Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 27
Ord er da noget man skriver
Oliver har mange ordkort i sin kasse, andre har ingen eller ganske få. I Børnehaven Porskjær i Galten skriver børnene de nære og kære ord på kort, hvis de har lyst. Personalet har besluttet at gøre op med års forskrækkelse for bogstaver, ord og tal i børnehaven. Nu støtter de børnene i deres åbenbare interesse for at skrive
Af: Vibeke Bye Jensen
Claus finder hurtigt sin ordkasse. Det er nemt, for den står mellem Caspers og Christians, som også begynder med C. Claus kender en del bogstaver og ord, for de står på hans ordkort. Mads står ved køleskabet i køkkenet og skriver sit navn med magnetbogstaver, som er nemme at flytte rundt på den hvide dør. En gruppe børn sidder sammen med Ketty og skriver ugens sang på et skilt. I vindueskarmen vokser squashplanterne hastigt mod lyset, og er nogen i tvivl om vækstens navn, kan det aflæses på skiltet ved siden af. Med skæve børnebogstaver står på et skilt "I dag har vi plantet squash". På værksstedet, hvor der i øjeblikket arbejdes med eventyrmalerier, er skriften også en stor del af kunsten. Børnene skriver selv, hvad de har malet.
Og sådan er det hele vejen igennem i Børnehaven Porskjær i Galten Kommune ved Århus. Skriften er med alle vegne. For godt et år siden besluttede personalet nemlig, at de ville gøre skriften synlig for børnene. Og støtte børnene i den interesse for bogstaver, tal og ord, som de altid har vist, men som pædagoger per tradition aldrig har beskæftiget sig med.
Pædagog Connie Hansen var da heller ikke nem at overtale til at gå i gang med skriftligheden, fordi hun som så mange andre af sine kolleger forbandt det med undervisning og noget, som skolen senere måtte tage sig af.
"Jeg havde den der undervisningsforskrækkelse og var lukket i forhold til at skulle tage skriftligheden ind. Jeg oplevede, at det var endnu et krav udefra, som vi skulle opfylde på trods af nedskæringer. Børn skal jo lære rigeligt i forvejen. Skulle de så også lære at læse og skrive? Jeg blev bange for, at man ville tage endnu et stykke af børnenes barndom, for når man opdagede, at børn kan lære at læse allerede i børnehaven, så ville man bare kræve, at alle børn skal lære det. Og så handler det ikke om, hvordan vores børn har det, men om hvad de kan, og hvor dygtige de er, så vi kan prale af dem, og så de kan klare sig godt i internationale undersøgelser. Og det gjorde mig forskrækket," siger hun.
Men nu kan Connie Hansen ikke forestille sig, at hun ikke også skal støtte den del af børns læring. Hun har set, hvor glade børnene er for at skrive og har totalt overgivet sig.
"Sætningen "børn skriver sig ind i læsningen", ramte mig og fik mig overbevist om, at jeg ikke skal lære børnene at læse, men støtte dem i det, de allerede er interesseret i, som vi gør det på så mange andre områder. Jeg oplevede, at når jeg satte mig ned og skrev den sang, vi skulle lære i løbet af ugen, så kom børnene og ville være med og skrive det, jeg skrev. Pludselig fik jeg øjnene op for, at jeg ikke skulle gøre noget særligt, men bare gøre det åbent, som jeg altid havde gjort alligevel. Skriftlighed er bare et tilbud mere, som vi er bevidste om, at børnene møder, inden de skal i skole," siger hun.

Skriftløs institution. Grunden til, at leder Lisbeth Højvang og resten af personalet satte skriftlighed på deres pædagogiske dagsorden, var et foredrag om sprog, som den daværende talepædagog holdt for dem. Hun gjorde opmærksom på, at børnehaven var temmelig skriftløs, i hvert fald for børnene.
"Og hun har jo ret. Skriften er meget vigtig, for børnene møder det alle steder, som symboler, på vejskilte og i den computer, som de kan finde ud af at betjene allerede inden, de starter her. I dag har børn meget mere brug for at kunne læse og skrive, end de havde tidligere. Og derfor er det altså mærkeligt, at de ikke må få svar på, hvad de der tegn er for nogle, når de nu interesserer sig for dem allerede i treårsalderen. På det område har pædagoger nok lidt berøringsangst. Vi havde det også, og det har krævet mange diskussioner at få den afslappede holdning til det, som vi har i dag," siger Lisbeth Højvang.

At skrive hjælper dialogen. Skriftligheden går på tværs af alle aktiviteter. Bogstaver, tal og ord dukker op alle steder. Pædagogerne har fundet ud af, at skriftligheden især er god til dokumentation. Så alle vegne i rummene hænger forklarende skilte - skrevet af børnene - i forbindelse med de aktiviteter og projekter, som børnene har lavet. Ja, selv julepynten var der skrevet på, fortæller Lisbeth Højvang og Connie Hansen. Desuden har de gennem det lille års tid, hvor de har arbejdet med skriftlighed, samlet en mappe med eksempler på børns skriverier. Mest for at fastholde de erfaringer, som personalet har gjort sig. Lisbeth Højvang har lagt mærke til, at skriftligheden er god til at fastholde oplevelser og hjælper børnene til at snakke om det, de er optaget af.
"I aktiviteten, hvor vi plantede squash, var det jo en oplevelse i sig selv at gøre det. Og når vi så skriver kort med ordet squash og skriver på en seddel til at hænge op, at i dag har vi plantet squash, så oplever man det hele igen og snakker om, hvad det var, man oplevede, og sådan kan man gøre ved alle aktiviteter. På den måde bruger vi det både til dokumentation og til, at børnene får lov til at være i oplevelsen, indtil den er bearbejdet. Det synes vi kvalificerer vores arbejde," siger hun.
Connie Hansen ved fra sit arbejde med musik og bevægelse, at børn lærer på, med og i kroppen.
"Vi har skriftligheden med uden at begrænse børnene, men de får alle muligheder præsenteret og lærer bedre på den måde," siger hun.
Lisbeth Højvang mener, at pædagoger i Børnehaven Porskjær tilbyder at vise børnene, at der også findes en kommunikationsform, der hedder skrift, og at den kan man bruge i forskellige situationer.
"Vi gør børnene opmærksomme på, at de også kan skrive ordene, så andre eller de selv senere kan læse det. Ideen med ordkort er jo, at det skal være nære og kære ord, som betyder noget for børnene: Deres eget navn, mor og far, navnet på den bedste ven eller på hunden derhjemme. Med kortet i hånden kan man gå hen til en voksen, og så kan de sige ordet, og bagefter kan man gå hen til en anden, og vedkommende siger det samme. På den måde får børnene jo hurtigt en forståelse for, at de skrevne ord betyder noget," siger hun.
"Ord forsvinder jo, når de er sagt. Men hvis man skriver det, så kan man se ordet igen og igen. Jakob fandt ud af, at når der skulle skrives navn på hans tegninger, så behøvede han ikke en voksen til at skrive Jakob, han kunne bare se på sit ordkort, så kunne han selv skrive det. Jo flere gange han ser det, jo nemmere er det for ham at huske det, og sådan er det jo også med de andre ord," siger Connie Hansen.
Lige som alt andet i børnehaven er legen med bogstaverne frivillig.
"Børnene får jo ikke et kort, hvis de ikke vil have det. De kommer selv og siger, at de vil have det og det ord skrevet på et kort, eller når vi snakker om et eller andet, så kan vi da godt spørge, om de vil have et kort med det ord, men hvis de ikke vil, så skriver vi det ikke," siger Lisbeth Højvang.

Genvej til læreplaner. I påsken var pædagogerne fra Porskjær i Sverige, hvor man i Öjaby Förskola i mange år har arbejdet med skriftlighed i børnehaven. Her fik de mange gode ideer til, hvordan man kan arbejde med bogstaver og tal. Det vigtigste budskab fra svenskerne var, at pædagogerne bare skulle gå i gang.
"De sagde til os, at det værste for børnene ville være, hvis vi slet ikke gjorde noget," siger Lisbeth Højvang.
For Connie Hansen var det glade budskab, at hun bare skulle gøre det på sin måde.
"Hvis jeg nu følte, at jeg skulle gøre det på en bestemt måde, så ville jeg ikke have den samme tilgang til det. Nu gør jeg det på min måde sådan, som jeg er, og Lisbeth gør det på sin, sådan som hun er. Så børnene vil stadig møde os, som de forskellige personer vi er. Det skal ikke være noget påtaget, men noget, som børnene kan mærke kommer fra os, fordi vi også synes, at det er spændende," siger hun.
Lisbeth Højvang mener, at de mange gode faglige diskussioner om skriftligheden faldt godt sammen med de samtidige diskussioner om læreplaner.
"Vi kunne se, at læreplaner og arbejdet med skriftligheden passer godt sammen. Vi har gjort status over, hvad vi har af læring nu og synes, at vi er dækket godt ind. Vi skal bare finde ud af at fortælle om det. Skriftligheden er faktisk en gave i den sammenhæng, fordi der er så meget dokumentation i det. På den måde skyder vi en genvej, for børnene fortæller jo, så enhver kan se, hvad de lærer af det, de laver, når de skriver om det," siger hun.

Læs også artiklen "Brug sproget" i Børn&Unge nr. 18/2004, hvor lektor Kjeld Kjertmann gør rede for teorien bag brugen af skriftlighed i børnehaver og kommer med gode råd til, hvordan man kan gribe det an.

Tid til fordybelse og børns ideer
Børnehaven Porskjær er fra starten for ni år
siden indrettet til at være en funktionsopdelt institution. Og pædagogikken går ud på, at man laver det, man har lyst til på den måde, at børnene kan vælge sig på aktiviteterne. Det er de voksne, der i sidste ende sætter dagsordenen ud fra deres viden om børns behov og interesser.
"I mange af vores aktiviteter har de voksne lavet en ramme, hvor aktiviteten tager sit udgangspunkt. Der er en gensidighed mellem børn og voksne. Det vil sige, at et enkelt barns eller en børnegruppes ideer også kan være rammesættende," forklarer Lisbeth Højvang.
Funktionsrummene er Balsalen - til musik, bevægelse og teater, værkstedet, legepladsen, træværkstedet eller Den gamle stue, hvor højtlæsning og andre stille sysler kan foregå. Køkkenet er husets kommandorum, hvor to voksne dagen igennem styrer, at der er voksne de steder, hvor der er behov for det, og de klarer også alt det praktiske, så de voksne i funktionsrummene kan fordybe sig sammen med børnene.
"Vi tror på, at skal børnene behandle hinanden godt, så skal vi også behandle dem godt, så vi gør meget ud af ikke at skælde ud. Vi giver muligheder, og vi lægger op til, at man selv kan gøre tingene, man skal ikke bede om lov. Mange ting står fremme, så børnene selv kan gå i gang," siger Lisbeth Højvang.