Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 07
Læreplaner; En pædagogisk sutteklud
Læreplaner vil være et tilbageskridt for dansk pædagogik, mener Søs Bayer, rektor for Dannerseminariet, og pædagogerne Jytte Hare og Tina Petersen fra to institutioner i Hillerød. De mener, at legen er dømt ude. De obligatoriske planer vil kun føre til en mere læringspræget hverdag, der ikke sikrer, at børn lærer mere, men bare lærer noget andet.
Af: Vibeke Bye Jensen
Om formiddagen laver børnehavebørnene finmotoriske og skoleforberedende øvelser med papir, farver og saks. Vuggestuebørnene har samfundsfag og studerer offentlige transportmidler, mens de undervejs øver sig i kollektive beskeder som: "Hold hinanden i hånden" og "Nej, gå ikke ud på vejen". Om eftermiddagen har de fleste børn efterårstema på legepladsen, mens enkelte har fysik, hvor de undersøger, hvad der sker, når man blander vand med sulfo og glycerin, udspænder det i et mindre stålstativ og puster til det.
Sådan mener Søs Bayer, rektor for Dannerseminariet, Jytte Hare, leder af Fredskovhellet vuggestue i Hillerød og Tina Petersen, leder af Børnehuset Tolvkarlevej i Hillerød, at pædagoger i fremtiden skal beskrive det, der foregår i daginstitutionerne, i hvert fald hvis det står til regeringen. Ikke fordi der foregår noget, som ikke tidligere er foregået, men fordi der snart skal laves læreplaner og sættes mål for børns læring.
De tre har næsen dybt begravet i pædagogers uddannelse og i pædagogisk praksis, og de er mildest talt ikke tilhængere af læreplaner, sådan som de skal skrues sammen ifølge lovforslaget fra socialminister Henriette Kjær (K). De mener, at læreplaner i bedste fald er spildt arbejde, fordi børn allerede lærer en masse uden læreplaner. Og i værste fald formentlig ikke vil føre til nogen ændring af det, der foregår i danske daginstitutioner - måske kun en ændring til et mere læringspræget ordvalg som vist i ovenstående eksempel.
Jytte Hare, leder af Fredskovhellet vuggestue i Hillerød, mener, at læreplaner er inderligt overflødige, fordi pædagoger allerede arbejder med at styrke børns udvikling.
"Når vi får læreplaner, kan vi så beskrive, at i dag har børnene lært om træer og årstider, men det er jo ikke det, det handler om. Pædagoger tænker i udvikling og sørger for aktiviteter og rammer om dagligdagen, så de netop skal tilgodese børns udvikling - og selvfølgelig mest muligt på børnenes præmisser, så de kan komme til at gøre nogle af de ting, der giver mening for dem, og som de derfor lærer noget af," siger hun.
Søs Bayer, rektor for Dannerseminariet, mener, at de foreslåede læreplaner bygger på en forestilling om, at børn ikke lærer noget, med mindre pædagogerne gør læringen planlagt og bevidst.
"Og det er jo løgn. Et barn, der lige har lært at cykle, siger ikke: Se, hvad jeg har lært. Det siger: Se, hvad jeg kan. Børn tænker ikke i læreprocesser. Læreplaner knytter sig til det, de voksne skal gøre ved børnene, for at de kan lære noget. Og dermed er vi på vej til at forlade en forståelse af børn som nogle, der lærer noget i relation med andre, når de selv er motiveret for det," siger hun.
Tina Petersen fra Børnehuset Tolvkarlevej i Hillerød er nervøs for, at læreplaner ikke vil fremme diskussioner blandt pædagoger om, hvordan man gør tingene bedst, så børn har en god og udviklende tid i daginstitutionen.
"Debatten mudrer nok i forvejen, og læreplaner vil være med til at mudre den endnu mere, for så skal vi igen tænke i planer uden at spørge os selv, hvorfor vi gør, som vi gør," siger hun.

Tilbageskridt. Søs Bayer, Tina Petersen og Jytte Hare mener, at der er flere hensyn, som har ført til indførelsen af læreplaner. Det er for det første muligheden for kontrol fra myndighedernes side med det daglige indhold, og for det andet for at kunne markedsføre en indsats over for de svage børn. Det mener de tre er en helt forkert indgang til at få taget en meget vigtig og nødvendig diskussion om, hvad der skal foregå i daginstitutionerne. Samtidig er det børnesyn, der ligger implicit i forslaget, et tilbageskridt for dansk daginstitutionspædagogik, som den har udviklet sig de sidste 30-40 år.
"Vi kommer mere og mere til at ligne de andre lande, især Tyskland, England og Frankrig, som på helt andre måder end os har haft forestillingen om "early learning" (tidlig indlæring), og det synes jeg er noget skidt. Den særegne danske pædagogik lider et alvorligt tab ved det. Den viden, vi har opsamlet, bliver nu desavoueret og kan ikke blive den eksportvare, som man ellers har troet og håbet. Det med at etablere roen og væren og have legen med som det vigtigste, er særlig for den danske tradition, og det kan vi risikere går tabt. En af vores studerende har talt op, at der står leg én gang i hele loven, der står udvikling og læring 43 gange, så det siger noget om børnesynet," siger Søs Bayer.
"Og den ene gang legen står der, er den udelukkende beskrevet som et middel til at lære noget bestemt som en didaktisk metode. Så legen er yt ifølge den her lov," siger Jytte Hare.

Skoleparathed er vigtigst. Tina Petersen, Søs Bayer og Jytte Hare mener, at en anden vigtig bevæggrund for at lave en lov om læreplaner hænger sammen med den bølge af forskrækkelse, der gik gennem landet, da man fandt ud af, at danske børn ikke læser så tidligt som nogle af Europas øvrige børn.
"Og da børn førhen har kunnet læse udmærket, har man konkluderet, at det må være børnehavernes skyld, at de ikke mere kan det, for nu går de fleste børn jo i institution," mener Jytte Hare.
"Man ønsker nu at sikre sig, at børn kan læse tidligere og i det hele taget er skoleparate. Derfor benytter man sig af en ny filosofi, som kan styrke den hensigt: Hvis børnene ikke kan sidde stille, skal de sidde mere stille, hvis de ikke kan nok engelsk, skal de have mere engelsk. Det har ikke noget videnskabeligt belæg, men er mere en ideologi, som har fået overtaget i nogens bevidsthed. Man skeler slet ikke til, hvad forskningen siger om, hvad børn har brug for," siger Tina Petersen.
Jytte Hare tror kun, at myndighederne kan opnå en kontrol med, at alle afleverer de obligatoriske læreplaner.
"Man kan jo ikke få en virkelig kontrol, for hvem siger, at de fine ord i læreplanen vil være det samme som det, der faktisk foregår," siger hun.

Vi mangler tid. Ingen af de tre tror på, at læreplaner kommer til at betyde, at man bryder den negative sociale arv.
"Læreplaner kommer jo aldrig til at gøre noget ved det, der virkelig er galt, nemlig de skæve vilkår og sociale omstændigheder og nogle institutioner, hvor der er mange belastede børn," siger Søs Bayer.
"Det, der batter i forhold til de børn, er sådan noget gammeldags noget som tid," mener Tina Petersen og fortæller om en dag, da det endnu engang gik op for hende, at det, børn har allermest brug for, er noget, pædagoger ofte ikke har nok af, nemlig tid.
"Vi ville lave udendørs-diskotek med musik, lys og lidt snacks, og mens jeg går og forbereder det, har jeg to drenge i hælene. Den ene er en tosproget dreng, som hele tiden vil have sat ord på det, jeg gør og det, der sker. Den anden er en, der af forskellige årsager har det svært med sig selv og sin familie, og som gerne vil være i nærheden af en voksen og hygger sig med, at nu gør vi det her sammen. Men jeg opdager, at jeg bliver lidt irriteret på de to drenge, for jeg har faktisk ikke tid til dem. De vil lave lys, og de vil skrælle gulerødder og lave dip, men det vil jo gå lidt hurtigere det hele, hvis jeg selv lige kan stille det hele an. Jeg kunne have skabt læring til UG med kryds og slange, hvis jeg havde haft tid til de to. Men problemet er, at jeg også har ansvar for mindst 10-12 børn mere, og de spørger hele tiden, hvornår der kommer gang i diskoteket. Man kommer helt banalt til kort, når der er for mange børn og for få voksne," siger hun.
Jytte Hare mener, at børn har brug for voksne, der vil vise dem vejen.
"Der skal være voksne nok, der kan forskellige ting, så der er nogle, der kan give børnene det, de har brug for på det rigtige tidspunkt og det rigtige sted. De normeringer, vi har nu, er ikke gode nok. Det kan man kringle sig ud af ved at strukturere nogle læreprocesser, men det betyder ikke, at børnene lærer noget," siger hun.

Læring og aflæring. Ingen kan være imod, at børn lærer noget, og at man laver en særlig indsats over for de svage børn, og det er Søs Bayer, Tina Petersen og Jytte Hare heller ikke. Men de mener, at i stedet for at indføre læreplaner skulle man tage diskussionen med pædagoger og forskere om, hvad der er brug for, så danske børn har en så god daginstitutionshverdag som muligt. Med læreplanerne mener de, at der er stor fare for, at børn i stedet for at lære aflærer ting eller fjerner sig fra den læring, man vil give dem, af ren og skær mangel på motivation.
"For at have børnene med må man sørge for at kombinere læring med børnenes interesse eller motivation. For børn er det allervigtigste at lære, hvordan verden hænger sammen. Med læreplaner bliver den delt op i fragmenter, og så skal de også bruge kræfter på at få den til at hænge sammen igen. Og det er jo skønne, spildte kræfter for alle," siger Søs Bayer.
"Man kan ikke tvangslære nogen noget. Er det ikke interessant eller vigtigt for børnene, så står de af, både kropsligt og mentalt," siger Jytte Hare.
Tina Petersen mener, at børn kan "lære for meget". Nogle børn bliver så proppet med viden af deres ambitiøse forældre, at de ikke mere kan betragte en fugl som en fugl eller glæde sig over oplevelsen af dens svæv i luften.
"De ved en masse om, hvad den fugl spiser, og hvornår den trækker. Og det kan godt være voldsomt for sådan et lille barn, at det skal vide så meget, som det egentlig ikke har brug for at vide," siger hun.
Jytte Hare mener, at man slet ikke skal være så bange for, at børn ikke lærer nok.
"Det er slet ikke noget, vi kan bremse, for børn er født nysgerrige, søgende, opsøgende og undersøgende. De voksnes opgave må så være at gå foran og vise dem den store verden og finde ud af, hvad børnene er optagede af. Vi tror ikke på den der med, at man kan lave en plan for, at fra 9-10 skal den voksne lære børn noget om naturen, hvis de ikke er motiveret for det," siger hun.
En historie fra en Freinet-skole viser meget godt, hvad de tre mener. Lærerne ser, at børnene er meget optaget af at lege med vand og laver straks et emnearbejde om vand. Da børnene efterfølgende bliver spurgt, hvad de har lært, siger de: "At man ikke skal lege med vand, når lærerne ser det".
"Så børn vil blive smaddergode til at lade som om, de ved noget, fordi det vil give gevinst. Man kan frygte, at de skal aflære at definere sig selv, og at det, de selv sætter i værk, ikke er befordrende for deres læring, mens det, de voksne sætter i gang, er det rigtige. Man kan frygte, at børn får deres lærevillighed ødelagt allerede i børnehaven, fordi de oplever, at de er der for at lære og ikke for at være," siger Søs Bayer.

Ord bestemmer handling. Eksemplet i begyndelsen af artiklen viser for Jytte Hare, Tina Petersen og Søs Bayer, at man vil se læreplaner med et meget læringspræget sprogbrug.
"Vi betragter ofte ord som neutrale, men de udtrykker jo en holdning og en mening og nogle for-forståelser. Så når vi lader ord overtages af andre ord, så indbygges det i vores handlinger og holdninger. I gamle dage skelnede man mellem læring og indlæring, hvor det sidste knyttede sig til undervisning. Når man nu kalder alting for læring, så er det på den ene side rigtig nok, for mennesket er et lærende væsen, der lærer sig ting uafladeligt. Men på den anden side er der også indbygget i vores læringsforståelse, at det handler om, at nogle andre skal lære os noget," siger Søs Bayer.
"Man kan sagtens fortælle den samme historie om, hvad børnene skal beskæftige sig med på almindeligt "pædagogsk". Men hvis man gør som i eksemplet, så sker der noget andet, fokus bliver på samfundsfag eller transport i stedet for på oplevelsen. Ord gør noget ved os, og over tid vil vi komme til at tænke i læren frem for væren, og så har vi mistet det vigtigste i vores institutioner," siger Jytte Hare.
"Der er jo ingen børn i førskolealderen, der bekymrer sig om, hvorfor det kan lade sig gøre at blæse sæbebobler. De synes bare, at det er sjovt, flot at man kan spejle sig i dem og er spændte på, hvornår de brister. Og det er rigeligt. Først skal de have oplevelsen, og først senere stiller de spørgsmål og undrer sig over, hvordan det kan være," siger Tina Petersen.