Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 43
TRE UNGE: - Ecstasy er taberdrugs

Af: John Peters
Folk, der tager ecstasy, er bare for langt ude, for stoffet er ukontrollabelt, livsfarligt og åndsfordummende, mener tre unge, som Børn&Unge har talt med. De kommer alle tre fra gode, stabile hjem, men de to af dem kender nogen, som på et eller andet tidspunkt har prøvet at indtage ecstasy.
»Der, hvor jeg kommer, er det helt yt at tage ecstasy. Det er simpelthen for åndssvagt, for det er pissefarligt, og der kan være hvad som helst i de piller. Man mister jo fuldstændigt kontrollen,« siger den 16-årige gymnasieelev Rasmus Cederlund, som bor i Århus. Han har de sidste år fået tudet ørene fulde af advarsler, og han er sikker på, at budskabet er trængt ind hos de fleste.
»Alle ved, at LSD er utroligt giftigt og kan skabe alvorlige problemer. Og vi har også hørt, at der kan være LSD i ecstasy. Derfor er det en grim ting at tage - og jeg kender heller ikke nogen, som tager stoffet,« siger Rasmus.
21-årige Nadja Nevel går på handelsskolen i Århus, og hun er enig med Rasmus. Men hun kender to drenge på 17-18 år fra handelsskolen, som ikke lægger skjul på, at de tager ecstasy hver weekend.
»Det synes jeg er det dummeste, man kan gøre. Selvfølgelig er det fedt at smide hæmningerne engang imellem, men det svarer til at balancere oppe på kanten af et højt hus at tage den form for narko. Selv er jeg enormt bange, og jeg kunne ikke drømme om at tage andet end vin og øl til fester,« siger Nadja og tilføjer:
»Vi snakker heller ikke så meget om ecstasy, og det virker som om, det er helt ude af billedet - men der er stadig nogen, der tager det. Jeg tror, de bliver dumme af det.«
Andreas Pallesen er 17 år, og han går på HF-kursus i Silkeborg:
»Ecstasy er ren taberdrugs, og jeg tror, man skal være langt ude for at tage det. Alle kampagner fortæller, at det er farligt, og det er bevist, at der er folk, som er døde af at indtage det. Derfor virker det underligt på mig, at nogen stadig kan finde på at eksperimentere med deres eget liv. Øl er o.k. - det andet er sgu for dumt. De folk, jeg kender, som tager ecstasy, virker ensomme og rodløse, og jeg tror, de bruger det for at skjule sig. De tager ikke stoffet ude i byen, men sidder derhjemme i smågrupper og tager stoffet. Jeg tror ikke, de har det godt.«