Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 21
Leder skuffet over BUPL-kritik
En af idékvinderne bag chip-armbåndet er overrasket over manglende opbakning fra BUPL.
Af: Mikkel Kamp
Idéen om chip-armbånd i børnehaver og vuggestuer er blevet mødt med kritik, blandt andet fra BUPL. Det skuffer Lisbeth Højvang fra projektgruppen, der har udtænkt det nye hjælpemiddel.
"Vi har undret os over modstanden fra BUPL. Vi har været i pressen med vugge­robotten og chip-armbåndet, og hver gang har en repræsentant fra BUPL sagt, at det ikke var godt," siger Lisbeth Højvang, der er leder af Børnehaven Porskjær og Den Integrerede Institution Gyvelhøjen i Skanderborg.
Som medlem af BUPL ville hun foretrække en anden indfaldsvinkel.
"Hvorfor siger politikerne ikke: Det er godt med medlemmer, der tænker innovativt. Det er overraskende og skuffende, at BUPL er så negativ," siger hun.
En af kritikerne, Anne Grethe Rosenberg, har været formand for BUPL Østjylland.
"For os er det at sige goddag og farvel til børnene relationsdannende. Det er ikke bare rutinearbejde. Hvis man skal tjekke ind og ud af en børnehave, er det ikke optimalt," siger hun.
Hun erklærer sig åben over for at bruge ny teknologi i daginstitutioner. Teknologien skal bare ikke erstatte menneskelige relationer.
"Vi frygter, at kommunerne ser det som en mulighed for at rationalisere og skære yderligere i institutionernes budgetter. Så får pædagogerne ikke kredit for deres arbejde, men bare færre ressourcer. Det er kvaliteten i det pædagogiske arbejde, vi er interesserede i," siger hun og tilføjer, at Silkeborg Kommune har skåret kraftigt i budgetterne til børne- og ungeområdet.
BUPL Østjylland har taget kontakt til institutionerne i Silkeborg og Skanderborg.
"Vi vil meget gerne have dialog om, hvad der er godt og skidt, og vi bakker altid op om gode initiativer," siger Anne Grethe Rosenberg.