Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
TEMA. 86 færre dage med børnene. Danskerne vælger kortere barsel
Antal barselsdage pr. nyfødt i Danmark er faldet fra 361 barselsdage i 2010 til nu kun 275 dage. Presset på kvinderne for at komme tilbage på jobbet er vokset, mener arbejdslivsforsker, der efterlyser mere fleksibilitet for småbørnsfamilier. Han opfordrer til at se mod Sverige.
Af: Trine Vinther Larsen
Dagene fyldt med dikke-dikke, barnevognstraven og timevis af spædbarnsleg hjemme på stuegulvet er blevet færre, viser ny nordisk statistik. Mens danske forældre i 2010 tog 361 barselsdage pr. nyfødt barn, er tallet i 2016 faldet drastisk – helt ned til 275 dage. Arbejdslivsforsker fra Roskilde Universitet Thomas Boje har gransket tallene, og han er ikke overrasket, når nye tal fra BUPL nu peger på, at danske børn kommer tidligere i vuggestue.
»275 dages barsel svarer til, at man må sende barnet i daginstitution allerede i en alder af 9-10 måneder,« konstaterer han.
Tager mor 46 ugers barsel efter barnets fødsel, vil barnet være 10½ måned, når
barslen ophører – og yngre, hvis far har taget noget af den delbare barsel. Hvis forældrene også har afsat barselstid til indkøring i daginstitution, fremskyndes vuggestuestarten yderligere.
Kun få bruger mulighederne for forlængelse af barslen, fortæller Thomas Boje, der mener, at kvinder i dag i højere grad end tidligere er pressede til at komme tidligt retur på arbejdsmarkedet efter barslen.
»Boligpriserne kræver to udearbejdende, men det, der især presser kvinderne tilbage,
er forandringerne indenfor fagene og den teknologiske udvikling, som i dag sker
hurtigere end nogensinde. Kvinderne har fået både en uddannelse og et arbejde, de gerne vil tilbage til, og de risikerer, at blive kørt ud på et sidespor på deres arbejdsplads, hvis de er for længe væk,« siger Thomas Boje.
Han henviser til beregninger, som økonom Nina Smith for nogle år siden foretog, og som viste, hvor længe kvinder har været væk fra arbejdsmarkedet i forbindelse med fødsler, og hvilken betydning det fik for deres lønmæssige og karrieremæssige forhold senere i livet.
»Undersøgelserne viste, at man godt kan tillade sig at være væk fra arbejdsmarkedet i en periode på omkring 8-9 måneder, men er man længere tid væk, så begynder det at gøre ondt karrieremæssigt,« siger Thomas Boje.

BEDRE I SVERIGE
Arbejdslivsforskeren har selv beskæftiget sig meget med familie- og arbejdsmarkedspolitik i et internationalt perspektiv og har skrevet bogen ’Uligevægt
– arbejde og familie i Europa’. Han fremhæver, at mens danskerne er nede på 275 barselsdage i gennemsnit pr. nyfødt, er det tilsvarende tal hos vores naboer i Sverige
477 dage. I Norge er barslen typisk halvandet år. I Tyskland har mødrene længe haft mulighed for at være på barsel i barnets første to-tre år. Og i Sydeuropæiske lande som Italien, går halvdelen af mødrene hjemme, indtil barnet skal i skole.
»I Sydeuropa er forklaringen jo også, at der mangler gode institutionspladser,« siger
Thomas Boje. Og han minder om, at den massive udbygning af de danske daginstitutioner siden 1970-1980’erne har haft enorm betydning for danske kvinders ligestilling og deres muligheder for at indtage arbejdsmarkedet, selvom de stadig står for hovedparten af omsorgen for børnene. Men gode dagtilbud har også betydet, at
vi er det land, selv i Norden, som institutionaliserer vores børn mest og tidligst.
Danmarks Statistik har ikke officielle tal for børns alder ved vuggestuestart, men
Nordisk Statistisk Årbog fra 2011 har foretaget en sammenligning, som stadig refereres i rapporten ’Subsidised childcare for all’, udgivet i 2018 af Nordisk Ministerråd.
Heraf fremgår, at 18 procent af alle danske børn under et år passes udenfor hjemmet. Til sammenligning gælder det kun 4 procent af de norske børn, 1 procent af de finske og nul procent af de svenske børn.
»I Sverige finder du ikke ét barn under et år i en vuggestue,« siger Thomas Boje.
Alligevel er de svenske kvinder på arbejdsmarkedet i samme grad som de danske.
Arbejdslivsforskeren peger på, at de svenske børnefamilier har større fleksibilitet i samspillet mellem samarbejds- og familielivet end de danske.
»I Danmark vil politikerne have både mænd og kvinder til at arbejde mere, og hvis
du som mand tager barsel, eller som kvinde tager lang barsel, bliver det af mange arbejdsgivere og kolleger set som en belastning. Men spørgsmålet er, hvad der er dårligst for samfundet: At vi gør det, der er dårligt for børnene, eller det, der er dårligt for
arbejdsmarkedet? « spørger Thomas Boje.

BRUG FOR FLEKSIBILITET
Hvis vi som samfund omvendt vil gøre det, der er bedst for både børn og arbejdsmarkedet, er der ifølge arbejdslivsforskeren brug for mere fleksibilitet
til småbørnsfamilierne. Den fleksibilitet kan eksempelvis bestå i mulighed
for længere barsels- og forældreorlov til begge forældre og bedre mulighed for deltid
til både kvinder og mænd. For eksempel efter svensk model, hvor barslen kan afholdes 75 eller 50 procent og derved strækkes over længere tid.
Dertil har svenske forældre en lovbestemt ret til at gå på deltid, indtil barnet fylder otte år.
»Jeg har argumenteret for, at man i perioder med familieforpligtelser bør gå ned på max. 25-28 timer,« siger Thomas Boje.
Han fremhæver også fleksibiliteten i svenskernes ret til 60 årlige børneomsorgsdage, 30 til mor og 30 til far.
»Danskerne har ret til en eller to sygedage, når barnet bliver syg, og det kan stresse, hvis barnet er syg i længere tid. Faktisk bruger svenskerne samlet set kun få sygedage mere end danskerne, men de kan bruge dagene mere fleksibelt,« mener
arbejdslivsforskeren.
Også bedre kvalitet i dagens daginstitutioner vil ifølge forskeren gavne såvel forældre som arbejdsmarkedet.
»Hvis man sørger for, at daginstitutionerne er velbemandede, fungerer godt og har veluddannet personale, kan vi som samfund sikre børnene de bedste udviklingsbetingelser og forældrene de bedste arbejdsbetingelser,« siger
Thomas Boje, der selv har børnebørn i institutionsalderen.
»Forældre i dag diskuterer, hvor de får den bedste pasning til deres børn, og hvis vi vil have danskerne på arbejde, kan vi ikke tænke institutionerne som børneparkering.
Forskere har peget på, at god kvalitet i pasningen er lig med normeringer på en pædagog pr. tre børn i vuggestuer, men som forholdene er i dag, er det jo nærmere syv, otte eller ni børn pr. pædagog, og det er bekymrende,« siger han.

IMOD STRØMMEN
Forholdene i daginstitutioner bekymrer også stadig flere forældre, som går imod
strømmen og vælger at passe deres børn hjemme. 41 kommuner tilbyder i dag tilskud til hjemmepasning, og på landsplan vælger cirka 10 familier pr. kommune at benytte sig af det. Bevægelser som Familiepolitisk Netværk og Småbørnsfamilieforeningen (SAMFO) taler blandt andet disse familiers og børnenes sag. Formand for SAMFO er Line Sofie Andersen:
»SAMFO opstod som forening, fordi nogle forældre ønsker at hjemmepasse deres børn, men absurd nok kan man i mange kommuner kun få tilskud til at betale en anden end forælderen til at passe barnet. Mulighed for hjemmepasning er en mærkesag for
os, men vi arbejder også for bedre vilkår for småbørnsfamilierne generelt, og for at familierne kan være sammen og have mere tid til det nære, også i daginstitutionerne. Vi vil gerne vise vej til et mere fleksibelt arbejds- og familieliv,« siger Line Sofie
Andersen, som selv har passet sine børn hjemme omtrent indtil børnehavealderen.
Hun kan i dag glæde sig over, at få, men stadig flere, gør som hende: En undersøgelse, som Bureau 2000 har gennemført for FOA, viser, at 755 børn blev
passet hjemme i 2008. 10 år senere var tallet vokset til 957.
»Vi er endnu ikke så mange, men jeg tror, vi bliver mange flere. Der findes mange former for ansættelse eller selvstændigt erhverv, hvor du kan arbejde hjemmefra.
Og vi ser også en udflytning til småsamfund i Vandkantsdanmark, hvor billigere
huspriser, gør det muligt at have en forælder hjemme i nogle år. Barndommen er kort og unik, og det er et paradoks, at vi arbejder mest, når børnene er små. Det er jo i familiens nære relationer, at vi som mennesker henter de største ressourcer,« siger Line Sofie Andersen.

SAMMENHÆNGSKRAFT
Thomas Boje ser også familien som en vigtig institution for samfundet, men det samme er daginstitutionerne, og begge institutioner skal understøttes både gennem familiepolitikken og arbejdsmarkedspolitikken, mener han.
»Daginstitutioner betyder utrolig meget for sammenhængskraften i samfundet, for her mødes og socialiserer børn fra alle lag. Dem, der får læst højt derhjemme, og dem, der ikke gør. Og pædagoger spotter dem, der har brug for en særlig indsats,« siger
han og fremhæver endnu et paradoks:
»Politikere er også vældig gode til at tænke på børneinstitutionernes socialiserende effekt, når de vil tvinge etårige fra visse postnumre i vuggestue og lære dem at tale dansk og at spise frikadeller. Men de glemmer det, når de iværksætter besparelser.
Bliver man ved med at forringe vilkårene, vil de ressourcestærke lave private løsninger, men vi har brug for gode offentlige børneinstitutioner,« siger Thomas Boje.