Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 17
Tryghed + sundhed = livsglæde
Formlen for livsglæde kan om fem år blive resultatet af fire kommuners nystartede samarbejde. På vegne af både voksne og børn vil de lede efter måder at teste glæden ved institutionslivet på. Men man skal passe på med ikke at gå for langt, siger ekspert. Fordi alle har en urørlighedszone.
Af: Mads Louis Orry
Børn og voksnes livsglæde i institutionerne skal de næste fem år forbedres, når Sønderborg, Køge, Fredericia og Københavns kommuner indgår i et nyt børne- og ungepolitisk samarbejde. Ideen med projekt "Livsglæde - for børn og voksne" er, at de fire kommuner finder ud af, hvordan livsglæden har det i institutionerne. Derved er det håbet, at man med den nye viden kan forbedre børn og voksnes livsglæde i de sjællandske og jydske kommuner. Projektet vil støtte sig op ad eksisterende evalueringsrapporter som Børnemiljøvurderingen og har derfor ingen særskilt økonomi.
Lektor i Pædagogisk Psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Hans Henrik Knoop, der til dagligt vejleder de fire kommuner i samarbejdets pædagogiske aspekter, hilser dog ideen velkommen.
"Hvis man tager det her alvorligt, så kan alle vinde ved det. Der er udbetaling fra dag et ved kasse et. Det, vi kan måle, er de ting, som vi er fælles om, og som er vigtige for alle - blandt andet tryghed, sundhed og et energiniveau, der giver mulighed for aktiviteter.
Dem skal vi sørge for, alle har," sagde han til Børn&Unge, da Københavns Kommune den 30. marts afholdt konference om livsglæde for i alt 200 fremmødte børn, fagfolk og politikere på hovedstadens rådhus.
Han advarede dog imod, at kommunerne trods de gode intentioner går for langt i deres søgen efter livsglæden og krænke hvad han betegner som en individets private "urørlighedszone".

Urørlighedszonen. Kommunerne i projekt Livsglæde bør ifølge lektor Hans Henrik Knoop holde sig til at teste de fælles ting, der skaber glæde for børn og voksne, og se bort fra individuelle forskelle i deres jagt på smilet.
"Vi kan måle de fælles ting, der giver os livsglæde, men vi kan ikke måle en persons unikke oplevelse af livet. Man skal derfor passe på med ikke at gå for langt ved at snage rundt inde bag ved folks urørlighedszone og måle ting, der alligevel ikke kan måles. Og i øvrigt ændrer det, børnene selv siger, sig fra minut til minut," forklarer Hans Henrik Knoop.
Han fraråder derfor, at pædagoger udspørger det enkelte barn: "Føler du dig mobbet? Driller de andre dig meget? Nej? Helt sikker?". I stedet foreslår Hans Henrik Knoop, at evalueringen af barnets livsglæde tager udgangspunkt i observationer, men understreger, at enhver test bygger på en etisk grænse. Den skal fagpersonen lære at finde, eksempelvis ved at øve sig i at lokalisere urørlighedszonen via rollespil.
"Du kan godt se på et barn udelukkende ud fra observationer, om det nærmer sig andre børn på en usikker måde i stedet for, at man overskrider barnets personlige grænse ved at spørge: "Er du tryg?" Problemet er, at nogle braser ind over urørligshedsgrænsen og ødelægger mere, end de gavner."
Hans Henrik Knoop er dog vidende om, at overskridelsen ofte bliver begået i bedste mening.
"Det er tit mere troværdigt, at man observerer tegn, som man ved tydeligt afspejler et glad barn. Det er ikke bare smil, men også fordybelse og leg i længere perioder. Og om barnet glæder sig til at komme i børnehave. Det er ganske objektive tegn, som med stor sikkerhed tyder på livsglæde," forklarer han.
Ifølge Hans Henrik Knoop handler det fælles fodslag, som kommuner ønsker at etablere, om at finde en pædagogisk løftestang, der kan højne livsglæden i institutionerne, og ikke om at psykoanalysere barnet.

Faglighed centralt. Opskriften på livsglæden, der om ikke mindre end fem år gerne skulle være målt og vejet, skal ifølge de fire kommuners formænd for børne- og ungeudvalgene være gratis at finde frem til. Der er derfor ikke afsat ekstra økonomisk bevillinger til projektet. I stedet håber politikerne på, at pædagogernes faglige arbejde centrerer sig om et fokus på livsglæde, når de blandt andet skal skrive Børnemiljøvurderingen. Og lige præcis den faglige indsigt og samarbejdet med eksempelvis BUPL er afgørende, mener formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Sønderborg, Jørn Petersen:
"Det er i fagbevægelsen, at ekspertisen er. Hvis jeg som politiker kan være med til at give råd til fornyelse, så kan fagbevægelsen levererer den pædagogiske vare indenfor de rammer, vi aftaler."
Det er en opfordring, som pædagog Anne Kløjgård fra idrætsbørnehaven Ryvang 2 i København hellere end gerne følger op på. På konferencen optrådte en håndfuld børn fra hendes institution med sangen "Sikke'n dejlig dag det er i dag" foran de mange fremmødte mennesker - ganske upåvirket af fotografernes blitzende kameraer. Og det er for Anne Kløjgård et godt tegn, og målet, at børnene tør det.
"Jeg vil have, at børnene går ud fra Ryvang 2 og er omstillingsparate, kreative og har verdens højeste selvværd, for det er det, det handler om," siger hun og understreger, at glæden og selvtilliden i børnene skal komme fra stolte pædagoger, der kender vigtigheden af deres arbejde, og som er på forkant.

Italesæt glæden. "Der er mange ansatte i daginstitutioner, der opfatter sig selv som en blanding mellem aupair-piger og et vagtværn. Og det er vi ikke. Vi er dem, der udvikler og danner børnene. Den ballast, som børnene skal have for at være i stand til at fungere i folkeskolen og modtage undervisningen, får de hos os. Pædagogikken er det grundlæggende og ultimativt vigtigste arbejde, der findes overhovedet," sagde Anne Kløjgård, da hun af Børn&Unge blev hevet til side til en rådhuspandekage.
En sådan stolthed vil ifølge Anne Kløjgård gå i arv fra personalet til børnene, når pædagogerne har lært at tale om deres styrker og det gode pædagogiske arbejde, der lykkes til dagligt. Heri er livsglæden.
"Vi har arbejdet med flow-teori, de mange intelligenser, anerkendende relationer, og alt det er faktisk lykkedes i rigtig, rigtig mange år. Men det ligger måske inde under gulvtæppet og bliver aldrig nævnt. Dermed er det en eller anden skjult tavs viden, som du ikke kan bruge til noget. Men hvis du italesætter den og siger: "Det her er min force, og det her er min styrke", så fungerer det," siger Anne Kløjgård og opfordrer til, at man indarbejder projekter som "Livsglæde - for børn og voksne" i en rækkefølge, der passer naturligt i forhold til institutionens rytme:
"Hvis vi for eksempel synes, at noget er irrelevant, så gør vi skrifligt opmærksom på, hvorfor vi synes, at et tiltag ikke kan bruges".