Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Når mange stemmer bliver til et stort kor
Af: Elisa Rimpler
Først en stor og rungende tak til alle jer, der har brugt tid på at svare på BUPL’s årlige vilkårsundersøgelse. Vi har i fællesskab skabt den mest omfattende kortlægning af vilkårene på det pædagogiske område. Og det er stort, for det giver et præcist billede af, hvilke udfordringer pædagoger står med i 2019. Et billede af en virkelighed, der ikke kan ignoreres.
I skrivende stund er svarene fra vilkårsundersøgelsen for alle pædagoger i skole, fritidshjem, SFO’er og klubber ved at blive samlet op.
Vi håber, at den kaster lige så meget omtale af sig, som under­søgelsen på småbørnsområdet, der har skabt massiv omtale i medierne. Hele
123 pressehistorier på knap 14 dage om børneliv og pædagogers vilkår er det blevet til: Fra en hel side i Politiken til en lang række vinkler i regionale og lokale aviser over hele landet.
Med 14.000 svar på 0-5 årsområdet var det svært for politikerne at ­beholde skyklapperne på.
Det er netop den høje svarprocent, der betyder, at politikere og ­meningsdannere ikke kan fornægte virkeligheden, og at medierne anser undersøgelsen for at give et retvisende billede af børns hverdag.
Når 81 procent fortæller, at de er alt for få til mængden af arbejdsopgaver, når 66 procent har alenetid med i gennemsnit 18 børn, og når 64 procent af så mange pædagoger mener, at der ikke er tid nok til den helt basale omsorg – så er politikerne nødt til at vågne op.
Det er det, vi kan som fællesskab og forening, når vi står tæt sammen. Vi kan med små individuelle handlinger tilsammen skabe stor kraft og dermed resultater. Nu har forældrene så også bidraget med deres mange stemmer i bevægelsen ’Hvor er der en voksen’.
Lad os holde fast i den alliance og i fællesskabet som vejen til bedre vilkår for børn, unge og pædagoger. Og lad os blive ved med sammen at dokumentere, hvordan virkeligheden ser ud, så politikerne tvinges til at se med.