Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 05
BUPL MENER: Fremtiden er ikke hvad den har været
Med næsten alle 3-5-årige børn i børnehaven har vi i international sammenhæng en helt enestående mulighed for at arbejde strategisk med de små børns kreativitet og samarbejdsevner.
Af: Allan Baumann medlem af forretningsudvalget
Engang kunne man få et job, hvis man var god til matematik – eller kunne rable kongerækken og Nilens bifloder af sig. Sådan er det ikke længere. I dag går tusindvis af knalddygtige unge rundt uden arbejde. Og det er ikke kun, fordi krisen kradser. Det handler også om, at børnene efter alle kunstens regler er blevet gjort parate til et arbejdsmarked, der ikke længere eksisterer. Vi ved ikke, hvad et barn i dag skal kunne for at klare sig på arbejdsmarkedet om 20 år. Vi aner ikke, om der er stillinger til ingeniører, dataloger og historikere.
Hvad gør vi så? Vi retter selvfølgelig blikket mod vuggestuer og børnehaver. Daginstitutioner er for fremtiden, hvad skolerne var for fortiden – nøglen til det gode liv. Simpelthen fordi vuggestuer og børnehaver har fokus på de kompetencer, der helt sikkert bliver efterspurgt i fremtiden: kreativitet, samarbejdsevner og selvstændighed.
For nogle år siden blev jeg mødt af et overbærende smil, når jeg sagde, at virksomhederne burde være mere optaget af god kvalitet i daginstitutionerne, end om selskabsskatten var 18, 20 eller 22 procent. Nu bliver der lyttet. For alle topchefer drømmer om en flok selvstændige medarbejdere, der kan omsætte deres viden til nye produkter, nye designs og nye og mere effektive produktionsprocesser – fordi de er kreative og evner at arbejde sammen på tværs af fag og kulturer.
Drømmen er inden for rækkevidde. Med næsten alle 3-5-årige børn i børnehaven har vi i international sammenhæng en helt enestående mulighed for at arbejde strategisk med de små børns kreativitet og samarbejdsevner – vel at mærke på det tidspunkt i livet, hvor effekten af en samfundsindsats er allerstørst. Danmark kan blive storleverandør af kreative mennesker. Ingen kan matche os, hvis vi virkelig satser.
Og satse, det skal vi. For selvom de danske daginstitutioner er gode sammenlignet med de muligheder, der findes i Tyskland, England og Portugal, så er der et betydeligt rum for forbedring. Ikke mindst efter et årti med voldsomme besparelser, som mange steder har reduceret legepladser til holdepladser.
Det skal vi rette op på. Vi skal ganske enkelt investere i mere kreativitetsfremmende udviklingsmiljøer for børnene. Forskningen viser, at det først og fremmest handler om øget tryghed i hverdagen og rammer, der i endnu højere grad inspirerer børnene til at udforske og eksperimentere.
Vi har tiden med os. For hvert år der går, øges omgivelsernes erkendelse af, at en god udviklende start for børnene er universalnøglen for samfundet. Det er nøglen til et godt liv for børnene – det har vi meget solid dokumentation for. Og det er nøglen til et godt job på et arbejdsmarked, der blive mere og mere krævende.
Politikerne kan ikke sikre fremtidens arbejdspladser. Men hvis de investerer i bedre daginstitutioner, kan de i det mindste sikre, at børnene møder op med relevante kompetencer.