Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 25
Ud af legen
Det er vigtigt, at pædagoger ikke belønner det barn, der bider.
Og det gør de, hvis de giver barnet for meget opmærksomhed.
I stedet skal det barn, der bider, tages ud af legen, råder psykolog
Af: Birgitte Avnesø
Der er ikke noget unormalt i, at en vred to-årig placerer sit tandsæt i armene på en legekammerat. Heller ikke, når han gør det anden gang - eller tredje gang for den sags skyld.
Både gennem voksnes og kammeraternes reaktioner lærer børnene hen ad vejen, at bid ikke er en acceptabel adfærd, og så holder langt de fleste børn op igen.
Men nogle børn bliver ved med at ty til tænderne, når noget går dem imod, og i de tilfælde er det vigtigt, at pædagoger reagerer og griber ind, mener privatpraktiserende psykolog Susanne Lund, der blandt andet arbejder med børn.
»Det er okay, at et lille barn bider lidt, og hvis det sparker i hidsighed, vælter det heller ikke verden. Men når det bliver en vane, kan det true barnets sociale position. Det risikerer at blive stemplet af både kammerater og personale, og det kan klæbe ved i meget lang tid,« siger Susanne Lund.
Hun råder pædagogerne til i første omgang at tage kontakt til forældrene, hvis et barn begynder at bide mere, end godt er.
»Forældrene har måske set samme mønster hjemme og har ideer til, hvad der virker på deres barn. Næste skridt er at finde ud af, hvad der sker, inden barnet bider. Kommer bidet for eksempel i bestemte sammenhænge? Når man ved det, bliver det også lettere at komme bidet i forkøbet og give barnet særlig opmærksomhed, så bidet undgås,« siger Susanne Lund.
Derimod må vanen med at bide ikke blive belønnet.
»Barnet skal selvfølgelig have at vide, at det vil man ikke have, men så skal der ikke bruges mere opmærksomhed på barnet. Han skal afvises på det plan, små børn kan tåle. Altså ved at tage ham væk fra legen. Hvis man går ind i en lang snak med barnet, er det også en form for belønning, og det er ikke meningen. Nedtoning af problemet og afvisning af barnet er mest effektiv. Børn lærer, fordi de gerne vil tækkes voksne,« understreger Susanne Lund.

Lær barnet empati. Der kan være flere grunde til, at et barn bider.
»Det, der skal afholde barnet fra at bide, er evnen til at forstå, at det skader andre - empati - som udvikles fra to års alderen. Før da er det at bide noget, der skal afprøves, og det skal man ikke lægge noget særligt i. Hvis barnet bliver ved med at bide, kan det være, fordi det ikke har udviklet empati i tilstrækkelig grad. Det forstår simpelthen ikke, hvorfor de andre græder, når det bider,« siger Susanne Lund.
Hvis det er tilfældet, kan pædagoger hjælpe barnet lidt på vej og lære det om konsekvenserne ved handlingen.
»Man kan prøve at vise barnet, hvad der sker, når det bider. Forklare det, at det gør ondt på kammeraterne at blive bidt. Men det skal ikke siges som en moralsk løftet pegefinger. Det bedste man kan gøre er at stille sig på samme side som barnet - også rent fysisk. Når et barn har gjort noget galt og skal vejledes, bliver den voksne bedst hørt, hvis der ikke er for direkte øjenkontakt mellem voksen og barn,« understreger Susanne Lund.

Negativ opmærksomhed. Hun tilføjer, at udviklingen af barnets empati ikke nødvendigvis skal ske i forbindelse med bidesituationen. Det kan også ske, hvis man for eksempel sidder ude i sandkassen, og lille Emma falder.
»Så kan man sige til det barn, der bider: "Se, Emma har slået sig. Det gør ondt, og det er derfor, hun græder."«
En anden forklaring på gentagne bid er, at barnet har for mange indestængte aggressioner, der skal ud.
»Det er tit et tegn på, at noget i barnets liv ikke er, som det skal være. Det kan være, barnet er lidt småsygt. At det har det skidt i institutionen, eller at der er uro på hjemmefronten.«
Og det er ikke nødvendigvis massive problemer på hjemmefronten. Det kan lige så vel være, at der sker for meget i barnets liv - enten for mange aktiviteter, eller fordi det mentalt skal forholde sig til for meget.
Endelig kan bid også handle om, at barnet føler, at det ikke får opmærksomhed nok.
»Et barn der bider, får negativ opmærksomhed, og det er bedre end ingenting. Derfor kan man prøve at give barnet noget mere positiv opmærksomhed. Men det skal ikke være som belønning, fordi det ikke har bidt. Opmærksomheden skal komme, fordi den voksne har lyst til at give den - for eksempel ved at læse en bog sammen med barnet.«