Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 29
Sommerserie; Mindstemål for rødspætter
Lene Vahl-Møller er klubleder i Odense i et kvarter med mange tosprogede og endnu flere sociale problemer. Hendes dagsorden handler om kunst og respekt, og med klubben som omdrejningspunkt skal respekten brede sig til hele kvarteret hos både børn og voksne.
Af: Steffen Hagemann
Omme bag Risingskolen i Odense svæver jordkloden. I kredsløb om jorden en række små skulpturer, nemlig alle de mærkelige mennesker og dyr, som den lille prins - hovedpersonen i Antoine de Saint-Exupérys poetiske børnebog af samme navn - møder på sin rejse fra planet til planet på jagt efter venner og mening. Hver skulptur er udstyret med et citat fra bogen, så man kan gå fra planet til planet og suge citatet og lidt eftertanke til sig.
"Synes du ikke, den passer perfekt her," spørger Lene Vahl-Møller, der er leder af klubben under Rising Ungdomsskole.
Vi står foran nedgangen til klubben, hvor skulpturgruppen "Den lille prins" giver liv til et område, som ellers bare ville være bagsiden af en kommuneskole røde mursten. Men nu er der lidt mere på spil ved indgangen til klubben, og Lene Vahl-Møller elsker det.
"Den lille prins" er er venligst udlånt af kunstneren Jens Galschiøt, men Lene Vahl-Møller har en plan om at gøre prinsens ophold permanent.
"Den koster 500.000 kroner, men der findes jo fonde, der støtter kunstindkøb. Og måske kan man være heldig at få lidt rabat. Jens Galschiøt er en meget flink mand," siger Lene
Vahl-Møller, 47 år.
Generøs er måske også et dækkende ord, for Jens Galschiøt, der i offentligheden burde være kendt for politiske kunstværker som Den indre svinehund, Skamstøtten og Hungermarchen, har været så generøs at låne en hel del af sine kunstværker ud til Rising Miniklub.
Rundt omkring i klubbens lokaler er Galschiøts skulpturer stillet frem til beskuelse og bedømmelse, og for Lene Vahl-Møller er det første skridt til at få mere kunst ind i klubben.

Mindstemål. Rising Ungdomsskole og den dertil hørende klub, som Lene Vahl-Møller har været leder af de sidste otte år, ligger i et kvarter tæt på Vollsmose. I Risingdistriktet er andelen af tosprogede ikke så høj som i det berygtede nabokvarter; på Risingskolen er 40 procent af eleverne tosprogede, i klubben ligger tallet omkring 60 procent.
"Men når vi opgør procenten, så vil jeg også sige, at det ikke er det, der er problemet. Det er de sociale problemer. Og hvis man er tosproget og har sociale problemer, så har man noget at slås med, men det kan lige så godt være de danske børn, der har sociale problemer," siger Lene Vahl-Møller.
"Jeg synes, her er en form for åndelig fattigdom, som er svær at tackle. Mindstemålet for rødspætter, det er det, der holder ved her."
Men Lene har besluttet sig for at gøre op med den åndelige fattigdom:
"Hvorfor er det lige, at børnene i det område her absolut skal have så lidt kunst som muligt? Hvorfor skal de ikke have nogle sprudlende miljøer?"
"Kunst er ikke noget, vi taler så meget om i klubverdenen. Vi klasker bare noget op på væggen, en tilfældig popgruppe, for at give børnene indflydelse. Hvorfor skal de have det? De kan godt få nogle ting at påvirke, men der er andre ting, hvor vi faktisk kan gøre det bedre for dem. Og det er ikke noget, de selv ved og kan bede om, men når de oplever det, så kan de se det. Vi skal turde at give de børn oplevelser, i stedet for altid at lade dem bestemme," fastslår Lene Vahl-Møller.
Derfor har hun lokket Jens Galschiøt til at låne sine skulpturer ud. Og derfor har hun en drøm om at få forskellige kunstnere til at udstille i klubben. Så skulle børnene have lov til at udvælge og købe et kunstværk af de udstillende kunstnere - men det projekt har der hverken været tid eller penge til at sætte i gang. Endnu.

Ikke ret pænt. Selv om børnene ikke har været udelt begejstrede for Jens Galschiøts kunst, så har det allerede virket efter hensigten.
"Børnene har sagt: "Lene, det der er godt nok ikke ret pænt", "og "den der kan jeg godt li'". Det gode ved det er, og det har jeg også sagt til børnene, "at tænk, nu har vi to haft en samtale om, hvad der er pænt, og hvad der ikke er pænt. Og du har taget stilling. Hvis du bare havde set på et almindeligt billede, så havde du aldrig taget fat i mig og fortalt mig, hvad du synes. Det er forskellen". Og på den måde kan vi påvirke ubevidst," siger Lene Vahl-Møller.
"Galschiøt har været prøvekluden. Kunne tingene få lov at stå i fred? Er der nogen, der hælder dem over med maling? Og der har ikke været noget," konstaterer Lene Vahl-Møller, lettere overrasket.
For Rising Miniklub, som stedet hedder, uagtet det rummer en fritidsklub for 10-14-årige med 265 medlemmer og en ungdomsklub med 190 medlemmer, er et barskt sted.
Klubbens PlayStations er låst inde i kasser, fordi de ellers bliver stjålet hurtigere, end man kan nå at købe nye. Udendørsarealet er videoovervåget, og børnene kan låne et aflåseligt skab til deres ting.
"Vi har oplevet, at nogle af børnene tog skoletasker og hældte ud i toiletterne, eller stjal cd'er og punge fra dem. Nu kan alle låse deres ting inde. Så vi skal ikke længere rende og kigge efter, om nogen piller i nogle forkerte tasker," siger Lene Vahl-Møller, der påpeger, at det har gjort arbejdet meget lettere.
"Ved at låse vores ting inde, frigør vi nogle ressourcer, så vi ikke skal rende og holde øje med ting. Vi skal bruge tiden på at snakke med børnene."

Hawaiiskjorter. Det er nemlig noget af det vigtigste, en klubmedarbejder kan bruge tid på, mener Lene Vahl-Møller.
"I virkeligheden er det det, børn og unge trygler om i dag: Voksenopmærksomhed. At vi tager dem alvorligt, og at vi gider at tage de ting, de kæmper med, alvorligt. Vi behøver ikke stå i hawaiiskjorter og lave dyre aktiviteter. Det skal vi også, vi skal også skabe højdepunkter, men det andet er også vigtigt, for det er en mangelvare hos de børn og unge, vi har med at gøre," siger Lene Vahl-Møller.
I det hele taget har børnene brug for nogen, der kan vejlede dem i, hvordan man skal gebærde sig i det danske samfund. Forældrene ved det nemlig ikke, eller også har de så travlt, at de ikke lærer deres børn det.
"Vi har masser af eksempler på børn, der aldrig spiser sammen med deres forældre. Så det bedste, vi kan lave med dem, er mad, så de kan lære, hvordan man spiser sammen og det sociale i det," siger Lene Vahl-Møller.
Men at give den opmærksomhed forpligter også.
"Klubmedarbejdere er mennesker, som for nogle af de unge bliver den mest væsentlige voksne, som de unge har kontakt med. Og det er den fornemmeste opgave at få klubmedarbejderne til at forstå, hvor vigtig en person de er, og at de tager sig selv alvorligt," siger Lene Vahl-Møller, der selv har arbejdet i klub siden 1980.
"Selv om det måske kun er en voksen, de møder to gange om ugen, så er det måske lige netop den voksne, de kan kommunikere med. Det er der, vi skal kende vores besøgelsestid. Vi har da haft børn, som har været ude i slem kriminalitet eller misbrug, eller som har forsøgt at tage deres eget liv og er stillet hernede og sagt: "Nu har jeg altså spist et glas Panodil". Så var det en klubmedarbejder, hun skulle snakke med, ikke sin mor, for hun var nemlig ikke hjemme," siger Lene Vahl-Møller.

Udskilning. Klubmedarbejderne giver ikke kun individuel opmærksomhed. De forskellige etniske tilhørsforhold bliver også tilgodeset.
"Vi arbejder med at udskille grupper for at integrere dem. Ved at acceptere at man nogen gange har behov for at være blandt sine egne eller for sig selv, så har vi også større mulighed for at holdningsbearbejde dem."
Den første gruppe, der blev skilt ud, var en gruppe tyrkiske drenge, som var meget svære at håndtere, og som ikke accepterede medarbejderne. Så fik en tyrkisk medarbejder ansvaret for at lave en lille klub for dem om lørdagen.
"Der fik de snakket om det at være tyrker i en dansk kultur, hvad det var, man skulle og ikke skulle. Men også om accepten af deres egne rødder, at det er okay, at man fastholder sine oprindelige kultur, men at man godt kan integrere sig på nogle punkter. Og det havde rigtig god effekt på hverdagen, og den måde de opfattede de andre medarbejdere på," siger Lene Vahl-Møller.
Den succes har bredt sig. Nu har Rising Miniklub pigegrupper, drengegrupper, tyrkiske grupper, somaliske grupper, pakistanske grupper og specialklassegrupper. Og efter sommerferien kommer der en gruppe for drenge i 6.-8. klasse.
"Drengene er fremme i skoene hele tiden. Men i virkeligheden er det små, søde drenge, der bare gerne vil finde deres egen identitet," siger Lene Vahl-Møller forsonligt.

Respekt. Og den forsonlige holdning til alle de genvordigheder, som mødet med sociale problemer og kulturelt armod giver, udspringer af den filosofi, som Lene Vahl-Møller baserer klubbens arbejde på.
"I bund og grund forsøger vi at arbejde med at have en dyb respekt for det enkelte menneske, det handler om børnene, medarbejderne og hvem vi i øvrigt har knyttet til os."
"Når vi har 60 procent tosprogede børn, så nytter det ikke noget, at vi ikke vil respektere det, de kommer af. Så kan vi selvfølgelig diskutere delt svømmeundervisning og alt muligt andet tosset, men det er ikke det, det handler om. Det er respekten for det enkelte menneske," fastslår Lene Vahl-Møller.
Og den respekt forsøger hun at sprede ud. Klubben har udover de fastansatte klubmedarbejdere også en del tosprogede i arbejdstræning, folk fra den lokale sprogskole, der skal i praktik på en dansk arbejdsplads, og folk fra Jobskolen i Vollsmose.
"Vi har så mange tosprogede børn, at det godt kan lade sig gøre at have nogle voksne i jobtræning her. Det virker også på den måde, at når vi har nogen, som kan sige, at de arbejder i mini-klubben, så får det en afsmittende virkning," siger Lene Vahl-Møller.
"Det er noget med at tænke lidt langsigtet. Det er helt galt med alle de forældre, der går uden job, som har en masse børn, som aldrig har set deres far og mor gå på arbejde. Børnene får jo en opfattelse af, at "kommunen betaler". Men så kan vi hjælpe med, at der er nogen i det her lille lokalsamfund, der får status, fordi de kommer i arbejde hos os. Det påvirker hele deres familieliv, deres vennekreds og deres børn, at min far eller min mor er på arbejde. Det spreder respekt om det at arbejde."
For klubben har det også betydet mere respekt.
"Når de kommer i jobtræning hos os, så finder de ud af, at det også er alt muligt andet end diskotek og blinkende lygter. Og jeg har ikke haft nogen endnu, som ikke har næret dyb respekt for det arbejde, vi udfører. Og det betyder, at de også går ud og formidler til dem, de i øvrigt kender, at klubben er okay," fremhæver Lene Vahl-Møller.
"Det er måske en underlig måde at tænke på, men det virker."

Ligestillede. Hun understreger, at ansatte i jobtræning naturligvis ikke får et stort pædagogisk ansvar, men de passer blandt andet klubbens cykel- og kanoudlejning, de driver en genbrugsbiks med aflagt teenagetøj, og de står for den daglige eftermidddagsmad.
"Vi har jo så mange hænder. Vi har nogen, der kan hjælpe med at køre bus eller tage en fodboldkamp. Der er meget mere opmærksomhed til børnene."
Lene Vahl-Møller pointerer, at selv om der er forskel på ansvarsområderne, så bliver der ikke gjort forskel.
"Som grundholdning vil jeg sige, at alle, der er her, er ligestillede. Selvfølgelig er det mig, der er leder, og det er noget andet, når man er i jobtræning. Men hvis man udfylder det job, man har som jobtræner, og min souschef udfylder sit job som souschef, så er man ligestillet, for så yder man det, man kan. Og så skal man som menneske have respekt."
Hun har også været nødt til at respektere, at de tosprogede medarbejdere skulle have lov til at tage noget af deres kultur med ind i klubben. Så nu er der et bedetæppe i medarbejderrummet.
"Det handler om, hvornår ting bliver et problem. Er det et problem, at nogen går ind og beder i tre minutter? Det er ikke noget problem, at nogen ryger i syv minutter, vel? Jeg kan ikke se forskellen."

Boghandler. Lene Vahl-Møller er uddannet klubpædagog fra Ryslinge Højskole, men inden hun gik ind i klubverdenen, var hun boghandler.
"Det med at være boghandler og have en serviceuddannelse, det er ikke nogen dårlig baggrund, for vi er jo en service for børnene og deres forældre. Den gamle boghandler lærte mig noget med "hvad kan vi være bekendt?" Vi skulle lytte til kunderne, og den vejledning, de skulle have, skulle være ordentlig. Vi skulle sætte os ind i, hvad vi solgte. Det der med at sætte sig ind i tingene og vide, hvad du har med at gøre, er lidt det samme. Og børnene er ikke til for os. Det er ikke os som pædagoger, de skal komme og tilfredsstille. Vi skal sørge for at finde ud af, hvad for et behov de har, og hjælpe dem med det," siger Lene Vahl-Møller, der efter klubuddannelsen også har lagt en kommunal lederuddannelse til ballasten.
Det var også som boghandler, at interessen for det pædagogiske opstod. For hendes arbejdsplads solgte bøger til lærer- og pædagogseminarierne:
"Jeg læste nogle af bøgerne og tænkte: Det kunne da godt være, det var i den retning, man skulle gå.
Så blev der et job i en aftenklub to gange om ugen. Og enten bliver man grebet af det, eller også løber man skrigende væk."
Lene blev grebet af det og især af de børn, der har det sværest.
"Mit hjerte brænder nok mest for de svageste børn. Specialklassebørnene, nogle af de etniske grupper og også de børn, der er lidt sølle. Det er nok dem, hjertet banker mest for, og jeg synes også, det er så nemt at gøre noget ved. Du kan nemt give dem oplevelser, hvis du gider at give lidt af dig selv. Det holder evigt, for de bliver faktisk meget glade og taknemmelige." l