Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 23
BUPL mener: Vi stiller krav - også til en ny regering
Fagbevægelsen må kræve, at det bliver de rigeste spekulanterne og de multinationale selskaber der kommer til at betale for krisen og ikke den almindelige befolkning.
Af: Tonny Andersen
I øjeblikket ser vi den globale økonomiske krise brugt som begrundelse for nedskæringer og forringelser. Vi ser pædagoger, der sættes ned i tid, presses på efterløn eller fyres som følge af besparelser.
Som svar på krisen er der to valgmuligheder, nemlig den nuværende regerings nedskæringsstrategi eller en investeringsstrategi, som foreslået af oppositionen. Vi skal ikke bakke op om bestemte partier, men situationen kalder på et valg af en grundlæggende strategi, og her bakker BUPL op om en investeringsstrategi, hvilket forudsætter et regeringsskift.
Vi må imidlertid ikke sætte vores lid til, at det er tilstrækkeligt med en ny regering under ledelse af Socialdemokraterne. Selv med en sådan regering skal vi stille faglige krav til en anden politik, så det sikres, at en ny regering rent faktisk også fører en ny politik.
Jeg har netop deltaget i en norsk velfærdskonference arrangeret af 'For velferdsstaten' - en sammenslutning af faglige og folkelige organisationer. Erfaringerne herfra viser, at også vores norske kammerater er udsat for New Public Management med krav om privatisering og udlicitering. Dette selvom Norge de seneste seks år har haft en rød-grøn regering.
Erfaringerne fra konferencen viste, at det grundlæggende menneskesyn og mistilliden til befolkningens og de ansattes intentioner er fortsat under skiftende regeringer med deraf følgende bureaukratisering, kontrol og centralisering. Markedskræfterne har været for stærke, og de folkelige kræfter har tabt terræn. Konferencen havde til formål at udvikle den norske velfærdspolitik og at udfordre menneskesynet i markedssamfundet.
Vores norske venner var ikke i tvivl om, at det er nemmere at påvirke en rød-grøn regering end en borgerlig regering, men påpegede, at man fra faglig side skal blive ved med at stille krav om, at den sociale ulighed reduceres, og at der ikke skal skabes profit på velfærdsydelser som sygehusvæsen eller børnepasning. Der er en tæt sammenhæng mellem ulighed og sociale problemer.
Velfærdskampen er helt central i disse år. Kampen for, at samfundet kollektivt finansierer ordentlige daginstitutioner til børnene, plejehjem til de ældre og et ordentligt sygehusvæsen, er altafgørende for kvaliteten af vores liv.
I stort set alle europæiske lande er der efter pres fra EU lanceret nyliberale nedskæringspakker, der skærer i velfærden, overførselsindkomsterne og løn- og arbejdsvilkårene for offentligt ansatte. Samtidig er indtægtsforskellene øget, så de rigeste i Norge nu tjener seks gange så meget som de fattigste, i Danmark tjener de rigeste otte gange så meget og i USA tjener de 16 gange så meget.
Fagbevægelsen må kræve, at det bliver de rigeste - spekulanterne og de multinationale selskaber - der kommer til at betale for krisen og ikke den almindelige befolkning.
Målet for den norske velfærdsbevægelse er et samfund med arbejde til alle, retfærdig fordeling og velfærdsordninger, som ingen falder uden for. Et mål, jeg deler!