Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Faglig opmærksomhed skærpes: Vi får energi af at reflektere
Efter en lang arbejdsdag har medarbejderne i den integrerede institution Damhuset taget sig tid til at diskutere deres fælles børnesyn. Tag med på et personalemøde, der giver masser af udvikling og energi.
Af: Mikkel Kamp
Nu skal vi have en faglig refleksionsproces.«

Leder Dorthe Vinther Andersen tager ordet, mens de 14 medarbejdere i den integrerede institution Damhuset i Risskov ved Aarhus spiser resten af deres sandwich. Klokken er 18, og de har lige været til møde på stuerne efter en lang dag. På bjælkerne under loftet er en lyserød flamingobamse væltet, mens en plyspapegøje stadig holder sig oprejst.
Det gør pædagogerne også. De bliver opdelt i tre grupper og sætter sig på bløde skamler i tre rundkredse med ansigterne vendt mod hinanden. På gulvet i hver rundkreds bliver der lagt sedler med sætninger som: ’Det, den forrige gruppe sagde, inspirerer mig til at …’ og ’Jeg blev nysgerrig på ...’.

Dorthe Vinther Andersen forklarer, at de skal arbejde videre med de værdier, de har diskuteret på et tidligere møde. Det handler blandt andet om at have fokus på det enkelte barn, vise nærvær og omsorg og at sørge for, at børnene føler sig trygge. Nu skal de komme med deres bud på, hvilket børnesyn de hver især arbejder ud fra.
En mandlig pædagog tager som den første ordet:

»Vi har en opfattelse af, at det, der foregår her, er vores ansvar – også at børnene bliver anerkendt. Vi har en professionel, objektiv tilgang, hvor vi er gode til ikke at tale dårligt om børn eller om deres forældre. Børn kan være udfordrede, men vi kan godt lide dem, og det kan de mærke,« siger han.

En kollega supplerer:
»Jeg synes, at relationen til børnene er afgørende. De skal føle sig set og hørt. Og så er det vigtigt, at legen er bærende. Det skal ikke handle om læring det hele. Vi skal insistere på, at det har en værdi i sig selv at være barn,« siger hun.

En kollega byder ind med, at hun ikke opfatter sig selv eller kollegerne som fejlfindere men i stedet som ’ressourcespejdere’. En anden taler om værdien af at se det unikke barn som en del af fællesskabet, og flere nikker genkendende til, at børnene i dag har større fokus på, om vennerne har det godt, end institutionens børn havde for fem år siden.
En ung, mandlig medhjælper tager ordet.

»Jeg har ikke været her så længe, men jeg vil bare sige, at jeg er virkelig imponeret over, hvor meget faglighed der er her både til hverdag, og når I taler om arbejdet. Jeg tænkte egentlig, at I bare passede børn, men I er sindssygt gode til at fortælle og forklare, hvad I gør,« siger han.

Børnesynet

Efter omkring ti minutter er pædagogerne stadig ivrige efter at byde ind med deres børnesyn, men tiden er skredet, og mødet bevæger sig videre til næste punkt, hvor de skal give eksempler på situationer, som kendetegner hele institutionens børnesyn.

»Man kan ikke sige: ’Jeg vil ikke arbejde ud fra vores børnesyn i dag’. Det gør vi hele tiden, også når børnene ikke vil have flyverdragt på og den slags,« siger en pædagog.

Ingen erklærer sig uenige, men debatten fortsætter.

»Andre steder har jeg oplevet, at man nogle gange udfører en aktivitet til punkt og prikke, fordi det har man aftalt, og så er det gjort. Det synes jeg ikke, at vi gør. Vi tager udgangspunkt i børnegruppen og dagsformen. Det er vi gode til,« siger han.
Pædagoger og medhjælpere i de tre grupper fortsætter med at komme med deres bud, og efter endnu en runde hvor de diskuterer, hvordan de kan tilstræbe altid at arbejde ud fra institutionens børnesyn, er mødet næsten slut.

Tjekker praksis

Under evalueringen af mødet udtrykker en kvindelig pædagog sin begejstring.

»Til daglig har vi ikke meget tid til at tale om de her emner, men når vi gør det, så bliver jeg altid så glad og stolt. Jeg tænker: Hold kæft, hvor er det godt.«

Efter mødet er pædagog Jakob Lymann Birk enig.

»Mange af os mødte ekstra tidligt i morges, fordi vi skulle til en fødselsdag, men når vi reflekterer, får vi masser af energi. Vi er stolte af vores arbejde, og det er fedt at få frem,« siger han og uddyber:
»Jeg kan mærke, at vi stadig er på samme side. Vi har et fælles børnesyn, som vi har nedfældet på et tidspunkt – og det holder. Vores meninger varierer selvfølgelig lidt, men vi er overordnet enige i, at vi skal have en grundig faglighed. Det er fedt at mærke.«

Hans kollega Asger Dahlgaard fortæller, at de mange ord langt fra er glemt, når hverdagen indfinder sig næste morgen.

»Det skærper min faglige opmærksomhed i praksis. Vi får et helikoptersyn på praksis, og jeg kan spørge mig selv, om vi gør, som vi selv siger, at vi gør. De næste dage vil jeg tjekke mig selv: Gør jeg det også, hvis jeg bliver presset? Og gør jeg det over for alle børn, eller er det kun i den ideelle verden?« siger han og tilføjer, at når han hører sine kolleger tale om deres pædagogiske værdier, kan han for sit indre blik se dem udføre handlinger, der passer til det, som de siger.

Mens han taler, er hans kollegers handlinger og samtale dog nået et stykke væk fra pædagogikken. Kaffekopper, tallerkener og papir bliver rutineret placeret på nederste hylde på et rullebord, samtidig med at snakken bliver mere og mere privat, og de første bevæger sig ud i mørket.

Om institutionen
Damhuset er en integreret institution, som ligger i Risskov nord for Aarhus.
Institutionen er normeret til 66 børn fordelt på 26 vuggestuebørn og 40 børne­havebørn.