten af gruppen gør."

Fra fri leg til
tøjklemmer
Hvad er det, Niels Egelund mener, at vi vinder ved at opstille nationale læringsmål og i højere grad tænke dagtilbud som skoleforberedelse?
"Vi vinder nogle børn, der kan meget mere, når de starter i skolen. Vi vinder nogle børn, der er parate til at modtage undervisning og ikke har de samme adfærdsmæssige problemer, som vi ser i dag. Kort sagt nogle børn, som er langt mere tunet ind på, hvad det vil sige at gå i skole," siger Niels Egelund og henviser til, hvordan PISA og andre internationale undersøgelse gang på gang dokumenterer, at de danske skoleelevers præstationer lader noget tilbage at ønske.
"Når vi samtidig ved, at der er en klar sammenhæng mellem dagtilbud og PISA-resultater, så er det helt logisk, at vi begynder at se nærmere på, hvordan dagtilbuddene kan blive bedre til at forberede børnene på det skoleliv, de skal til at i gang med," siger Niels Egelund og forklarer, hvordan skiftet fra livet i dagtilbuddene til dagligdagen i skolen er det største skifte, som børn oplever i deres liv. Et skifte, der slår alt for mange børn omkuld.
"Når jeg skal sætte det hårdt op, plejer jeg at sammenligne det med det skifte, som de her Klaus Riskjær - og Rasmus Trads-typer må have oplevet, da de efter et liv i sus og dus, hvor de kunne gøre, som det passede dem, pludselig finder sig selv bag lås og slå og skal følge et stramt skema for, hvornår de skal lave tøjklemmer, på gårdtur, spise og i seng. Vi skal have opblødt det skarpe skel mellem dagtilbud og skole."
Det kræver ifølge Niels Egelund blandt andet et opgør med den frie leg, som han mener fylder alt for meget i de danske institutioner.
"Selvfølgelig skal børn stadig have lov til at lege frit en del af tiden, men en langt større del af dagen skal gå med pædagogisk styrede aktiviteter, der er i stand til at bringe børnene ud over deres egen umiddelbare erfaringshorisont. Der er plads til meget mere læring i de danske børnehaver, uden at det går ud over børnene. Sagen er jo den, at børn er sultne efter at lære."
Niels Egelund gør sig dog ingen illusioner om, at de nye tiltag vil blive mødt med udelt begejstring.
"Jeg er udmærket klar over, at stort set den samlede pædagogstand til en start vil være lodret imod de her tiltag, for hvad fanden er nu det for noget? Og hvorfor skal ham PISA-idioten nu også til at blande sig i dagtilbuddene?"

Fra velfærdsstat til konkurrencestat
Og ja, hvorfor skal han egentlig det? Hvad er det for en ny logik, der med det nye lovforslag og den nedsatte task force, som de seneste eksempler, er ved at sætte sig igennem, i måden dagtilbud og deres funktion tænkes på?
Det kan man blive klogere på, hvis man spørger Ove K. Pedersen, der er professor ved Copenhagen Business School, hvor han leder Center for Business and Politics. Han betragter udviklingen inden for dagtilbudsområdet i et helikopterperspektiv og beskriver den som et eksempel på den overordnede udviklingstendens fra en velfærdsstat hen imod en konkurrencestat, han mener, vi er vidne til øjeblikket. Ove K. Pedersen forklarer:
"Den klassiske velfærdsstat var karakteriseret ved, at den beskyttede sin befolkning, sin arbejdskraft og sine virksomheder imod den internationale økonomiske konkurrence. Det gjorde den for eksempel igennem økonomiske redskaber som toldskranker, devaluering og subsidier til udsatte erhverv, men det lader sig ikke på samme måde gøre i dagens åbne globale økonomi. Derfor bevæger velfærdsstaten sig i retning af en konkurrencestat."
I stedet for at beskytte sin befolkning og sin arbejdskraft forsøger konkurrencestaten at mobilisere befolkningens ressourcer til deltagelse i den globale konkurrence. Og nationens vigtigste ressource i den konkurrence er arbejdskraftens kompetencer, siger Ove K. Pedersen:
"Konkurrencestaten sætter uddannelsessystemet i centrum. Det er uddannelse, der skal sikre, at vi alle sammen hele tiden har de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, og som skal sikre, at vi kan klare os i den globale konkurrence. Vi skal med andre ord dannes og uddannes til små 'soldater' i nationens konkurrence med andre nationer, og det er den logik, der ligger bag de mange forandringer, vi ser i disse år i uddannelsessystemet fra top til bund, herunder den aktuelle udvikling inden for dagtilbudsområdet i form af det stadigt stigende fokus på læring og børns skoleparathed."
Ifølge Ove K. Pedersen kan den globale konkurrence mellem nationerne forstås som en slags krig med andre midler, nemlig uddannelse. Derfor tiltrækker internationale sammenligninger, som for eksempel PISA-undersøgelserne sig helt naturligt stor opmærksomhed. Hvor stater i gamle dage vurderede deres egen styrke ved at sammenligne deres hær med de andre landes hære, så består styrkeprøven i dag i en sammenligning af befolkningens uddannelses- og kompetenceniveau.
"Når vi kan konstatere, at elever i sjette klasse i nogle lande kan, hvad vores elever kan i syvende, så udløser det automatisk et pres på, at vi tager stadigt tidligere og mere intensivt fat på læringsprocessen, og derfor bliver det aktuelt at se på dagtilbuddene."
Ove K. Pedersen understreger, at han ikke er pædagogisk forsker og derfor heller ikke kan udtale sig om, hvorvidt de foreslåede tiltag er den eneste rigtige vej at gå. Men at der skal tænkes nyt, er han ikke i tvivl om.
"Danmark er en lille åben økonomi, og derfor er vi forbandet pålagt konstant at tilpasse os de ændringer, der sker internationalt. Vi kan ikke slå en beskyttende ring om os selv og vores institutioner og fortsætte som altid. Der ingen vej uden om forandringer, og vi er nødt til at gentænke og udvikle vores institutioner. Det gælder også vores dagtilbud, og som det ser ud i øjeblikket, er det altså redskaber som PISA-undersøgelser og best practice, vi har valgt at gøre brug af i den udviklingsproces."

PISA er her allerede
Ifølge Maja Plum, der netop har afsluttet sit ph.d.-projekt ved Pædagogik, Københavns Universitet om betydningen af indførelsen af de pædagogiske læreplaner for den pædagogiske faglighed, er det da heller ikke et spørgsmål, om vi kommer til at se PISA-logikken gøre sig gældende i børnehaven, for det gør den allerede:
"PISA har de seneste 10 år været dagsordensættende for vores syn på pædagogisk faglighed, og hvad vi betragter som pædagogiske opgaver. Ikke at PISA er den eneste årsag til forandringerne, men den er en meget tydelig og markant eksponent for den logik, der generelt gør sig gældende, og derfor bliver den dagsordensættende. Uden PISA havde vi aldrig fået pædagogiske læreplaner og sprogscreening."
Maja Plum ser da også lovforslaget om opstilling af fælles nationale læremål og større fokus på skoleforberedelse som en naturlig forlængelse af den aktuelle tendens. Men hun noterer sig en væsentlig forskel i måden, man nu taler om det på:
"I forbindelse med de nationale mål for læring hedder det, at daginstitutionerne med de pædagogiske læreplaner allerede har arbejdet skoleforberedende, og at der i den forstand ikke er så meget nyt under solen. Men da læreplanerne tilbage i 2004 blev lanceret, gjorde man netop meget ud af at forsikre om, at indførelsen af læreplaner ikke betød, at daginstitutionernes primære opgave skulle være skoleforberedende. På den måde genfortælles historien nu, som om man hele tiden har arbejdet skoleforberedende. Det mener jeg sådan set også, at man har, men nu har rammerne bare rykket sig, så man kan sige det klart og tydeligt."

Den usynlige pædagog
Hvad er det så for ændringer i den pædagogiske faglighed, som Maja Plum i sin forskning har konstateret fulgte i kølvandet på indførelsen af de pædagogiske læreplaner, og som hun mener vil blive skærpet yderligere med det nye lovforslag?
"Den pædagogiske faglighed bliver knyttet snævert til de aktiviteter og handlinger, der har med børns læring, udvikling og kompetencer at gøre - og som lader sig dokumentere som sådan. Men enhver, der har været i en daginstitution, ved, at en pædagogs arbejde handler om meget andet end det. Der er hele tiden konflikter, der skal løses, børn, der skal trøstes, have skiftet ble eller en ekstra trøje på. Den slags funktioner falder i stigende grad bort og betragtes ikke længere som en væsentlig og anerkendelsesværdig del af den pædagogiske faglighed. Det bliver usynligt."
Sidstnævnte skal næsten forstås bogstaveligt. Maja Plum illustrerer blandt andet sin pointe ved at henvise til de mange billeder af børns og pædagogers aktiviteter, der pryder børnehavers opslagstavler:
"Det er altid den pædagog, som står for den pædagogiske aktivitet, der afbildes. Det er pædagogen, der er i fuld gang med vandbanen, hvor børnene skal sejle med deres hjemmebyggede skibe, man ser på billederne. Men zoomede man lidt ud på den slags billeder, vil man i de fleste tilfælde også få øje på en anden pædagog, som render rundt og holder styr på det hele og tager sig af barnet, der har fået våde bukser og den, der græder, fordi hans båd ikke kunne sejle. På den måde sørger den usynlige pædagog for, at den pædagogiske aktivitet overhovedet bliver mulig."
Maja Plum mener, at det er udtryk for en reduktion af, hvad den pædagogiske faglighed kan bestå i.
"Hvis vi ikke anser den type opgaver som en del af den pædagogiske faglighed, kan vi lige så godt sætte ufaglærte til det. Men mener vi virkelig, at ufaglærte kan indgå i samspillet med børnene på samme måde som pædagoger? Når vi fjerner den del af arbejdet fra en faglighedskategori, så fjerner vi også muligheden for at gøre det bedre, for at diskutere disse opgaver, som et stykke arbejde af god eller dårlig kvalitet. Vi risikerer at ende med et snævert begreb om kvalitet i dagtilbud, der kun angår en meget lille del af det, der foregår i vores institutioner."

Lærer de nu det,
de skal?
Ifølge Maja Plum er det ikke kun synet på den pædagogiske faglighed, der ændrer sig, i takt med at pædagogiske læreplaner og fælles nationale mål indføres. Det vil også smitte af på, hvad man som forældre bekymrer sig om og forventer af dagtilbuddene. Maja Plum siger:
"Når vi begynder at formulere klare mål for, hvad børn skal kunne på forskellige alderstrin, bliver det næsten pr. automatik også genstand for forældres bekymringer: 'Får børnene nu lært det, de skal for at kunne klare sig?' De overordnede bekymringer, vi har på nationens vegne i forhold til, om vi bliver overhalet af Kina og taber i det globale videnskapløb, bliver på den måde reproduceret som en forældrenes bekymring, om deres børn lærer nok.

Fremtidens dagtilbud
Der er fokus på læring og skoleparathed i dagtilbud. Regeringen har blandt andet varslet et lovforslag om indførelsen af fælles nationale læringsmål for dagtilbud med særligt henblik på at styrke børns skoleparathed. Samtidig er der netop nedsat en task force for fremtidens dagtilbud, som også har som et af sine særlige fokusområder, hvordan læring og det skoleforberedende arbejde kan styrkes i danske dagtilbud.

Task force for fremtidens dagtilbud
Socialministeriet har nedsat en task force for fremtidens dagtilbud. Task forcen består af seks personer, og sammen skal de finde frem til nye og bedre måder at udvikle daginstitutionerne på. Task forcen skal i den kommende tid indsamle forskningsbaseret viden og tage landet rundt for at indhøste praktiske erfaringer, der kan omsættes til gode ideer inden for landets kommuner og daginstitutioner. Professor Niels Egelund, Center for strategisk uddannelsesforskning og kompetenceudvikling, DPU, Aarhus Universitet,er udnævnt til formand for task forcen, der skal afrapportere til regeringen til efteråret 2011.

I kommissoriet for task forcens arbejde hedder det blandt andet, at task forcen skal have særligt fokus på temaerne:







Læring: Hvordan sikres det, at børn trives og lærer mest muligt, så de har et godt børneliv nu og her, og så de er bedst forberedt på skolen og det videre liv? Hvordan arbejder dagtilbuddene og kommunerne i den forbindelse for eksempel med de pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger og - stimulering, overgange mellem dagtilbud og skole, målrettet fokus på børns læringsberedskab og motivation, klasserumsledelse i dagtilbud, mål for børns læring, evidens og dokumentation mv.

Inklusion og forebyggelse af udsathed
Hvordan sikres det, at børn med fysiske og psykiske
funktionsnedsættelser i højere grad kan inkluderes i almindelige dagtilbud, og hvordan sikres det, at socialt udsatte børn bliver spottet og understøttet efter behov i dagtilbuddene? Hvordan arbejder dagtilbuddene og kommunerne i den forbindelse, for eksempel med struktureret pædagogik, socialrådgivere i dagtilbud og andre tværfaglige samarbejdsformer, forældresamarbejde og forældreprogrammer mv.

Medlemmerne af task forcen er:
• Niels Egelund, professor på DPU,
Aarhus Universitet - formand
• Agi Csonka, direktør for Danmarks Evalueringsinstitut
• Lars Sloth, formand for Børne- og
Kulturchefforeningens dagtilbudsnetværk
• Irene Davidsen, leder af Børnehuset Ørnebo i Ishøj
• Laust Joen Jakobsen, rektor og formand for
Professionshøjskolernes Rektorkollegium
• Ole Henrik Hansen, cand.pæd. og ph.d. - stipendiat
fra DPU, Aarhus Universitet.