Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 19
Forskerinterview: Glem tiden og gør plads til kreativt samvær
Kreativitet udvikler børn og gør hverdagen sjov og interessant. Derfor skal pædagogernes sparsomme tid gennemsyres af kreativ pædagogik.
Af: Vibeke Bye Jensen
Kreativitet udvikler børn og gør hverdagen sjov og interessant. Derfor skal pædagogernes sparsomme tid gennemsyres af kreativ pædagogik.
Af Vibeke Bye Jensen, vbj@bupl.dk / Foto: Jakob Carlsen

Pædagoger skal være mere kreative i måden at organisere deres arbejde på. Det giver dem mulighed for at udnytte den sparsomme tid til, at børnene kan fordybe sig, eksperimentere, undersøge og undre sig. Det giver plads til kreativ udfoldelse, som udvikler børnene, mener psykolog og aktionsforsker Vicki Sieling.
»Pædagogerne prøver at redde tiden, løbe efter den og gøre sig umage for at nå alt det, de alligevel ikke kan nå. Hvis pædagogerne tilrettelægger pædagogikken, så de både udfordrer sig selv og børnene på en kreativ måde, bliver arbejdet sjovere for pædagogerne og bedre for børnenes udvikling. I kreativiteten ligger nemlig et udviklingspotentiale, som er helt unikt og måske lidt overset,« siger hun.
Et pædagogisk kreativitetsbegreb er meget anderledes end erhvervslivets forståelse af kreativitet, mener Vicki Sieling.
»I pædagogikken er der ikke et produktkrav, men et udviklingskrav. Barnet skal lære noget om sig selv og verden og blive ’væredygtigt’. Det bliver barnet ved at blive inviteret til kreative processer, fordi det udvikler barnet som menneske,« siger hun.

Forstyrres konstant. I mange daginstitutioner planlægges der efter en lineær tidsopfattelse – først gør vi det, og så skal vi spise, og så gør vi det – og det står i vejen for kreativitet. For at vise, hvordan man ved at ændre på rammerne for pædagogikken får plads til mere kreativitet, har Vicki Sieling og pædagogerne i fire dagtilbud i Roskilde i et aktionsforskningsforløb eksperimenteret med planlægning og struktur. De forsøgte blandt andet at arbejde med flydende overgange, forskellige funktioner i medarbejdergruppen og at eksperimentere med at ’slippe tiden’.
»Fordybelse og nærvær, som er en forudsætning for kreative processer, forstyrres konstant af ture, frokost, morgensamling, oprydning og andre praktiske gøremål. Hvis det hele handler om, at ’nu skal vi også’ og ’to do-lister’, når pædagogerne ikke det kreative, nærværet og iagttagelsen af børnene, som pædagogerne er gode til og elsker ved deres arbejde,« siger hun.
Forberedelsestid til pædagogerne kan også være en metode til at give det kreative en reel chance. For når pædagogerne selv kan være undersøgende og undrende, inden de sætter gang i en aktivitet, bliver den med garanti mere kreativ, mener Vicki Sieling.
»Hvis pædagogerne får tid til at reflektere over, hvordan de kan gøre noget ande end det, de plejer, kan et sprogtema blive meget mere interessant, nyt og kreativt end det at synge tre sange og hente sprogkufferten,« siger hun.
Vicki Sieling har på baggrund af aktionsforskningsprojektet i Roskilde formuleret fire bud på, hvad der fremmer kreativitet i den pædagogiske praksis.
Første bud er, at børn skal inspireres og udfordres. Andet bud er, at børn skal inviteres til at se og eksperimentere med verden i følgeskab med kreative mesterlærere. Tredje bud er, at børn skal tilbydes en nærværskultur med plads til fordybelse. Fjerde bud er, at børns kreative spor og bidrag skal integreres i aktiviteterne.

Alle skal udfordres. Udfordringen for pædagogerne vil være at planlægge og tilrettelægge, så børnene får mulighed for at eksperimentere og fordybe sig. Det besværliggøres i dag af, at pædagogerne har så travlt og løber så stærkt, at de praktiske opgaver vinder over udviklingsopgaverne.
»Børn skal ikke paces frem. Men de skal heller ikke kede sig, for så opstår der konflikter og børnene mistrives. Børn skal udfordres, så de kan se, at verden er spændende – bare det, at vende en sten på legepladsen og udforske, hvad der kravler frem under den, kan være spændende,« siger hun.
I en af institutionerne i aktionsforskningsprojektet fandt pædagogerne på at udfordre både sig selv og børnene med nye vinterlege på legepladsen. I stedet for at gå og fryse og vente på at komme ind igen, tog de staffelier ud på legepladsen, lavede vindspil, science­orienterede eksperimenter og andre aktiviteter, som ellers ikke hører hjemme på legepladsen om vinteren. Børnene elskede det, og pludselig var det noget helt andet for dem at være ude – også selvom det var koldt.
»Den slags udfordringer bliver skabt i en bevidst, refleksiv praksis, hvor pædagogerne både udfordrer sig selv og børnene med nye måder at organisere tiden og aktiviteterne på,« siger Vicki Sieling.

Børn inviteres. Pædagogerne skal være mesterlærere, der inviterer børnene til at sanse og eksperimentere med dem. De skal give det videre, de ved eller har undersøgt. Pædagogerne i forskningsprojektet var ikke så begejstrede for ordet mesterlærer, måske fordi det lugter for meget af undervisning. Men de er med på, at de med deres engagement og nysgerrighed spiller en væsentlig rolle for barnets kreativitet, fortæller Vicki Sieling.
Når pædagoger skal give plads til, at børnene sanser og eksperimenterer, betyder det fysiske rum og indretningen meget. Det handler især om at indrette sig, så materialerne er tilgængelige. Vicki Sieling mener ikke, at alle materialer skal være fremme hele tiden. Hun er tilhænger af ’udvalgt tilgængelighed’, så man har det fremme, som skal bruges til den aktivitet, børnene lige nu er optaget af.
»Man skal indrette sig, så materialer er tilgængelige og kan inspirere. Men også så de ikke er over det hele, for det kan tværtimod hæmme kreativiteten,« siger hun.

Nærvær og fordybelse. Det hæmmer også kreativiteten, at der skal ryddes op hele tiden, eller at en aktivitet bliver afbrudt af andre ting. En af de mest iøjnefaldende iagttagelser i projektet var, hvor mange gange om dagen børnene blev forstyrret. Vicki Sieling mener, at pædagoger ofte er mere optaget af orden end at give børnene mulighed for at fordybe sig.
»Små børn kan ikke holde fast i den erkendelse, de er midt i, hvis de bliver afbrudt. Det er en katastrofe, at børn så ofte afbrydes i kreative processer, blandt andet fordi der ikke er tvivl om, at de mange afbrydelser har betydning for, om nogle børn udvikler det, vi kalder opmærksomhedsforstyrrelser,« siger hun.
Flere af pædagogerne opdagede, at børn, hvis opmærksomhed, de var bekymrede for, faktisk bare skulle have fred til fordybelse. Så kunne de koncentrere sig i meget længere tid, end pædagogerne havde troet muligt, fortæller Vicki Sieling, der også henstiller til forældrene om at være mere solidariske med fællesskabet.
»Små vuggestuebørn kan ikke forstå, at de skal holde op med at male midt i det hele, fordi det er en andens tur. Så det vil være skønt, hvis forældrene accepterer, at det måske ikke er deres barns tur hver dag, men at det får lov en anden dag,« siger hun.

Børns spor. Alle pædagoger siger, at de vil følge børnenes spor, men de har rigtig svært ved det, mener Vicki Sieling.
»Pædagogerne skal åbne deres hjerner og hjerter for børnenes bidrag. Samtidig skal de eksperimentere med, at der ikke behøver at være et sluttidspunkt for et forløb. Hvis man allerede på forhånd har lagt sig fast på, at et tema kun må tage en uge, er det hæmmende for at tage børns bidrag ind i aktiviteterne. Det er bedre, hvis pædagogerne efter et stykke tid spørger hinanden, om de stadig skal arbejde med et tema, eller om det er dødt,« siger hun.
Pædagogerne skal sige ’se her’. Men de skal også lægge mærke til, hvad børnene lægger mærke til, og arbejde videre med det, mener Vicki Sieling.
»Børn byder jo ind med det, de er optaget af. De kan slet ikke lade være. Pædagogerne skal bare huske at lytte efter. Det er også et spor, hvis et barn begynder at forstyrre eller løbe rundt, så de skal huske at se, hvad der sker, når de bliver forstyrret og irriterede,« siger hun.

Livsbetingelser. Selvom flere af pædagogerne i aktionsforskningen fra starten mente, at de ikke var kreative, så endte de med at synes, at de var kreative.
For det gik op for dem, at kreativitet handler om, hvor gode de er til at jonglere med betingelserne for deres arbejde, forklarer Vicki Sieling.
»Målet er at udvikle børnene, så de bliver gode til at jonglere med deres livsbetingelser. Hvis de senere i livet får brug for at sætte de forskellige komponenter i deres liv sammen på nye måder, vil de have fået fundamentet i vuggestuen og børnehaven,« siger hun.

ER DET NYT FOR DIG, ER DET KREATIVT
Vicki Sieling har defineret et pædagogisk kreativitetsbegreb, som understøtter børns udvikling. Det lyder: Kreativitet er noget nyt, der kan omsættes til eller er opstået i handling, som bryder med det kendte, og som er anerkendt i den sociale kontekst, det forgår i.
Vicki Sieling har oplevet, at netop nyhedsdelen i definitionen kan volde pædagogerne problemer. For de har tilbøjelighed til at trække på skuldrene af hinandens forståelse af, hvad der er nyt. Hun vil derfor gerne opfordre til, at pædagogerne er lidt mere imødekommende over for hinanden.
»Det kan jo godt være nyt at arbejde med genbrugsmaterialer i Solsikken, mens man i Grantræet siger ’Kom igen, hvad nyt er der i det, vi har gjort det i 10 år!’. Pædagogerne skal huske på, at det kan være svært at finde på noget spritnyt hele tiden. Og det at gøre noget, der er anderledes, er nyt for de pædagoger, der gør det. Det er vigtigt have med, at tiltag eller aktiviteter er kreative, hvis de sker for første gang i den sociale kontekst, de opstår i,« siger hun.
På den anden side er det også vigtigt, at pædagogerne husker, at for at kunne kalde noget kreativt skal det bryde eller kollidere med det, de gjorde før.
»Det er ikke nok at sige: ’Vi har arbejdet med genbrugsmaterialer i mange år, men nu sætter vi dem også på væggene’. For det er ikke et brud, og så er det ikke kreativt. Pædagogerne skal udfordre sig selv til at lave noget, der bryder med vanetænkningen,« siger Vicki Sieling.