Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 07
Regnbuefamilier: Mor, mor og børn
Villads og Johanne er de eneste børn i institutionen med to mødre. I vuggestue- og børnehavealderen er børnene endnu ikke så bevidste om forskellene, fortæller børnenes mødre, der ønsker at blive behandlet ligesom alle de andre forældre.
Af: Laura Philbert
Da Villads startede i en vuggestue i Risskov i Aarhus, havde hans mødre Anne og Iben Hegelund ikke fortalt pæda­gogerne om deres familieform. Sammen har de Villads på fire år og Johanne på to år, som de har fået ved hjælp af kunstig befrugtning. Udover at far er blevet erstattet af en donor, føler de to kvinder sig som en helt almindelig familie.
»Vi havde ikke lyst til at gøre et stort nummer ud af det ved at snakke med pædagogerne om, at vi er to mødre. Vi tror på, at jo mere naturligt vi selv forholder os til det, jo mere naturligt vil vores omgivelser også reagere. Hvis vi først begynder at tage udgangspunkt i, at vi er en speciel familie, der skal tages et særligt hensyn til, så tror vi, at det i sig selv vil problematisere tingene unødigt,« fortæller Anne Hegelund, der til daglig arbejder som leder af Social Drift og Udvikling i Randers Kommune.
Det førte til gengæld til en mindre misforståelse, første gang familien mødte op i børnenes daginstitution, tilføjer Iben
Hegelund, der selv arbejder som pædagog i en børnehave i Aarhus.
»Pædagogerne troede, at kun Anne var mor til børnene, da de alle tre er mørkhårede, og kunne ikke rigtig finde ud af, hvem jeg var. Så det blev en lidt forvirret start, men det var jo vores egen skyld,« siger Iben Hegelund.

Mænd og økologi. Da Anne og Iben Hegelund skulle vælge daginstitution til deres børn, gik de ikke efter et sted, som havde erfaring med regnbuefamilier. Deres kriterier for at vælge lignede de fleste andre familiers.
»Vi gik faktisk mest op i, om institutionen havde en økologisk madordning, og hvad deres pædagogik var,« siger Anne Hegelund.
Og så stod mandlige pædagoger højt på ønskelisten.
»Vi er meget bevidste om, at vores børn skal have mandlige rollemodeller i deres hverdag, og det kunne være i institutionen, når nu de ikke får dem derhjemme,« siger Iben Hegelund og tilføjer, at de fleste af forældrene i institutionen også efterlyser flere mandlige pædagoger.

Kvindelige skraldemænd. Til gengæld mener Anne og Iben Hegelund, at de skiller sig ud, når det kommer til kønsroller – både i kraft af, at de er to kvinder, der danner par, og i deres holdning til, hvordan man snakker om køn.
»Jeg tror, at rigtig mange mennesker ube­vidst videregiver nogle bestemte kønsroller til børn, også pædagoger. Men fordi vi som et lesbisk par ikke kan udfylde de traditionelle kønsroller, er vi ekstra bevidste om, hvordan kønsroller dannes og videregives,« siger Anne Hegelund.
Eksempler fra institutionen er, når de får at vide, at deres datter er en ’rigtig pige,’ eller når prinsesser absolut skal være piger, og prinser skal være drenge.
»Vi reagerer, når Villads kommer hjem og siger, at kvinder ikke kan være lastbilchauffører. Så gør vi ham for eksempel opmærksom på, hvis skraldemanden er en kvinde,« siger Iben Hegelund og tilføjer, at hun godt kunne tænke sig, at institutionerne bidrog til, at børnene fik en mere rummelig forståelse af køn.

En helt normal familie. Som regnbuefamilie er de to kvinder vant til at skulle besvare et fast arsenal af spørgsmål om alt fra, hvem der har båret børnene, til hvem der er manden i forholdet. Men pædagogerne i deres børns institution har ikke spurgt særlig meget ind til deres atypiske familieform.
»Vi føler os fuldt ud respekteret som en normal familie i vores institution, og de der 20 faste spørgsmål, som folk plejer at komme med, er ikke kommet endnu. Gad vide, om det er, fordi de er berøringsangste, og de i virkeligheden har 100 spørgsmål?« funderer Anne Hegelund.
Selvom de ikke ønsker at understrege, at de skiller sig ud, er begge mødre klar til at svare åbent på spørgsmål fra voksne såvel som børn.
»Børn spørger bare direkte. Jeg hørte engang et af de andre børn spørge, om det virkelig kunne passe, at Villads ikke har en far. Så svarede en af pædagogerne, at han til gengæld havde to mødre, og om han ikke var heldig. Det var ret fint håndteret,« siger Iben Hegelund.

Alfons Åbergs mor. Børnene ved godt, at Villads og Johanne har to mødre, men de forstår det nok ikke rigtigt endnu, mener Iben Hegelund.
»Børn godtager bare, at det er sådan. Der er jo heller aldrig nogen børn, som spørger, hvor Alfons Åbergs mor er,« tilføjer hun.
Den utraditionelle familiekonstruktion kan dog godt skabe lidt forvirring hos de andre børn. »Engang snakkede jeg med Villads i institutionen om, at vi skulle have besøg af min veninde Jane, og så udbrød en af de andre drenge: ’Er det også en mor?’« fortæller Iben Hegelund og griner.
At deres familie ikke passer ind i den klassiske ’far, mor og børn’-leg har ikke gjort det store indtryk på Villads, der tror, de leger ’farmor og børn’ i børnehaven. Og når de to mødre indimellem sætter sig for at snakke med deres børn om, at de er en anderledes familie, går det ofte ikke som planlagt.
»Vi læste den nye børnebog ’Niller Pilfinger får en flyvetur’, hvor hovedpersonen er en dreng med to mødre, højt for børnene. Så sidder man der med sin dagsorden om at ville snakke om, hvor interessant det er, at drengen har to mødre, men det eneste, de er optaget af, er, at Niller Pilfinger er ude at flyve i en rød flyver,« siger Anne Hegelund.

Forældrenes ansvar. Selvom Anne og Iben Hegelund føler sig som en helt almindelig familie, er de ikke blinde for, at de er en anderledes familietype. Ligesom de er den eneste regnbuefamilie i børnenes institution, regner de også med at være den eneste, når børnene begynder i skole.
»De vil altid stikke ud i forhold til de andre børn, og det er vores opgave at ruste dem til, at der vil blive snakket om, at de har to mødre. Det er os, der har valgt at danne den her familie, og derfor er det også vores an­svar,« mener Anne Hegelund.
De mener dog begge, at det ville være en fin idé, hvis pædagogerne snakkede med børnene om, at der findes andre familieformer end den traditionelle familiekonstellation.
Også i de institutioner, hvor der ikke er regnbuebørn. Samtidig har de forståelse for, at fortællingen om den traditionelle familie dominerer.
»Vi har selv forklaret vores børn, at vi har fået hjælp fra lægen til at få dem, men 99 procent af befolkningen får jo børn på den traditionelle måde. Så jeg synes ikke, at pædagogerne behøver at forklare, hvordan homoseksuelle får børn, eller hvordan en kunstig befrugtning foregår,« siger Anne Hegelund.
Til gengæld er de sluppet for nogle af de pinlige spørgsmål, som andre forældre bliver konfronteret med fra deres børn. Men det kan godt være lidt svært at forstå, hvordan en kunstig befrugtning virker.
»På et tidspunkt blev Villads sur, fordi han troede, at han ikke kunne få børn, når nu han ikke har nogle æg. Så måtte vi forklare, at det er ham, der har haletudserne, som afgør, om det bliver en dreng eller en pige,« fortæller Iben Hegelund.

Andre børnebøger om familietyper
’Forunderlige familier’ af Gitte Camilla Buus Lyngbye og Kathrine Amalie Hvidman. Forlaget Pippi, vejl. pris 169 kroner.
’Hvor er Karlas far?’ af Pia Olsen og Karla Elena Olsen. Forlaget Siesta, vejl. pris 169 kroner.