Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 07
BUPL MENER: Pædagogerne vil ikke rydde op efter KL
»Vi samler dokumentationen ind og bruger den aktivt, så det er vigtigt, at alle medvirker til at synliggøre problemerne.«
Af: Birgitte Conradsen næstformand for BUPL
’Jeg er imod konfliktramt arbejde’.
Det budskab er i skrivende stund blevet delt 2.500 gange på Facebook og illustrerer den situation, skolepædagogerne står i, mens lærerne er lockoutet.
Lærerne er væk, og pædagogerne er tilbage i skolen sammen med tjenestemændene og de uorganiserede. De bliver mange steder bedt om at fylde hullerne ud.
Pædagogerne er dermed sat i et voldsomt dilemma. På den ene side vil man gerne fortsætte sit arbejde med børnene i skolen – det arbejde, som pædagogerne forhåbentlig bliver endnu mere involveret i, når skolereformen er gennemført.
På den anden side vil vi ikke finde os i at udføre konfliktramt arbejde og dermed afbøde konsekvenserne af Kommunernes Landsforenings (KL) egen lockout. Mange kommuner har heldigvis formået at holde deres sti helt ren, men i mindst 24 kommuner er der problemer. Vi har set eksempler på pædagoger, som bliver bedt om at føre tilsyn med hele den klasse, de normalt deler med læreren. Der er pædagoger, som bliver pålagt tilsyn med flere sammenlagte klasser, pædagoger som flyttes fra deres normale klasse til en yngre, og støttepædagoger, der skal tage sig af en hel klasse. Der er masser af tilfælde, hvor pædagogen står ude på skolen og skal navigere i bogstaveligt talt konfliktfyldt farvand.
Vores opfordring er stadig at gøre det, man plejer, og ikke mere. Og at man skal udtrykke sin uenighed samt kontakte sin tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis man bliver sat til noget andet under konflikten. Vi samler dokumentationen ind og bruger den aktivt, så det er vigtigt, at alle medvirker til at synliggøre problemerne, der hvor de er.
Den usikre situation, pædagogerne er sat i, er helt og holdent KL’s ansvar. Enten har KL været dårligt forberedt på deres egen lockout, eller også har de iskoldt kalkuleret med, at pædagogerne sikkert af ren og skær pligtopfyldenhed ville dække huller, så konflikten ikke blev så hård for forældre og elever. Noget kunne tyde på, at det sidste er tilfældet. I hvert fald har KL trukket den sag i langdrag, som vi har rejst over for Arbejdsretten, hvor vi har argumenteret for, at meget af det, pædagogerne bliver pålagt, bør betegnes som konfliktramt arbejde. KL har forhalet og forhalet, og nu ender det med, at sagen formentlig ikke bliver afgjort, før konflikten er slut.
Det, synes vi, er stærkt utilfredsstillende. Havde KL stået ved deres ansvar for den lockout, de selv har sat i værk, så havde de ikke ladt pædagogerne i stikken som opryddere ude på skolerne. Det er usympatisk, at man udsætter en af sine medarbejdergrupper for denne store usikkerhed, bare fordi det er bekvemt. Men overraskende er det vel egentlig ikke. En arbejdsgiver, der kynisk lockouter alle lærere, fordi de ikke vil tage imod diktat, kan man forvente hvad som helst af.