Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 15
De musiske dyder er presset
Regeringens læreplaner kan gøre det forbi med de musiske dyder og traditioner, siger Erik Lyhne, cand.phil. i musikvidenskab og lektor i musik. Han mener, at fokus er helt forkert i læringsdebatten
Af: Stine F. Mathiesen
I Århus sidder der en mand, som er bekymret. Manden er Erik Lyhne, cand.phil. i musikvidenskab og lektor i musik på Århus Dag- og Aftenseminarium. Han har skrevet bogen "Musik med mening", hvor tre ildsjæle inden for arbejdet med musik og børn fortæller deres og rytmikkens historie. Årsagen til hans bekymring er, at regeringen vil indføre læreplaner i de danske daginstitutioner. Erik Lyhne frygter, at det vil fjerne fokus og tid fra den musikalske udvikling.
"Jeg synes, at det er holdningsløst, visionsløst og bevidstløs planlægning, at man ikke også tænker de musiske processer ind i vores daginstitutioner og fremhæver dem lige så snart, at man snakker om, at vi skal styrke den sproglige udvikling, fordi den musikalske og den sproglige udvikling hænger meget tæt sammen," siger han og uddyber:
"Børn bruger leg med lyd i deres tilegnelse af sprog. Verdens sværeste melodi at beherske er jo det talte sprog. Et barn lærer en sproglig indlæring med hele kroppen. Der er måske hundrede forskellige ingredienser i at danne en bestemt lyd, men det behersker et spædbarn. Det indoptager det i sin krop, og derfor kan man ikke systematisere den læreproces."

Svært at måle. Erik Lyhne er bange for, at læreplaner vil stjæle tid fra de musiske aktiviteter, som ifølge ham er uundværlige:
"Man bliver som pædagog bombet til med så mange krav og mål alle steder fra, at der næsten ikke er plads til fantasien mere. Pladsen til børnenes egen kultur bliver væk. Hvis der er hundrede krav til pædagogerne, som de skal opfylde i deres hverdag, og der er læreplaner helt ned til de små børn, så forsvinder den legende måde, som barnet indtager sproget på. Det vil blive voksenstyret læring hele tiden," siger Erik Lyhne.
Og han er ikke i tvivl om, hvorfor musikken ikke bliver prioriteret lige så højt som andre faglige kvalifikationer:
"Man er hele tiden ræd for at blive nummer sjok i de undersøgelser, hvor man måler de danske børns læseevner i forhold til børn i andre europæiske lande. Det er jo lidt svært at måle resultater inden for det musiske, for det er jo sådan lidt som et stykke håndsæbe: når du endelig får fat i det, så smutter det igen. Man kan måle det efter, om man får gåsehud for eksempel. Du kan jo heller ikke måle, om børn har en god fantasi eller kreativitet."
Erik Lyhne mener, at de musiske dyder, som de tre ildsjæle, Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbek Schmidt fortæller om i bogen "Musik med mening", er totalt fraværende i dagens debat. Det er dyder som at arbejde med improvisation, at kunne spille sammen og dermed samarbejde og arbejdet med at give plads til børnenes egen fantasi og deres egne kulturelle udtryk, han frygter forsvinder. Dyder som er med til at styrke børn, deres selvtillid og deres samarbejde med andre.
Erik Lyhne synes, at det er svært at gøre pædagoger og især politikere opmærksomme på vigtigheden i de musiske dyder. Han mener, at fokus forsvinder fra musikken:
"Når vi hele tiden fra højeste sted bliver tudet ørerne fulde af, at det er dansk og matematik, vores børn skal blive gode til, så er det jo det, vi tror. Vi hører aldrig nogle sige, at det er rigtig vigtigt, at vi arbejder med musikken, at vi kan calypso-rytmen og kan vrikke med underlivet. Det er fuldstændigt fraværende i den offentlige debat."

Bogen "Musik med mening" af Erik Lyhne, cand. phil. i musikvidenskab og lektor i musik, handler om Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbek Schmidt og deres livslange arbejde med børn og musik. Siden 1920'erne har de været eksponenter for udviklingen af arbejdet med rytmisk musik og børns egen musiske kultur.
Musik med mening af Erik Lyhne, forlaget Lyren, www.lyren.dk