Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 43
Drop diagnoserne
Pædagoger lever ikke op til reglerne om skærpet underretningspligt. De foretager for få underretninger til kommunen, fordi de er bange for forældrenes reaktion. Men der er ingen grund til angst, blot pædagogerne holder sig fra at stille diagnoser
Af: Poul Majgaard
Pædagoger skal holde op med at stille diagnoser, når de foretager en underretning til kommunen om, at et barn mistrives. Det budskab kommer fra klinisk psykolog Marianne Gram, der behandler omsorgssvigtede børn, på sin klinik i Københavns centrum.
Hun mener, at der skal underrettes mere, og at dét ikke er noget problem, hvis pædagogerne blot gør det på den rigtige måde.
»Ved altid at ville stille en diagnose, skyder pædagogen sig selv i foden. Pædagogen bliver nervøs, forældresamarbejdet kompliceres - og måske får barnet ikke den nødvendige hjælp,« siger hun.
Hun taler om den såkaldt "skærpede underretningspligt" og forklarer, hvad hun mener, at pædagogerne bør gøre, hvis et barn lider under omsorgssvigt:
»De skal skrive deres observationer ned og give disse observationer videre til den kommunale forvaltning. Og så skal de - så vidt det overhovedet er muligt - forsøge at inddrage forældrene.«
Gram siger, at begrebet underretningspligt i slutningen af 1990erne fik en "anden klang" - at det i dag opfattes som langt mere legitimt at fortælle kommunen om problemer med børnene. Men alligevel er pædagogerne ikke blevet bedre og mere flittige til at underrette, mener hun:
»Der er - trods den fælles forståelse for underretningens vigtighed - ikke sket en tøddel.«
Gram har kun et enkelt forbehold:
»Lige efter den meget omtalte Vadstrupgård-sag steg antallet af underretninger om seksuelle overgreb noget, men ellers er alt ved det gamle.«

Repressalier. Marianne Gram har fulgt udviklingen, fordi hun selv har været i systemet i mange år. Både i sin klinik; og før det: I et familiebehandlingscenter - og endnu før det: i Københavns Kommune. Hér har hun modtaget de omstridte underretninger gennem en årrække.
Men hvad er det, som pædagogerne gør forkert?
»Både pædagoger, skolelærere og andre, der arbejder med børn i daginstitutioner, har et ønske om at løse denne opgave ordentligt. Derfor vil de gerne formulere en slags diagnose, der kan tydeliggøre, at underretningen er berettiget. Det er for så vidt forståeligt nok, men det er bare ikke til gavn for børnene, tværtimod«
Hun uddyber:
»Pædagogerne skriver for eksempel, at der er mistanke om, at lille Lise har været udsat for seksuelle overgreb, men dermed ødelægger de næsten enhver mulighed for et fornuftigt samarbejde med forældrene. Og da institutionen godt ved, at de fleste forældre vil opleve situationen som en anklage, så vil pædagogerne nogle gange tøve - og tingene gå i stå.«
At pædagogerne frygter forældrenes reaktion på en underretning er flere gange blevet dokumenteret. I 1996 fastslog Socialforskningsinstituttet i undersøgelsen Daginstitutioner som forebyggende tilbud til truede børn, at angsten blandt andet gik på repressalier i form af voldstrusler og vold. I den socialfaglige litteratur peger forfattere desuden på frygten for, at forældrene skal udvandre fra det møde, hvor sagen skal tages op - og måske ligefrem flytte til en anden kommune.
Marianne Gram kender pædagogerne, dels fra sin tid som psykolog i Københavns Kommune, dels fra foredrag om underretning, holdt i en række kommuner og fagforeninger. Hun siger, at hvis der vedvarende er tegn på mistrivsel, så skal pædagoger gøre det, som de er "drøn-gode" til. Og hermed mener Marianne Gram altså at observere.
»Derpå skal de - i samarbejde med institutionslederen - gribe fat i forældrene og sige: "Lille Lise har det dårligt, skulle vi ikke få hende undersøgt hos en specialist hos den kommunale forvaltning, så hun kan få det godt igen..."«
Marianne Gram forklarer sin holdning:
»Alle forældre er interesseret i, at lille Lise får det godt igen, og hvis lille Lise græder, isolerer sig eller er meget fraværende, så er det ingen grov anklage at fortælle forældrene om den slags observationer. Måske handler det alene om, at lille Lise har mistet sin mormor, som hun elskede højt.«
Gram giver eksempler på relevante spørgsmål til forældrene: "Hvad oplever I?", "Ser I det samme som os?", "Er der sket noget anderledes i familien for nylig?"
Hun siger:
»Hvis samtalen med forældrene ikke kan fjerne bekymringen, så må man - med eller uden forældrenes videre deltagelse - gå til kommunen, og så er det sådan nogle som mig, der ser, hvad pædagogerne har skrevet.«

Unødvendigt dilemma. Marianne Gram erkender, det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår der i juridisk forstand er tale om en underretning, men hun forklarer samtidig om en klar linie i de underretninger, hun har set i de 14 år hvor hun har arbejdet med omsorgssvigtede børn.
»I en underretning konkluderes der for eksempel, at lille Lises mor drikker, men selve observationerne er der kun få af - eller også er de helt udeladte. Den slags underretninger kalder jeg for forkerte underretninger, og det er altså stadig hovedreglen, at underretningerne er skruet forkert sammen.«
Gram taler om et unødvendigt "dilemma":
»Når pædagogerne tror, at de skal stille diagnoser og samtidig har en etisk pligt til at inddrage forældrene, så er det, de for ofte bliver bange. Skal jeg sige det rent ud, så er det næsten ikke til at vriste en underretning ud af en daginstitution eller skole.«
Og Marianne Gram er hård i sin vurdering af konsekvenserne ved forkert eller manglende underretning:
»Den nuværende praksis er smertefuld for alle - og den kan være decideret ødelæggende for det barn, der ikke tages hånd om,« konkluderer hun.
Kan du give eksempler på, hvad du gerne vil se i en underretning?
»Ja, jeg vil som psykolog gerne vide, hvordan det foregår, når barnet bringes om morgenen og hentes om eftermiddagen; hvordan barnets lege-vaner er; om det har madpakke med, og om det besørger i bukserne, selvom ble-alderen er ovre... men jeg får praktisk talt aldrig den type informationer.«
Gram siger videre:
»Pædagogers fokus og energi er rettet imod at begrunde underretningen ved at formulere det, de frygter, så præcist som muligt: For eksempel "formodning om seksuelt misbrugt barn". Men jeg kan meget sjældent bruge den slags til noget.«
Hun sammensætter et eksempel:
»Det er jo også omsorgssvigt, hvis et barn skal have briller, og forældrene ikke ser det. Men det hjælper ikke straks at drage tvivlsomme konklusioner om manglende voksenkontakt eller svær understimulering. Dét vil ikke gavne forældre-kontakten. Derimod kan det hjælpe kommunen, hvis den får at vide, at barnet jævnligt går ind i ting eller falder ned fra gyngen...«

Pædagoger gemmer sig. Marianne Gram gentager, at underretningen for ofte helt udebliver - og leder tilsyneladende efter yderligere forklaring:
»Nogle gange føler jeg, at pædagogerne, i fuldstændig afmagt, gemmer sig bag deres tavshedspligt. For eksempel i de små samfund, hvor de kender den relevante familie privat - eller hvis de er meget bange for en voldelig far.«
Andetsteds i disse artikler fastslår en jurist dog, at tavshedspligten aldrig kan fjerne pædagogers pligt til at give underretning til kommunen.
Du taler som om, du havde forventet, at tingene havde udviklet sig bedre?
»Ja, for som sagt har underretningspligten ændret sig i vores bevidsthed. I gamle dage sagde vi altid indberetning - nu kalder vi begrebet ved dets rette navn, underretning. Indberetnings-begrebet lugter jo af både stikkeri og anmeldelse, ganske som når en menig i militæret bliver indberettet, fordi han har glemt at pudse sine støvler.«
Hun fortsætter:
»Og oplevelsen af, at underretning i dag er noget andet, end den førhen var, er vi faktisk mange, der deler. Forståelsen for, at det er legitimt at underrette, opstod så markant i 1998, hvor serviceloven trådte i kraft, at jeg i en periode troede, at man havde lavet om på selve lovens tekst. Når der så alligevel intet sker ude i institutionerne, så er det da skuffende.«
Du siger, at der ikke er sket en tøddel, men nogle kommuner fortæller trods alt, at de oplever flere underretninger nu end tidligere?
»Ja, men du kan jo ikke ringe til en kommune og spørge, om den svigter. Det er de færreste, der har format til at sige det lige ud, hvis deres kommune ikke gør det godt nok. På den anden side ved jeg udmærket, at der er nogle byer, der gør en stor indsats, for eksempel Århus. Men Århus er jo bare én ud af 275 kommuner. Prøv at ringe til Kommunernes Landsforening og spørg, om de på landsplan har set et stigende antal underretninger i de senere år.«

Status quo. Børn&Unge tog Marianne Gram på ordet.
Hos Kommunernes Landsforening giver man Marianne Gram ret - og taler om "status quo":
»Vi har ingen klar fornemmelse af, at antallet af underretninger fra fagfolk skulle have ændret sig,« siger souschefen i juridisk personalekontor, Karsten Thystrup.
»Vi registrerer en række tal med henblik på videregivelse til Danmarks Statistik. Men vi har ikke pligt til at registrere netop antallet af underretninger, så der laves ingen central opgørelse...«
»Havde du spurgt om brugen af straffeattester, så ville jeg klart skønne, at tallet er steget. Men hvis jeg skal skønne over de seneste års udvikling på området for fagfolks underretninger, så vil jeg anslå, at det er status quo.«
På spørgsmålet, om det er tilfredsstillende, når pædagoger stiller diagnoser, er Karsten Thystrup nærmest tavs:
»Det er i vid udstrækning en fag-diskussion, som jeg ikke vil gå ind i,« siger han.
Det vil en anden jurist til gengæld gerne. Hun hedder Nina von Hielmcrone og er lektor i socialret ved Aalborg Universitet. Hun fastslår, at pædagoger ikke skal stille diagnoser, og det begrunder hun sådan her:
»Den regel, der forpligter for eksempel pædagoger til at give underretning, taler ikke om diagnoser, men om "forhold". Hvis pædagoger iagttager "forhold" for et barn, som skaber formodning om, at dette barn har behov for særlig støtte, så skal forholdene jo viderebringes. Men med "forhold" menes der i praksis de observationer, som pædagoger og andre gør sig, ikke diagnoser.«
Nina von Hielmcrone præciserer om intentionerne hos socialministerium og folketing:
»Når du spørger, om institutions-pædagogerne skal stille diagnoser, må jeg altså svare, at dét har ganske enkelt ikke været lovgivers hensigt.«
Således har Marianne Gram også juraen bag sig, når hun opfordrer pædagogerne til at lægge vægt på observationerne og droppe diagnosen.

Tavshedspligt er ingen undskyldning
Der er en betydelig tilbageholdenhed med at underrette kommunen,« mener lektor i socialret ved Aarhus Universitet Peter Voldby. Han har en fortid i en kommunal forvaltning, så han kender også til den skærpede underretningspligt fra en lidt mere praktisk side. Han har navnlig ét bud på, hvorfor det er sådan:
»Hos folk, der ikke primært beskæftiger sig med jura, er kendskabet til reglerne dårligt.«
Han uddyber:
»Mange pædagoger tror, at deres tavshedspligt blokerer for en henvendelse til den kommunale forvaltning. Men det gør den altså ikke. Der står udtrykkeligt i forvaltningsloven, at tavshedspligten skal vige for pligter efter andre love, og i serviceloven finder man jo den skærpede underretningspligt for blandt andet pædagoger. Man kan sige, at tavshedspligten sprænges af underretningspligten.«
Peter Voldby tilføjer, at de mange fejlfortolkninger af tavshedspligtens omfang har mødt reaktioner fra Socialministeriet:
»Der er faktisk udsendt vejledninger, som meget pædagogisk forklarer, at tavshedspligt altså ikke kan fjerne underretningspligten.«