Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 17
Langtidsvirkning. Det er fantastisk
Vi har ledt efter beviser på, at vores pædagogik virker, siger en glad SFO-leder på Bredagerskolen, hvor pædagogerne i høj grad står for undervisningen.
Af: Steffen Hagemann
For 12 år siden sagde Bredagerskolen i Jelling ved Vejle farvel til traditionel klasseopdeling og stive faggrænser mellem pædagoger og lærere. Pædagogerne fik 12-15 timer i skolen om ugen og muligheden for at byde ind med deres faglighed. Derfor er det ikke underligt, at skolen er en af de 19 skoler, der er indgået i rapporten ’Effekten af en intensiveret pædagogindsats i skolen’.
Mette Lauritsen, ledende pædagog, som de kalder SFO-ledere i Vejle Kommune, på ­Bredagerskolen, er glad for at høre, at man kan måle pædagogernes aktive tilstedeværelse i skolen senere i børnenes liv.
»Det er fantastisk. Vi kan se, vi kan for­nemme, vi kan tolke, vi kan kigge på ­bør­nenes undervisningsmiljøundersøgelse, men vi har higet efter beviset på, at det virker. Vi har altid troet på det, for ellers var vi ikke gået efter det i så mange år,« siger hun.
Samarbejdet mellem lærere og pædagoger begyndte i 2001, hvor de to faggrupper fandt sammen i en ny indskolingsafdeling. Det
tager udgangspunkt i lærernes og pædagogernes kompetencer med respekt for faglig­heden, så pædagoger ikke prøver at være lærere og omvendt.
Indskolingen fra 0.-2. klasse er organiseret, så børnene på tværs af alder er opdelt i fire grupper på op til 60 børn. Hver gruppe har to lærere og to pædagoger tilknyttet.
»Det unikke i at udnytte de to faggruppers kompetencer gør, at én plus én bliver tre. Det lyder banalt, men det virker, fordi vi tænker helhedstænkning omkring børnene,« siger Mette Lauritsen.
Udgangspunktet er, at børnene lærer bedre, når de trives. Og at de har nemmere ved at være gode kammerater og samarbejds­partnere, når de trives og kan mestre konflikter.
Står for undervisning. Og pædagogerne yder et aktivt bidrag til børnenes faglige udbytte.»Vi står i høj grad for undervisningen. Det har vi gjort siden 2001,« siger Mette Lauritsen. »Pædagoger deltager i undervisningen afhængig af deres personlige kompetencer og den kompetence, de har tilegnet sig på skolen. Lærerne har det fagfaglige ansvar for dansk og matematik, og så komplementerer pædagogerne med deres kompetencer,« uddyber hun.
Pædagoger og lærere har to timers fælles forberedelse om ugen i løbet af skoleåret, hvor de både planlægger undervisningen og holder sig ajour med børnenes trivsel.
Mette Lauritsen er stolt af den udvikling, som medarbejderne har været igennem, og hun er stolt af medarbejdernes indsats.
»Jeg er så begejstret over, at de giver den en skalle igen og igen og igen,« siger hun og tilføjer: »Men nu er det kun et glansbillede, du hører. Vi har også udfordringer her på stedet, ellers ville det være mærkeligt.«