Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 35
FRANKRIG; I skole som toårig
Tidlig indlæring er gavnligt for børnene, siger man i Frankrig. Så de små franskmænd starter i "moderskolen" fra to-års-alderen. Og venlige lærerinder sørger for, at de lærer noget.
Af: Ove Rasmussen
Et-to! Et-to! En række toårige børn går i strækmarch mellem spisekrogen og håndvaskene.
"Leger de soldater?" spørger jeg forvirret. Vi er midt i 1990'erne, og det er mit første besøg i en fransk vuggestue. Jeg leder efter en dagplads til min lille dansk-franske datter.
Men vuggestuens leder stirrer betaget på baby-kolonnen. Børnene sætter næsen i sky, fniser og svinger med armene. Som en parodi på noget sjovt, de har set i fjernsynet. Et-to-to! Et-to-to! Vugger-medhjælperen hæver stemmen til sergent-niveau! ET-TO! Nu begynder Antoine at hoppe. Antoooiiiine! Men Pierre hopper efter. Og pludselig løber alle grinende rundt i lokalet. Waaaiihhhh ha ha ha!
"Vi forbereder børnene på at gå i skole," siger lederen. Men det er ikke let.
"De skal nok lære det efter sommerferien," stønner medhjælperen surt. Lidt mere disciplin!

Valium i vuggeren. Jeg bliver stående, som naglet til gulvet. Strækmarchen var ikke leg, men alvor. Skoletræning! Mine billeder af de franske institutioner krakelerer. Vuggestuerne ligner til forveksling de danske, med legeborde og legoklodser. Men måske har personalet en helt anden opfattelse af børn end en dansker med Grundtvig og Summerhill i bagagen?
Men skik følge eller land fly! Min datter fik plads i en anden vuggestue, trods mine danske forbehold. Det blev et par fredelige legeår, uden klodsede disciplin-øvelser. Og alligevel anderledes end i Danmark. I de franske vuggestuer er personalet ikke pædagoger, men sygeplejersker med speciale i barnepleje. Samt medhjælpere med et års kursus i børnepasning. Tre-fire assistenter til 16-20 babyer giver en rolig dagligdag med højtlæsning, maling og voksenkontakt. Afbrudt af jævnlige lægebesøg, hvor den tilsynsførende doktor vaccinerer og tjekker ungernes højde og drøjde. Og taler de nu, som de skal? Og hvad med motorikken? Alt noteres ned i et officielt hæfte. Børnenes sundhed er alfa og omega i de franske vuggestuer.
"Hun er lidt groggy," sagde barneplejersken en dag, da jeg hentede min datter.
Og det var helt normalt. For vugger-børnene får et skvat Valium, hvis de er syge og temperaturen stiger til 38,5. For at undgå feberkrampe. Det er ren rutine.
Skik følge eller land fly, tænkte jeg på vej ud på gaden, med de hyggelige franske caféer og velduftende baguette-bagere.

Nationens stolthed. "Og har I så meldt hende ind i skolen?"
Lægen kigger op over brillerne. Og jeg glor forbavset tilbage. Min datter er lige fyldt to år. En nysgerrig lille trold, der elsker at bladre i billedbøger og cykle på tre hjul. Og som helt uden læreplaner har lært både fransk og dansk.
"Vi ta'r den med hjem!" sagde hun engang som halvandet-årig - på dansk - og smuglede en af vuggestuens legedyr ned i min hånd. Det er den eneste gang, hun har brugt sit fadersmål i den franske vuggestue. Men barneplejersken måtte jo ikke forstå, hvad hun sagde. De lærer hurtigt, de små. Men hvorfor skulle hun i skole ?
Jo, for lægen var selv begyndt i l'école maternelle som toethalvtårig. Og børn i den alder har godt af lidt disciplin, og...
Disciplin er et ord, der let falder på tungen, når franskmændene taler om børn og skolegang. Børnene skal lære noget. Gøre fremskridt. Og det starter i l'école maternelle.
"Moderskolen" er en af grundpillerne i den franske nutidskultur. Det er nationens stolthed. For Frankrig var det første land i verden, der tilbød skolegang til de to-seksårige børn. Det var i 1887. Og det skulle give lige vilkår til rige og fattige, så tidligt som muligt. Mange andre lande har siden efterlignet de franske maternelles. Og forskerne har i hundrede år vidst, at elever med tre-fire års moderskole har en lavere dumpe-frekvens end børn, der som seksårige hopper direkte ind i den "rigtige" skole.


Styrede aktiviteter. I dag kan man ikke måle den slags forskelle. For 99-100 procent af børnene i 21/2-31/2 års-alderen tropper op i l'école maternelle. Skolen er ikke obligatorisk. Men det er gratis. Og det er et af de få områder, hvor franskmændene er enige, fra højre til venstre over eksperter og forældre: Den tidlige indlæring er en god ting.
Og selvfølgelig skulle også min datter i skole. Men hun fik lov til at lege og lære i vuggestuen til hun var tre ethalvt. For jeg havde hurtigt opdaget, at de franske moderskoler ikke bare er en eksotisk variant af de danske børnehaver. Det er noget andet.
"Hun arbejder fint," sagde lærerinden om min datter efter en uges tid i skolen.
"Det håber jeg sandelig ikke," var jeg lige ved at svare. Men det var venligt ment. Og min datter var stolt.
Hun blev faktisk glad for at gå i skole. På trods af hendes danske papas kvababbelser over den franske disciplin. Alt fra tegning og maling til de første rystende bogstaver hedder "arbejde" i moderskolen. Det er styrede aktiviteter. Relateret til detaljerede læreplaner. Eleverne hopper for at stimulere motorikken. De synger for at udvikle deres rytmesans og sproglige kunnen. De arbejder ved små skoleborde for at vænne sig til "samfundslivet". Med en tavle som horisont. Og lærerinden skriver hver dag en dato og en ugedag på tavlen, så elverne bliver opmærksomme på tiden. Underbygget af tegninger med motiver fra årets gang. Grønne solskinssomre, melankolske efterårsfarver, hvide vintre og spirende forår. Set fra klasseværelsets lille verden.

Spejlvendte P'er. Eleverne arbejder fra otte til 16, afbrudt af korte legefyldte frikvarterer og en to timers middagspause, hvor de mindste får sig en lur. Onsdagen er en fridag - med millioner af franske forældre på jagt efter børnepasning, afspadseringsdage og opdragende aktiviteter for deres afkom.
En gang om måneden viser de små franskmænd deres skolehæfter til forældrene. Det er et hav af sider med trekanter forbundet med trekanter, firkanter med firkanter, frimodige børnetegninger og sirlige tal- og bogstav-øvelser.
Og nej - de lærer ikke at læse og skrive i moderskolen. Men de kommer tæt på lige inden børnehaveklassen i seks-års-alderen. Set udefra kommer lilleput-eleverne tæt på meget uden at gå i kødet på noget. Som om skolen leger med deres utrolige evner til at lære, og holder dem tilbage.
Min datter troede i et par år, at nu skulle hun lære at læse. Da hun endelig startede i den "rigtige" skole, boblede læseriet op med eksplosionsagtig hast.
Hendes lillebror er mere forbeholden. Han kom tidligere i skole. Skal snart i børnehaveklasse. Men har stadig lettest ved at sidde stille, når han leger med cowboys og tegner ridderslotte. Og til lærerindens store fortrydelse kan han stadig finde på at skrive spejlvendte P'er.
"Men han er klar til børnehaveklassen," siger lærerinden beroligende.
"Ja, selvfølgelig," siger jeg, da jeg ser den lille drengs bekymrede ansigt. Men jeg er stadig i tvivl om moderskolens mange stillesiddende mentale strækøvelser har været mere til gavn end til skade for hans "rigtige" skolegang.

Uden sammenligning. Men der er ingen debat om moderskolen i Frankrig. Tidlig indlæring er bare godt og fransk, og moderskolen er et eksempel for andre lande, i samme skuffe som menneskerettighederne og pariser-moden. Måske er de franske skoler bare så gode, at de ikke tåler sammenligning.
Ingen rødmede, da OECD's skole-rapport - PISA - kom på bordet i december 2001. Men de franske skolestrateger bestrider heftigt rapportens metoder. For OECD placerer det franske uddannelsessystem i den ydmyge mellemgruppe, lidt bedre end Danmark. De tidligt skolede franske elever er i 15-års alderen kun en anelse bedre til at læse og skrive end de danske legebørn. Med 15 funktionelle analfabeter. De franske elever "ligger over OECD's gennemsnit, når det gælder snæver skoleviden, men klarer sig dårligt, når situationen kræver initiativ og virkelyst", lød det lakonisk fra undervisningsministeriet til dagbladet Le Monde.
Og så forsvandt PISA-rapporten fra den offentlige scene. Ingen diskussioner blandt lærere, forældre og andre interesserede. For tænk hvis der blev sået tvivl om det franske undervisningsvæsen og dets populære moderskoler. Det ville være som at rive Eiffeltårnet op med rode.
Måske var hun bare realistisk, den surmulende medhjælper, der satte sine vuggestue-børn til at gå strækmarch. De toårige skal lære lidt disciplin, hvis de vil tilpasse sig det franske skolesystem. Gennem de næste mange år.

Ove Rasmussen er freelancejournalist og bosat i Frankrig. Samt far til tre dansk-franske børn, Sophie på ni år og Kim og Jan på seks og fem år.


Hvem passer de mindste?
Der er ca. 2,2 millioner børn under tre år i Frankrig, men kun ca. 200.000 vuggestuepladser (9 procent). De øvrige to millioner småbørn må klare sig, som de kan:
n 1,1 million (50 procent) bliver hjemme, for maman er husmor eller på orlov, og bedstemor bor lige i nærheden. Heraf er 528.000 på tilskud fra den franske stat, der betaler op til 3670 kroner om måneden til forældre, der stopper på arbejde for at passe spædbarn nr. to derhjemme. Det er en offentlig udgift på 20 mia. kroner om året - for at støtte familielivet.
n 350.000 børn (16 procent) tilbringer dagen hos en dagplejemor.
n 44.000 (2 procent) bliver passet af en barnepige i hjemmet.
n 250.000 (11,4 procent) overlades til naboer, tanter og bedsteforældre uden for hjemmet
n 255.000 (11,6 procent) er blevet så gamle, at de går i moderskole (35 procent af de toårige).