Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 42
Loft over SFO-priser efterlyses
Kommunernes Landsforening vil ikke have loft for SFO-priserne. Men både Dansk Folkeparti og SF er interesserede i at komme kommunernes høje SFO-takster til livs.
Af: Jesper Nørby
Flere medier har råbt vagt i gevær over SFO-priserne, som i nogle kommuner koster forældrene næsten 2000 kroner om måneden.
Både Dansk Folkeparti og SF har vist interesse for et regelsæt, som kan sætte en stopper for de høje takster, nogle kommuner tager. Men i Kommunernes Landsforening (KL) er man ikke interesserede i love, der begrænser kommunernes økonomiske spillerum. Kommunerne skal selv have lov til at bestemme, lyder det.

Deres økonomi er presset, og derfor ser nogle kommuner det som en nødvendighed med de høje takster, fortæller Jørn Sørensen, borgmester i Holbæk Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Ungeudvalg.
"Kommunerne er økonomisk låst fast i et jerngreb. Derfor er der nogle kommuner, som udnytter, at der ikke er et loft for, hvor meget de må kræve fra forældrene. Altså ud over 100 procent," siger han.
Konsekvensen er, at der fra kommune til kommune er markante forskelle på, hvor stor en del af driftsudgifterne, der lægges på forældrenes skuldre.
Det mener Jørn Sørensen dog ikke er et problem, som landspolitikerne skal bekymre sig om.
"Det er en del af det kommunale selvstyre. Der er jo også forskel på skatten fra kommune til kommune," siger han og påpeger, at taksterne bør være en sag mellem lokalpolitikerne og deres vælgere.

Loft er interessant. René Christensen er familieordfører for Dansk Folkeparti. Han er overrasket over, at nogle kommuner vælger at lade forældrene betale det, han kalder 'en uacceptabel høj del af udgifterne'.
"Som lokalpolitiker kommer det bag på mig, at der har siddet politikere ude i en kommune og besluttet, at for eksempel 85 procent er en rimelig del at overlade til forældrene," siger han med henvisning til Esbjerg Kommunes budget for 2008.
Han er ikke afvisende over for at lave et loft for, hvor meget kommunerne må kræve for en SFO-plads. Han vil dog gerne se, hvordan kommunerne forvalter de nye regler for betaling af madordninger på ældreområdet, før han for alvor tager diskussionen om SFO'erne op.

"Man har jo hørt, at nogle kommuner vil hæve prisen for madordningen, fordi de ligger under den grænse, politikerne har vedtaget. Hvis det sker, bliver jeg ærligt talt lidt skuffet," siger René Christensen og frygter, at nogle kommuner også kunne finde på at hæve deres takster for en SFO-plads, ifald de måtte ligge under en eventuel betalingsgrænse på det område.
Og den frygt er ikke ubegrundet, hvis man skal tro Jørn Sørensen fra KL.
"Jeg kan ikke afvise, at nogle af de kommuner, som ligger under den grænse, man eventuelt ville fastlægge, ville kunne blive fristet til at hæve deres udgifter," siger han.

Lange udsigter. Eftersom skolefritidsordningerne hører under folkeskoleloven, er det undervisningsminister Bertel Haarders ansvar. Børn&Unge ville gerne have hørt ministerens mening om de store forskelle på taksterne, men det har ikke været muligt at få en kommentar, da ministeren var på udlandsrejse.
Han har dog tidligere gjort opmærksom på, at han ikke har i sinde at lave et regelsæt for SFO-taksterne, samt at han - i modsætning til sin partikammerat Kurt Jakobsen fra Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune - ikke ser en sammenhæng mellem taksterne for daginstitutioner og priserne i skolefritidsordningerne.

Dermed kan et regelsæt på området have lange udsigter på trods af, at både Dansk Folkeparti og SF har vist interesse i at gøre noget ved de høje takster.
I BUPL er Allan Baumann, medlem af forretningsudvalget og politisk ansvarlig for SFO-området, ærgerlig over, at SFO'ernes fremtid er lovløs.
"Kommunernes økonomi er presset, og vi ser jo, at de ordninger, som ikke ligger under et regelsæt, rammes af sparekniven," siger han.
Han er bange for, at de høje SFO-priser i sidste ende medfører, at nogle forældre må tage deres børn ud af SFO'erne, så de ikke har et pasningstilbud efter skoletid.
"Det må ikke blive børnenes problem, at de bor i en kommune med SFO'er i stedet for fritidshjem," påpeger han.