Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 11
Uddannelse; Goodbye til grøn stue
Seks måneder i en dansk småbørnsinstitution blev byttet ud med vietnamesiske børn, spisepinde, rismarker og store personlige udfordringer. 25-årige Andreas Lau er begejstret for sit praktikophold i en børnehave i Hanoi.
Af: Maria Rørbæk
Pædagogstuderende Andreas Lau sidder i sin hvide uniform og spiser vandspinat, ris og små stykker oksekød med pinde.
"Jeg ligner lidt en læge, ikke," siger han og griner.
Der er frokostpause i børnehaven Hoa Thuy Tien, der har sit navn efter en blomst og ligger i Vietnams hovedstad, Hanoi.
Her har pædagogerne - eller lærerne, som de kalder sig selv - hvide dragter på, og i et halvt år har Andreas Lau været en af dem.
"Jeg slog til med det samme, da jeg hørte om muligheden for at tilbringe min sidste praktik i Vietnam. For mig var det både et spørgsmål om at få en oplevelse og om at slippe for seks måneder i en dansk børnehave eller vuggestue," siger han.
Andreas Lau bliver pædagog for enten at arbejde med større børn, unge eller handicappede. På Roskilde Pædagogseminarium/CVU Sjælland, hvor han læser til daglig, skal man helst både i praktik på en institution for store og små børn, og tanken om at være tvunget i praktik i en institution for småbørn mellem nul og seks år huede ham bestemt ikke.
"Mit billede af en småbørnspædagog er Arne Nougatgren fra Jul på Vesterbro eller en type som Sofie Gråbøl i Den Eneste Ene. Bare tanken om at skulle i praktik i en vuggestue i Solrød kunne næsten give mig lyst til at stoppe uddannelsen. Selvfølgelig kan det være, at jeg ville få ændret nogle af mine fordomme, men ærlig talt: Det er jeg glad for, at jeg slipper for," siger han med et smil.

Bruger kropssproget. Efter frokostpausen skal Andreas vække børn.
Det officielle Vietnam lægger sig til at sove mellem klokken 12 og 14, og på Andreas stue stikker små sorte hårtoppe frem under dynerne.
Præcis klokken 14 lyder en alarm efterfulgt af glad musik.
Nogle springer op. Andre gnider øjne. Et par stykker er som klistret til madrassen.
Andreas begynder roligt at trække gardinet fra, så lyset kan strømme ind i lokalet, der umiddelbart godt kunne minde om en dansk institution.
"Lau, Lau, Lau," råber nogle af børnene begejstrede, da de får øje på Andreas.
Selv om Andreas kun kender enkelte vietnamesiske gloser, ser det alligevel ud, som om han forstår det syngende sprog.
En dreng løfter armene op.
"Nu skal jeg hjælpe dig med trøjen," siger Andreas på dansk.
En anden gaber højlydt.
"Du er godt nok træt, hva?"
Igen taler Andreas sit modersmål uagtet, at børnene ikke forstår ordene.
"Jeg er virkelig blevet god til at bruge mit kropssprog. Nogle gange er jeg næsten den helt store skuespiller."

Tegn en kylling. Hverdagen i børnehaven er skemalagt med faste tidspunkter til forskellige aktiviteter. Der skiftes mellem legetid og en form for skoleundervisning.
Nu er der billedkunst på programmet.
I dag gælder det om at tegne en kylling.
På tavlen viser læreren, hvordan man tegner hoved, øjne og næb, og så efterligner børnene på deres egne papirer.
Andre dage er det Andreas, der sammen med en tolk står for at undervise i engelsk.
"Det er et ønske fra institutionens side, for de er meget obs på at forberede børnene til skolen. Så lærer jeg dem simple ting som at sige hej og tælle. Hver uge er der et tema for alle børnehavens aktiviteter, og det tema skal jeg også arbejde med i engelskundervisningen. Vi har for eksempel haft et juletema, hvor jeg lærte dem at sige christmas tree. Jeg har også lært dem om Danmark og den danske kongefamilie, og de var særlig interesserede i at høre om lille prins Felix," fortæller Andreas.
Mens børnene sover, underviser Andreas også nogle af kollegaerne i engelsk.
Selv om han jo er i praktik og under uddannelse, bliver det bestemt ikke opfattet, som om det kun er ham, der skal lære.
"Jeg har været i praktik to gange tidligere i Danmark, og her fungerede mine vejledere som en form for guider, der skulle vise mig, hvordan forskellige situationer skulle håndteres. Min vejleder var mesteren, som jeg skulle lære af. Her forventes jeg i langt højere grad at indgå i et samarbejde, og nogle gange er det, som om jeg er lidt over mine vietnamesiske kollegaer. Både i kraft af at jeg er hvid, og i kraft af at jeg er mand," fortæller Andreas.
Han har også en dansk vejleder, som han kan stille spørgsmål ved hjælp af e-mails.

Ud at opleve. På Roskilde Pædagogseminarium/CVU Sjælland har omkring en femtedel af hans årgang valgt at tage den sidste praktik i udlandet. Andreas har således studiekammerater i både New Zealand, Skotland, Spanien, Holland og Ghana.
For Andreas har praktikopholdet i Vietnam både været et eventyr og en stor personlig udfordring.
Arbejdstimerne ligger koncentreret fra mandag morgen til torsdag middag, og til gengæld for de lange dage, har han så også en forlænget weekend med tid til store oplevelser.
Sammen med kæresten Maria Assing, der også er pædagogstuderende og i praktik på en nærliggende handicapinstitution, har han rejst Vietnam tyndt.
De har blandt andet sejlet mellem kalkstensklipper i Halong Bay, kørt forbi rismarker med vandbøfler og ladet sig overvælde af mylderet i Vietnams største by, Ho-Chi-Minh-City (det tidligere Saigon).
Andreas Lau får SU under opholdet i Vietnam, og selv om det er betydeligt mindre end den løn, der gives til kammeraterne i dansk praktik, kan han alligevel komme langt på grund af de lave priser.
"Der er sikkert nogen, der vil kalde det en betalt ferie, men det er meget mere end det, for jeg har også fået rigtig meget ud af arbejdet."

Personlig udvikling. Andreas mener især, at han har udviklet sig meget på det personlige plan.
I den første uge sagde en af kollegaerne at: "Now we will feed the children with medicin," der direkte oversat betyder, at nu mader vi børnene med medicin.
Det fik Andreas til at stejle:
"Jeg så for mig, at de ville skovle medicin ind i ungerne og udtrykte min klare misbilligelse: "Det vil jeg ikke være med til. Ikke under nogen omstændigheder," sagde jeg og var indeni klar til at tage mit gode tøj og gå."
Det viste sig så, at et af børnene bare skulle have nogle øjendråber, og at der var tale om en sproglig misforståelse, fordi den vietnamesiske kollega ikke talte så godt engelsk som Andreas troede.
"Den og lignende episoder har lært mig at tænke mig om en ekstra gang, inden jeg bliver sur. Hjemme i Danmark har jeg sikkert også haft lidt for let ved at blive sur, men det er blevet mere tydeligt for mig hernede. Jeg er blevet bedre til at klappe hesten, og jeg er også blevet meget mere øvet i empati, fordi jeg har været nødt til at kommunikere ved hjælp af kropssprog."

Mindre viden om Danmark. Til gengæld har Andreas ikke fået samme indsigt i danske småbørnsinstitutioner som de studiekammerater, der er blevet i fædrelandet.
Det viser sig for eksempel, da han fortæller om normeringen på den vietnamesiske institution, hvor der er 350 pladser og mellem 35 og 47 børn på de enkelte stuer.
"Det er vist ret mange i forhold til Danmark. Jeg er ret sikker på, at der aldrig er mere end 30 børn på en stue i en dansk børnehave," siger han.
Andreas er dog helt sikker på, at han har fået et meget større udbytte af sin udlandspraktik end han ville have fået gennem et praktikophold i Danmark.
"Selvfølgelig går jeg glip af en viden om danske forhold, men jeg er sikker på, at jeg godt kan overføre meget af det, jeg lærer her, til en institution i Danmark. Børn er børn, ligegyldig hvor de er fra. I mine øjne er det heller ikke så vigtigt at lære forskellige pædagogiske teorier. Det vigtigste er at have empati, og det har jeg udviklet her. Jeg er vokset lidt som menneske, og det må have gjort mig til en bedre pædagog, for du bruger jo dig selv som pædagog. For mig har denne her praktik været en koloenorm chance, og jeg ville ikke have byttet det for noget. Mindst af alt en børnehave i Solrød."