Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Omsorg kan have en høj personlig pris
Der kan være store omkostninger forbundet med at arbejde med andre mennesker. Det ved den norske psykolog Per Isdal. Han har nu skrevet en bog, som også henvender sig til pædagoger.
Af: Mikkel Prytz
Per Isdal sidder i sin bil. Han græder, ja mere end det. Han ryster og hulker, og han kan ikke holde op igen. I måske en halv time sidder han sådan og bare græder uden at kunne kontrollere sig selv. Han har arbejdet i 12 år som psykolog og terapeut, og han har aldrig oplevet noget lignende.
I sidste uge sad han også i sin bil og græd. Det var efter arbejde, og han blev overrasket, for han plejer ikke at græde. Men han slog det hen, sagde til sig selv:
’Jeg er træt for tiden, jeg får ikke nok søvn, jeg har for mange opgaver, det er hårdt med familie, børn og istandsættelse af bolig.’
Men her sidder han altså igen, og han kan ikke få styr på sine følelser. De mange års samtaler med voldsforbrydere og pædofile har taget alt for hårdt på ham. Og han har end ikke lagt mærke til det. Nu går det op for ham, at han har mødt muren, og at han ikke kan fortsætte sit arbejde som terapeut for den type mennesker.
»I dag kan jeg se, at jeg burde have mærket muren allerede fem år tidligere. Der begyndte jeg selv at få tiltagende problemer, og der burde jeg have indset, at det her arbejde var for tungt til, at jeg kunne blive ved så længe,« fortæller Per Isdal, norsk psykolog og aktuel med bogen ’Medfølelsens pris – når professionelle hjælpere har brug for hjælp’.
I bogen beskriver han, hvordan pædagoger, psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker og andre fagpersoner, der arbejder med at give omsorg, selv kan blive påvirket af de stærke oplevelser, de kan komme ud for, og de voldsomme skæbner, de møder gennem deres arbejde.
Per Isdal blev selv påvirket af sit arbejde med volds- og seksualforbrydere i sådan en grad, at han måtte afbryde terapiforløbet. Det skete, allerede dagen efter at han mødte muren i bilen efter arbejde. Han indså, at han ikke kunne tåle at høre flere fortællinger om vold eller seksuelt misbrug, og derfor sagde han op.
»Jeg kunne ikke fortsætte, det var simpelthen ikke muligt. Hvis jeg havde prøvet, var jeg blevet endnu mere syg. Muren havde i fem år prøvet at fortælle mig, at jeg havde kurs lige mod den, og da jeg til sidst ramte den, blev jeg ude af stand til at udføre mit arbejde,« siger Per Isdal.

Brev til Per. Et par år inden Per Isdal rammer muren, skriver han et brev til sig selv:
’Ja, jeg bliver jo egentlig både syg og dårlig over alt det ubehagelige, jeg hører og skal forholde mig til. Jeg er blevet forandret som menneske, og jeg har mareridt om vold de fleste nætter. Jeg får ofte flashbacks med ubehagelige billeder i mit hoved. For eksempel når jeg skifter ble på mit barn på puslebordet, kan jeg fra det ene øjeblik til det næste få mentale billeder af overgreb’.
Han er på et kursus blevet bedt om at fortælle, hvad arbejdet gør ved ham. Det spørgsmål har han fået mange gange, og for første gang slår han det ikke hen. Han giver sig tid til at besvare det, og svaret overrasker ham, samtidig med at han godt ved, hvor galt det står til.
Han skriver også:
’Jeg har i realiteten mistet alt håb og mener, at det, jeg laver, er fuldstændig nyttesløst. Ingen patienter får det bedre. Nogle gange har jeg lyst til at tage livet af mine klienter, og indimellem får jeg også grimme tanker om at skade de mennesker, jeg er glad for’.
I brevet lægger Per Isdal alle kortene på bordet. Han fortæller, at han er vred både derhjemme og på arbejdet, at han ikke orker at omgås andre mennesker – og at han pludselig har fået smag for country og romantiske komedier.
’Jeg skammer mig! Men ellers har jeg det fint’, slutter han brevet.
»Jeg fik så mange signaler, som jeg valgte at overhøre. Jeg sov dårligt om natten. Jeg havde mareridt om vold. Jeg blev mere og mere sær og havde ikke lyst til at se folk udenfor arbejdet. Jeg sad bare og så en masse dårligt tv. Det her var altså svaret på, hvad mit job gjorde ved mig, og det havde hverken min uddannelse eller mit arbejde forberedt mig på,« fortæller Per Isdal i dag, godt 20 år senere.

Også pædagoger. I de senere år har den norske psykolog og forfatter beskæftiget sig med netop dette emne om, hvordan omsorgsarbejde påvirker omsorgsarbejderen. Han har blandt andet holdt en lang række foredrag og kurser. Og i bogen ’Medfølelsens pris’ præsenterer han begreber som ’vikarierende traumatisering’, ’compassion fatigue’ (som kan oversættes til omsorgstræthed) og ’udbrændthed’, som på forskellige måder beskriver den påvirkning, pædagoger og andre faggrupper udsættes for i deres arbejde.
»De samme mekanismer, som jeg var udsat for i mit arbejde, gør sig også gældende for pædagoger. Selv mennesker, der arbejder med helt små børn, oplever også smertefulde ting som eksempelvis seksuelt misbrug, mishandling, sygdom eller omsorgssvigt. Og de møder ikke bare de små børn, men også forældrene og familien, som også kan have svære problemer,« siger Per Isdal.
»Jeg har talt med mange børnehavepædagoger, som genkender deres egne oplevelser i det, jeg fortæller,« tilføjer han.

Følelser smitter. Rikke Smedegaard har været pædagog i mange år og har efterhånden prøvet at stå i de fleste situationer. Men hun kan stadig blive påvirket af sine følelser. Eksempelvis når et af de børn, hun er AKT-pædagog for på en folkeskole, spørger hende, om det ikke er svært hele tiden at være sammen med de børn, der er vrede eller kede af det.
»Så kan jeg godt blive lidt rørt over, at de kommer til at tænke over, hvordan det er at være mig og have mit arbejde. Tænk, at en fra 4. klasse kan være så betænksom. Jeg fortæller dem selvfølgelig ikke, at det nogle gange er så forfærdeligt, at jeg bare sidder og græder,« siger Rikke Smedegaard Hansen.
Hun skynder sig dog at tilføje, at hun har det rigtig godt med sit arbejde.
»Det er det her arbejde, jeg brænder for, og som jeg er god til. Men jeg kan mærke, at andres følelser smitter af på mig, og nogle gange bliver jeg helt utrolig træt,« fortæller pædagogen.
En overgang blev det for meget for hende. Det havde været nogle lange dage med drøn på. Der havde været mange konflikter, et barn havde slået hende, og et andet barn var løbet væk fra skolen. Hun fandt barnet igen, fik snakket tingene igennem, og herefter var det direkte videre til først et personalemøde og derefter et forældremøde i en klasse, der fungerede dårligt.
»Jeg kom sent hjem og kunne ikke falde til ro, kunne ikke falde i søvn. Næste morgen havde jeg ikke lyst til at tage på arbejde, men jeg gjorde det alligevel. Og så blev jeg bare så utrolig ked af det. Jeg sad der og tjekkede intra, og så kom det lige pludselig bare over mig,« fortæller Rikke Smedegaard Hansen, der endte med at være sygemeldt med stress i en periode.

Ikke alene mere. Rikke Smedegaard Hansen har nu fundet ud af, hvordan hun kan håndtere børnenes smerte og vrede.
»Jeg sørger som regel for, at jeg ikke skal noget efter arbejde. Jeg bliver nødt til at skære ned på mit eget sociale samvær, når jeg har fri, fordi jeg kan være så helt enormt træt. Jeg skal bare hjem og være lidt i fred,« siger hun.
»Mit arbejde går jo ud på at høre historier om, hvordan andre har det svært. Det er alt lige fra vold i hjemmet til børn, der er flygtet fra krig, eller hvor mor og far ikke har penge til mad. Og alle de historier går jeg jo også rundt med,« tilføjer hun og forsøger at sætte ord på, hvordan historierne påvirker hende:
»Det er en underlig følelse. Jeg kan gå rundt med en tristhed og træthed, men samtidig ved jeg, at jeg måske er den første, børnene fortæller deres historie. Det betyder, at de ikke længere er alene om deres smerte, alene med deres hemmelighed, alene med deres skam. Og fordi jeg ved, at noget af det værste for børn er at skulle bære den slags følelser alene, så gør mit arbejde mig også glad, fordi jeg kan være der for dem som menneske og som professionel.«