Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 11
TEMA: PSYKISK ARBEJDSMILJØ. Stressterapeut til pædagoger. Sig fra!
Når så mange pædagoger oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø og går ned med stress, er det et politisk problem, siger Thomas Milsted. Men medarbejderne skal turde sige fra.
Af: Trine Vinther Larsen
Stress er en kombination af de vilkår, du bydes, og hvordan du som person håndterer dem.
Sådan forklarer stressterapeut, rådgiver og forfatter Thomas Milsted det begreb, der i dag kan kaldes en sand folkesygdom. Undersøgelser viser, at stress rammer cirka hver tredje pædagog i løbet af et arbejdsliv.
»Når så mange går ned med stress, er det et politiker- og et lederansvar at skabe arbejdsvilkår, som også har plads til de mindre robuste. Der er sådan en ideologi i samfundet i dag om, at man bare skal tage sig sammen: ’Folk kan klare et triatlon, og så kan du vel også passe nogle børn’. Men det er fuldstændigt vanvittigt, at idealet er blevet sådan en elitesoldat. Det medfører, at arbejdspladserne ikke længere vil have de overvægtige, folk med lidt sarte nerver eller folk, der har været nede med stress, fordi de er mere sårbare. Der er ingen rummelighed tilbage,« siger Thomas Milsted.
Han er en meget brugt foredragsholder i pædagogiske kredse, og han bliver nærmest desperat på medarbejdernes vegne, når han hører deres historier.
»Jeg bliver desperat over magtesløsheden. Man kan jo undre sig over, hvorfor pædagoger finder sig i så meget, som de gør. Det er rystende, at en pædagog står alene med 15 børn i mange timer dagligt. Og at det er hverdag. Jamen, hvorfor lukker man ikke?,« spørger han.
Svaret mener han selv skal findes i en blanding af et kæmpe engagement fra pædagogernes side, at børn ikke kan sammenlignes med papirbunker af opgaver, og at der også hersker frygt for konsekvenserne.
»Det er svært at stå som sin egen enmandshær. Man kan ikke regne med, at de andre bare bakker op. Vi ser jo, at når ansatte ytrer sig om det her på Facebook eller forsøger at lægge et lokalt pres på kommunen, risikerer man at blive kaldt til tjenestelig samtale eller blive fyret. Det gælder også ledere. Derfor må hele institutionen gå sammen og få forældrene med. Det er politikerne, som skylder de ansatte og børnene bedre vilkår, men det er alle dem, der er i vilkåret, som skal have mandsmodet til at sige fra,« siger Thomas Milsted.

Kroppen lukker ned. I stedet for at sige fra, lukker forældrene øjnene, fordi det gør for ondt at se, hvad de afleverer deres børn til. Og ledere og ansatte hænger i, for pædagoger tænker på børnene først. Men dermed er man i højrisiko for at få stress, siger eksperten.
»Jeg kan godt forstå det, for man blev ikke pædagog for at stå på barrikaderne hver dag. Men hvis man ikke gør oprør over urimelige arbejdsbetingelser, og ikke anerkender de stresssymptomer, man mærker i sin krop, bliver man sådan en maratonløber, der, selvom kroppen siger: ’Stop for fanden’, bare løber videre. Og så risikerer man, at alt lukker ned,« siger Thomas Milsted.
Blandt symptomerne på stress er netop udbrændthed og dødhed.
Og ligesom mennesker på forskellig vis er i risiko for at få stress, så er det også forskelligt, hvad der skal til for at hjælpe de stressramte.
»For nogle er det at håndtere stress og at undgå det, bare et spørgsmål om at læse eller høre nogle råd og foretage nogle små­justeringer oven i hovedet. For andre snakker vi måneder eller flere års terapi. Nogle kan klare det ved hjælp af nogle afslapnings­teknikker, og de kan aldrig skade, men hvis det ikke at kunne sige fra ligger dybt i ens personlighed og handler om et behov for anerkendelse gennem sit engagement, så er det ikke et handlemønster, man bare lige klarer gennem nogle meditationsteknikker,« siger Thomas Milsted.
Derfor skal man også tage de første symptomer på ugidelighed og arbejdslede dybt alvorligt.
»Når du først har tabt begge arme og ører af stress, så har du ikke længere energien til at gøre noget aktivt. Så er en fridag eller afslapningsøvelser ikke længere nok,« siger Thomas Milsted.

Hvor robust er du?
At arbejde under de vilkår, pædagoger i dag bydes, kræver en høj grad af robusthed for ikke at få stress. Her er det robuste menneskes kendetegn.
• Kan motivere sig selv.
• Er opfindsom med hensyn til at realisere sit mål i tilværelsen.
• Kan overbevise sig selv om et positivt resultat, selv når man føler sig presset.
• Er kreativ med hensyn til at finde udveje på skuffelser eller vanskeligheder.
• Reagerer aktivt og fremadrettet på skuffelser.
• Finder nye, alternative handlingsplaner.
• Er god til at finde støtte hos andre.
• Ser nederlag som en mulighed for at lære noget nyt.
Kilde: Thomas Milsted og Stresstænketanken.

Stresset?
Du har kun tre muligheder:
1. Du må ændre det, der gør dig stresset: Måske skal du nedsætte arbejdsmængden, løse en konflikt med en kollega, eller flytte tættere på jobbet.
2. Kom væk fra stressen: Sig op, og find dig et mindre stressende arbejde.
3. Lev med forholdene, som de er: Altså accepter forholdene, hvis du kan leve med dem.
Kilde: Stresstænketanken.

Tjek trivslen
Særligt tre faktorer er vigtige for oplevelsen af et godt arbejdsmiljø:
Social faktor: Du har kontakt og samvær med andre mennesker og får respons og anerkendelse fra dem.
Meningsfaktor: Du oplever at gøre en forskel og ændre verden en smule.
Personlig faktor: Du udvikler dig både menneskeligt, fagligt og socialt.
Kilde: Stresstænketanken og Thomas Milsted.

5 principper
for arbejdet med psykisk APV:
• Knyt indsatsen tæt til kerneopgaven – det er medarbejdernes hjerteblod og giver opgaven strategisk retning.
• Styrk faglighed og kompetencer.
• Gå foran som leder.
• Involver medarbejderne rigtigt.
• Opsøg hjælp og inspiration fra andre.

Vidste du!
Vilkårene presser
Medarbejdere, som før i tiden kom i behandling for stress, havde oftest et 25-30 års aktivt arbejdsliv bag sig – i dag er gennemsnittet 8-10 års arbejde.

20 %
Så meget vil Folketinget frem mod 2020 reducere andelen af beskæftigede, der er psykisk belastede som følge af arbejdet.
Kilde: Strategi for arbejdsmiljøindsatsen, se kortlink.dk/ebw8

14 milliarder kroner
Det koster stress årligt i form af ­sygefravær, for tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet.
Kilde: Stressforeningen.dk

Gode guides til arbejdsglæde
Få grøn smiley med Arbejdstilsynets ‘Håndbog om psykisk arbejdsmiljø’, kortlink.dk/d9z2

Find metoder og værktøjer til et bedre psykisk arbejdsmiljø på BUPL’s hjemmeside,
kortlink.dk/ebw4

Besøg BrancheArbejdsmiljøRådets portal om psykisk arbejdsmiljø, etsundtarbejdsliv.dk

Prøv Videncenter for Arbejdsmiljøs portal, frastresstiltrivsel.dk