Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Vi fjerner de kønsblinde pletter
Gennem en teoretisk funderet kritik af hinandens adfærd og sprog arbejder de ansatte på Martha Hjemmet normkritisk.
Det gør de, for at børnene ikke fastholdes i stereotype kønsroller.
Af: Lea Schønemann Karlsen
De leger med Legoklodser og dukker på gulvet i en af stuerne, mens de spiser frugt omkring det runde bord i en anden. På overfladen ligner daginstitutionen Martha Hjemmet på Nørrebro i København en hvilken som helst anden daginstitution.
Kigger og lytter du lidt nærmere, vil du dog se, at Martha Hjemmet skiller sig ud. I bogreolen finder du bøger om mor og far, men også om mor og mama. Du hører historier om prinsen, der får prinsessen, men også om prinsen, der ikke ville have en
prinsesse og fandt en prins i stedet. På et personalemøde kan du høre to pædagoger tale om, hvordan den ene i forskellige legesituationer har tendens til ikke at trøste drengene lige så meget som pigerne. Det er en situation, som hans kollega har observeret, og da kollegaen påpeger det, kan han godt se, at det stammer fra en personlig forståelse, han har. Rundt om bordet nikker nogle af kollegerne. De kan
genkende den adfærd hos sig selv. Det er ikke for at stemple nogen som dårlig til sit arbejde, at situationen bringes op på mødet.
»Ved at man italesætter kønsblinde pletter og belyser det fra kollegaens side, starter man en refleksionsproces. Man kan ikke bedrive normkritisk pædagogik alene, og derfor er vi afhængige af hinanden,« siger Helle Bøgelund Frederiksen, der er pædagog og pædagogisk leder på Martha Hjemmet.
Helle Bøgelund Frederiksen har skrevet bogen ’Giv alle børn flere muligheder’, der udspringer af projektet ’Køn og mangfoldighed i en pædagogisk kontekst’, som hun har igangsat. Det er et projekt, der skal gøre Martha Hjemmet til en normkritisk daginstitution. Normkritisk betyder, at pædagogerne har forpligtet sig på at være kritiske overfor de normer om køn, som de selv og deres kolleger har, og som kan påvirke deres praksis overfor børnene. Pædagogerne skal hjælpe hinanden
med at se, når de gør forskel på drenge og piger i daginstitutionen på baggrund af deres egne forståelser af køn.

OBSERVATIONER
For at blive klogere på, hvad de egentlig gør og siger i praksis, foretog pædagogerne observationer af hinanden. Når en pædagog havde en aktivitet med en gruppe børn, tog den anden noter. Det har betydet, at de ansatte er blevet mere bevidste om, hvad
de siger til børnene, og de valg, de træffer. Før var de sjældent klar over deres egen adfærd. Hvorfor sætter de for eksempel kassen med biler frem til drengene og ikke til pigerne? Da vuggestuepædagog Julie Kellberg hørte om projektet første gang, var hun positiv. Hun synes, det er vigtigt, at de får sat ord på hinandens handlinger, da det skaber en bevidsthed om, hvad man gør, hvorfor man gør det, og hvad der er til barnets bedste.
»Det kan jo godt være, at der er en større mening med, at man tager bilkassen frem til
drengene, men vi skal bare vide, hvorfor vi gør det. Måske er det et barn, der er virkelig glad for biler, og det er selvfølgelig helt i orden,« siger Julie Kellberg.
Ifølge Helle Bøgelund Frederiksen skal man både turde kaste lys på sin egen praksis
og turde fremhæve andres. Det er dog ikke altid let.
»Jeg synes især, det har været svært at finde balancen mellem at gå kritisk til hinanden og ikke at få det til at lyde personligt,« fortæller Julie Kellberg.

MINDSKER KONFLIKTER
Martha Hjemmet er gået teoretisk til projektet. Hele personalet har læst bøger og artikler for at blive klogere på, hvad køn er for en størrelse, og hvordan man som pædagog kan påvirke barnets kønsidentitet og dets muligheder. At de er gået til
projektet på den måde, har gjort det lettere at se på hinanden med kritiske øjne, siger
Julie Kellberg.
»Jeg ved, at vi har haft det samme faglige grundlag at arbejde ud fra, så derfor kan jeg
sætte spørgsmålstegn ved fagligheden og ikke personligheden,« siger hun.
De teoretiske perspektiver har gjort det muligt for pædagogerne at spotte kønsblindheden, fordi de har fået en masse baggrund og forskning gennem de udleverede tekster. Det har gjort dem klogere på sig selv og de kønsnormer, som de har med i bagagen. Julie Kellberg fortæller, at det også har betydet, at der er blevet lagt låg på personlige holdninger og forståelser af køn, når man er på arbejde, fordi den fælles teoretiske forståelse og argumentation gælder her.
»Vi skal hele tiden sikre, at vi bevæger os i retning af at have en forståelse af køn i pædagogisk sammenhæng. Den skal være funderet i forskning og ikke i personlige normer eller myter,« uddyber Helle Bøgelund Frederiksen.
For hende har det været vigtigt at følge trop med pædagoguddannelsen, der i 2014 fik et modul om køn, seksualitet og mangfoldighed. Den viden, som de nyuddannede pædagoger får, skal de andre pædagoger også have, mener hun.

ET NYT SPROG
Projektet har været i gang i halvandet år, og selvom det officielt er afsluttet, så er arbejdet langtfra slut. For personalet fortsætter med at bruge det, de har lært. Julie Kellberg fortæller, at hun i dag er mere bevidst om ikke bare at kalde folk på gaden, eksempelvis håndværkere, for ’han’, når hun ikke kender deres køn. Og så har de i personalegruppen fundet en række alternative ord, der ikke indikerer et køn. For
eksempel brandbekæmper og målvogter. Hun er blevet mere opmærksom på ikke at sige ’Kom drenge’ eller ’Kom piger’, men i stedet inkludere alle børnene i sit sprog og sige ’Kom venner, kom børn’.
Også på legeområdet og i indretningen har projektet haft betydning. Pædagogerne
forsøger at kombinere legetøjet, så dukkerne kører i hurtige biler, og værktøjet også hører hjemme i dukkekrogen, der nu omtales som ’lejligheden’.
Helle Bøgelund Frederiksen fortæller, at de før kunne møde piger, der ankom til børnehaven i store, flotte kjoler, med ’Næ, hvor er du fin, sikke en flot kjole’. I dag har de rettet fokus væk fra påklædningen, og de møder i stedet børnene med et smil, og ’Hvor er det dejligt at se dig i dag’. Hun ved godt, at eksemplerne i sig selv kan virke banale, men hun er overbevist om, at de i det store hele gør en forskel for børnenes oplevelse af deres muligheder. Allerede nu kan pædagogerne se, at projektet
så småt gør en forskel hos børnene. De kan i hvert fald se, at børnene er begyndt at overtage de forskellige lege med det kombinerede legetøj, som pædagogerne introducerede, og at flere af børnene også leger med nye legekammerater
på tværs af køn.

HÅN OG NYSGERRIGHED
Ikke alle har taget positivt imod Helle Bøgelund Frederiksens idé om en normkritisk tilgang. Særlig sætningen ’Må drenge nu ikke være drenge?’ har hun hørt så meget, at den nu blot omtales som ’klassikeren’. Både personalet og forældre har haft blandede reaktioner: Nogle har rystet på hovedet, mens andre har været nysgerrige omkring, hvad det går ud på. Flere var bekymrede for, at Martha Hjemmet skulle blive kønsneutralt.
»Det er trættende, at man får skudt i skoene, at man ønsker at opløse kønnene og skabe ensartethed, fordi man arbejder normkritisk og kønsbevidst. Det er ikke vores ærinde. Vi ønsker at hylde mangfoldigheden og skabe flere udtryksmuligheder,« fortæller Helle Bøgelund Frederiksen.
Også Julie Kellberg føler, at hun har skullet forsvare den nye tilgang, både overfor forældre og privat. Her har den viden, som pædagogerne har fået gennem teoretiske tekster, været en stor hjælp. Den har givet hende en faglig viden, der har gjort det lettere at svare på andres bekymringer. For jo, siger både Helle Bøgelund Frederiksen og Julie Kellberg, drenge må gerne være drenge. Piger må gerne være piger. De skal bare vide, at det at være dreng og pige ikke er én ting. Der er flere måder at være dreng og pige på, og det vil de ansatte på Martha Hjemmet gerne understøtte. Gennem projektet er de blevet bekræftet i, at de som pædagoger er
med til at skabe børnenes kønsidentitet, og derfor ønsker de at udfolde børnenes oplevelse af muligheder fremfor at begrænse dem.

3 bøger, som pædagogisk leder Helle Bøgelund Frederiksen, Marta Hjemmet, har været glad for at bruge i arbejde med køn og pædagogik. Hun har blandt andet brugt udsnit fra bøgerne til et kompendie, som alle ansatte fik.

’Jeg ser barnet – ikke kønnet’
Teksten er et kapitel af Leif Askland i bogen ’Køn, seksualitet og mangfoldighed’.
Bogen giver blandt andet en gengivelse af teoretiske pointer, og den er derfor god for dem, der ikke har tid til at læse primær litteratur. Bogen er fra 2016.

’Åbne og lukkede døre’
Bogen er skrevet af Ane H. Kirk, Katrine Scott, Karoline Siemens og Anne Wind. Den giver en teoretisk baggrund for kønsidentitet og køn i pædagogikken og beskriver, hvordan pædagoger kan være med til at fastholde børn i stereotype kønsroller. Bogen er fra 2010.

’Køn i pædagogisk praksis’
Bogen er skrevet af Kristina Avenstrup og Sine Hudecek. Den giver konkrete
eksempler på den normkritiske tilgang i pædagogikken og er let tilgængelig
og handleorienteret. Bogen er fra 2016.

Om projektet
● Projektet ’Køn og mangfoldighed i en pædagogisk kontekst’ begyndte
i 2017 og har kørt frem til sommeren 2018.
● Martha Hjemmet søgte fonde for at finansiere projektet. I 2017 fik de et ErasmusPlus-
legat, støtte fra Udvikling og Velfærdsfonden samt fra Martha Fonden.
● De tog et Mangfolds Prismecertifikat, der er et kursus med en varighed
på seks uger i praksis om køn og mangfoldighed. Det hjælper daginstitutioner med at indføre normkritiske perspektiver i pædagogikken.
● Personalet har været på studieture til Island og Berlin, hvilket gav dem et
indblik i andre måder at arbejde på.
● Martha Hjemmet har udarbejdet en politik på kønsområdet med punkter, de ansatte er blevet enige om.
● Projektet har mundet ud i bogen ’Giv alle børn flere muligheder’, som Helle Bøgelund Frederiksen har skrevet. Bogen er udkommet i år og beskriver de teoretiske refleksioner og pointer, der ligger bag projektet, samt forskellige oplevelser under projektet. Bogen koster 95 kr. og kan bestilles ved at skrive til Helle Bøgelund Frederiksen på mail frederiksen@os.dk